Det jordiske menneske er således en "flygtning fra paradisets have". Da denne "have" er ægteskabets kulminationszone, vil det sige, at samme væsen, hvor mærkeligt det end kan lyde for mange mennesker, er en flygtning fra det hundrede procents fuldkomne ægteskab, fra den hundrede procents fuldkomne forelskelsesevne, fra det hundrede procents fuldkomne dyriske parrings- eller mageprincip. Men denne flugt udgør ikke en vandring i mile eller fysiske afstande, men er en forvandling af mentalitet. Denne forvandling udgør "dyrets" omskabelse til "menneske". "Paradisets have" er "dyreriget". Dette riges grundlov er det sjette bud. Den højeste livslykke her er baseret på parring eller ægteskab. Guds højeste tilsynekomst i samme rige er et han- og hunkønsvæsens "følen sig ét med hinanden". Andre former for livslykke er her "nydelsen af kundskabens træ". Den er "den forbudte frugt". "Havens" lovovertrædere eller "Adam" og "Eva" er altså det jordiske menneske.
      Ved sin megen "nydelse af kundskabens træ" har dette væsen fået en hel del kendskab til "godt" og "ondt". Det kommer derved til at afvige fra "havens" retmæssige eller "lovlydige" beboere, hvilket vil sige, de væsener, vi ellers plejer at udtrykke som "dyr". Disse har nemlig intet kendskab til "godt" og "ondt". De lever ægteskabets love fuldt ud, hver art på sin specielle måde, og kan endnu ikke "synde" mod dets forskrifter, idet disse forskrifters overholdelse er deres største behagsfornemmelse eller livslykke.
      Det jordiske menneske er derimod den ældste beboer af dyreriget og har derved gennem sin reinkarnation oplevet samme livslykke gennem så umådelige tidsrum og så utallige gange, at dens livgivende kraft er degenererende, er i aftagende. I følge den guddommelige verdensplan vil nemlig enhver nydelse blive til lidelse ved overdreven oplevelse. Et menneske, som til eksempel blev dømt til aldrig at måtte spise andet end sin livret og derved skulle have den serveret både morgen, middag og aften og på alle øvrige tider af døgnet, når det følte trang til at spise, ville tilsidst ikke kunne undgå at komme til at føle kvalme eller lede ved nævnte ret, ville råbe og skrige efter anden føde. Det samme gør sig gældende i alle ting. Overdreven gentagelse gør tingene uinteressante. En vittighed skal helst ikke siges for mange gange til de samme tilhørere. Det er dette princip i verdensplanen, der befordrer udviklingen, der animerer til at skabe nyt, der bevirker opfindelser og forbedringer.
      Når beboerne i "paradisets have" har oplevet dens tilværelse og nydt dens ordinære eller lovmæssige "frugter" i tilstrækkelig lang tid, bliver denne form for oplevelse og tilværelse mere og mere uinteressant, ja til lidelse, og længslen efter en kontrast bliver levende. "Forandring fryder". Men denne fryd kan man jo kun opnå ved at beskæftige sig med det "forbudte" område, ved at nyde de "frugter", der uvægerlig vil føre til "uddrivelse af haven", til omformningen af ens hele væsensnatur.
      Det jordiske menneske udgør altså en sådan ældgammel beboer af "paradisets have", en beboer, der har svælget i eller nydt så meget af dens ordinære "frugter", har nydt dens form for livslykke i så fulde drag, at den nu i stor udstrækning ikke mere har dets interesse, ikke mere er en så omfattende lykke, at den kan udfylde hele bevidstheden, hele dets mentalitet. En uovervindelig længsel og trang til nydelse af ting udenfor de ægteskabelige er født i dets indre, ja er blevet en livsbetingelse for det. Det må således hver dag nyde "de forbudte frugter", men det må også hver dag føle, at det er "nøgen". Det må hver dag føle "kulden" fra en mængde medvæsener. Det må stadigt dække sig med "figenblade". –
      Hvad betyder dette, at "dække sig med figenblade"? – Ja, det betyder naturligvis ikke dette, at gå med klæder, i almindelig forstand. Ligeledes betød det for "Adam" og "Eva" selvfølgelig heller ikke, at de skammede sig over deres blotte legemers natur, udseende eller seksualorganer, dertil var de endnu altfor nær den guddommelige stråleglorie. Det var først på et langt senere tidspunkt, at "figenbladet" nåede frem til også at dække disse nævnte ting.
      "Figenbladet" udtrykker således ikke her en beklædningsgenstand, men udgør derimod det symbolske udtryk for den første modstand imod virkningerne af "Adams" og "Evas" overtrædelse af ægteskabets eller "paradisets" love.
      I en zone, hvor al lykkefølelse var afhængig af disse loves overholdelse, kunne en overtrædelse naturligvis ikke finde sted, uden at denne lykke kom til at ryste i sine grundvolde. Denne rysten måtte vække forfærdelse eller rædsel, idet den affødte et svælg mellem dem og "havens" lovlydige beboere. De var begyndt at blive fremmede iblandt deres egne. De var begyndt at blive hjemløse i den zone, der trods alt var deres hjemstavn, og hvor de havde oplevet så mange lykkelige timer sammen med Gud i form af fornemmelsen af at være "ét med hinanden". Det var denne lykke, der var begyndt at briste, i særdeleshed da de "forbudte frugter", som de havde nydt i stedet, endnu ikke var "modne" og derfor var "bitre", var "sure" og tildels uspiselige. De følte, de dreves mod en ukendt verden. Det eneste, de vidste om den, var, at den var – døden. Budet, de havde overtrådt og stadig overtrådte, var i korthed blevet forkyndt "Adam" således:
      "Du må frit æde af alle træer i haven, men af kundskabens træ på godt og ondt skal du ikke æde, thi på hvilken dag, du æder af det, skal du dø døden". –
      Ja, i sandhed, "Adam" og "Eva" går imod døden, men de ved ikke, at hen over deres egen grav skal de engang vandre som helt nye forherligede væsener. De ved ikke, at "døden" er "dyrets" undergang i deres egen mentalitet, og at de over denne "død" selv skal opstå, og i Guds egen stråleglorie: alkærligheden, fortsætte livet som hans udtrykte billede: det fuldkomne menneske. –
      "Døden" er derfor et spøgelse, der vender sig imod de paradisiske flygtninge, vækker deres rædsel, hvor de så end står og går, hvor de så end vender sig hen. Der findes intet tilbage, og der findes intet udenom. "Adam" og "Eva" kæmper stadig en fortvivlet kamp med denne "død". "Figenbladet" er blevet større. Det vokser og vokser og er i dag blevet til millionhære og krigsflåder, bevæbnede med de mest raffinerede massemordmaskiner, bombeflyvemaskiner, tanks, torpedoer, dum-dum-kugler, giftgas etc. etc. "Døden" gør sin store høst. "Adam" og "Eva" går til grunde. "Dyret" begår selvmord i den jordmenneskelige mentalitet. Men hen over valpladsernes mørke øde ser jeg "Adam" og "Eva" genopstå og i form af "det fuldkomne menneske" forvandle egoismens sorte grave til en ny skøn verden, til en ny skøn himmel, i hvilken alkærlighed og dermed retfærdighed bor. –