Men hvor er denne "have", og hvad er det for væsener i den, der således kulminerer i specielle hankøns- og hunkønsmanifestationer? – De jordiske mennesker kan det ikke være, for de er, som vi alt* har berørt, meget langt fra at være eksperter i en hundrede procents overholdelse af det sjette bud. Det er kun i meget ringe udstrækning, at disse overholder nævnte bud, og der, hvor de endelig overholder det, sker det ikke engang helt på grundlag af medfødte naturlige anlæg, men på basis af en stor mental mur, som ikke alle har lige let ved at bryde igennem, og derfor mere eller mindre ufrivillig må holde sig indenfor.
      Materialet, hvoraf denne mur er opbygget, er – religionerne, det gængse lov- og retsvæsen, skik og brug. Og dens navn er – "moral".
      Hvis ikke denne mur var, hvorledes tror man så, det ville se ud med overholdelsen af dette sjette bud? – Ville "Sodoma" og "Gomorra" ikke være en endnu langt mere udbredt kendsgerning, end tilfældet er? –
      Men hvad nu med "dyrene", der lever i deres frie naturtilstand? De har ingen religion, de har intet lov- og retsvæsen, tænker ikke på noget, der hedder skik og brug, og kan således ikke bygge sig nogen mur til at bevare og beskytte deres ægteskab bag. –
      Nej, det kan de ikke. Men det behøves heller ikke. De bærer ægteskabsloven i deres hjerte. Det almengældende er, at ægteskabsloven udgør et altbeherskende naturligt anlæg hos disse væsener. Den er det herskende i deres instinkter, i deres sande væsen. Den er deres livsbetingelse. I deres bevidsthed er der ikke noget som helst andet tankeklima end det ægteskabs- eller befrugtningsbefordrende. Deres højeste oplevelse af livet er ægteskab under en eller anden form. De er ikke formælet ved hjælp af præster eller øvrighed. De har ingen vielsesattest. Og dog opløses deres ægteskab kun af døden. Dets stabilitet er udelukkende baseret på en hundrede procents gensidighed hos ægtefællerne og ikke på nogen som helst øvrighedsforanstaltninger.
      Men i henhold hertil bliver et samfund af sådanne væsener jo synligt som det kulminerende fuldkomne ægteskabs zone, som den sande "paradisets have". – "Dyrene" er den virkelige "Adam" og "Eva".
      Men der er noget, der hedder "syndefaldet" og "uddrivelsen af paradiset". Der var altså noget, der bevirkede, at "Adam" og "Eva" ikke kunne blive ved med at være i denne "paradisets have". Da nævnte have var kulminationszonen for "ægteskab", vil den ligeså godt være at udtrykke som "ægteskabets have". Det højeste lys, den største salighedsfornemmelse i denne var et hankøns- og et hunkønsvæsens fornemmelse af gensidigt at eje hinanden og denne fornemmelses kulmination i en stadig gentagelse af de samme to væseners oplevelse af at "føle sig ét med hinanden". Det var denne haves højeste manifestation af Gud. Det var den "røst, der lød gennem haven". Det var i oplevelsen af den, at de endnu aldrig havde smagt på "kundskabens træ på godt og ondt".
      Men Guds åbenbarelse af sin egen ophøjede natur for de levende væsener er ikke stillestående. De samme væsener kan ikke blive ved med kun at se en enkel særlig manifestationsside af hans væsen. Og "Adam" og "Eva" kunne ikke i al evighed blive ved med at nøjes med kun at opleve ham i form af en livsvarig ejendomsret over et væsen af modsat køn. De kunne ikke blive ved at undgå at "spise af kundskabens træ".
      At "spise af kundskabens træ" vil her i dette tilfælde sige det samme som at få tanker eller interesse for ting, der ikke er befordrende for "paradishavens" eller ægteskabszonens beståen. Men at få interesse for manifestation af ting, som ikke er befordrende for ægteskabet, kan jo kun blive af generende art for dets beståen, i særdeleshed da denne beståens fuldkommenhed udelukkende er baseret på hundrede procent af individets livsinteresse, hvilket vil sige hele dets samlede livsenergi.
      Og da ægteskabet jo var zonens højeste salighedsfornemmelse, dens højeste livsbetingelse, vil nævnte interesse for andre ting, for havens beboere, være det samme som at underminere sin egen livslykke. Men underminere sin egen livslykke kan man ikke gøre ret længe uden at opdage dens aftagen. Man gør bitre erfaringer, får lidelser og smerter. Men da dette igen giver kundskab eller visdom, bliver den "forbudte frugt" vejen til kendskabet til "godt" og "ondt". Dette er igen det samme som kendskabet til den guddommelige verdensplan. "Kundskabens træ" udgør altså den guddommelige verdensplan. Men oplevelsen af denne plan er jo det samme som "den hellige ånd". Denne ånd var altså den "forbudte frugt" i "edens have". At nyde denne "frugt" er altså ensbetydende med "uddrivelsen af paradisets have". – Hvor "den hellige ånds" zone tager til, må ægteskabszonen tage af. Desto mere man begærer og nyder ovennævnte "frugt", desto mere uegnet er man til at opfylde de betingelser, der kræves for at være i "paradisets have".
      Men nydelsen af denne "frugt" gav jo kendskab til "godt" og "ondt". Og de første nye kundskaber, overtrædelsen medførte, var erkendelsen af at være "nøgen". "Adam" og "Eva" opdagede efter "syndefaldet", at de var "nøgne", hvilket igen vil sige, at de mentalt begyndte at fryse. Den "forbudte" vej begyndte at skabe sine virkninger. De gjorte overtrædelser begyndte at udvide "skæbnen". Denne udvidelse blev til det "onde", blev til "kulde" hos medvæsenerne. Mod denne udvidelse af skæbne, mod denne "kulde" blev "varmen" fra deres vante livslykke for lille. Den kunne ikke beskytte dem, og de dækkede sig med "figenblade". En ny tilværelse havde dermed taget sin begyndelse. "Adam" og "Eva" var på vej ud af "edens have", bort fra lykken og sorgløsheden, bort fra lyset eller "livets træ". De gled ind i mørket, ind i smerternes og lidelsernes zone, hvor jorden er "forbandet", hvor kvinden "føder sine børn med smerte", hvor manden skal "æde sit brød i sit ansigts sved" og "med kummer æde af jorden (kundskabens træ) alle sit livs dage".
      Og på denne vandring finder vi mange, mange tusinder af år senere atter "Adam" og "Eva", stadig på vandring ud af "edens have", ud af ægteskabets zone, stadig "spisende af kundskabens træ".
      Den megen nydelse af "kundskabens træ" har givet dem stort kendskab til det "onde". De er blevet eksperter i at åbenbare mørket. "Kainsmærket" er over dem alle. De er rene genier i at tyrannisere, martre og pine hverandre. Og det er på dette, deres vivisektionsgeni, at "helvede" er baseret. Jorden er blevet skuepladsen for "helvede". Og "Adam" og "Eva" eller dette "helvedes" beboere er i dag at genkende som – den jordiske menneskehed. Den jordiske mand og kvinde er altså "flygtninge fra paradiset", der i øjeblikket passerer livets mørkeste zone.
      Men disse "flygtninge" er "leret", der i kraft af deres megen "nydelse af kundskabens træ", "indblæses livsens ånde". "Adam" og "Eva" er det vordende virkelige menneske, der er under skabelse i "Guds billede efter hans lignelse". – Deres stadige "nydelse af kundskabens træ", deres permanente overtrædelse af disse "paradisets" love, udelukker dem fra at kunne føres tilbage til dette. Men i "Faderens hus er der mange boliger". Og det vordende menneske iler mod en ny væsenstilstand, en ny skøn zones lys i det fjerne. Et nyt og forherliget paradis venter den forlorne søn. – Guds kærligheds stråleglans er virksom, selv i livets dybeste mørke.
 
____________
* Tidligere havde ordet "alt" også betydningen "allerede".