Da et sandt ægteskab kun kan eksistere som identisk med fornemmelsen af at "være ét med et væsen af modsat køn", og denne fornemmelses tilstedeværelse er uafhængig af vielsesattest, kan to væsener udmærket være ægtefæller, selv om de ikke har nævnte attest, ligesom to væsener, der netop har denne attest, men ikke "føler sig ét med hinanden", i virkeligheden "lever på polsk", hvilket vil sige, at de faktisk slet ikke er gifte. Og hvor mange sådanne "polske" ægteskaber florerer ikke netop i dag beskyttet under myndighedernes og kirkens velsignelse? – Er det ikke i tusindvis? –
      Et virkeligt ægteskab kan ikke bestemmes af et papir. Et ægteskab, der udelukkende er baseret på en vielsesattest, er kun et skinægteskab, er et bedrageri overfor samfundet, ja, endogså overfor de børn, der fødes i det, det er en overtrædelse af det sjette bud. Det er i virkeligheden at "bedrive hor".
      Men når denne form for umoral er gået over til at eksistere med myndighedernes og kirkens velsignelse, skyldes det for en stor del de samme autoriteters mangelfulde kendskab til det levende livs nuværende dybeste mentale tilstand, som de er sat til at beskytte og vejlede. Nævnte autoriteter kender intet til det samme livs nuværende absolutte analyse, dets bestemmelse i verdensplanen og denne bestemmelses nuværende symptomer eller synlighed. Deres myndighed er baseret på en forskrift, en recept på en moral, der har rod eller fodfæste på et helt andet sted i selve livet og udviklingen, end det, det jordiske menneske i dag i følge sin udvikling nødvendigvis må repræsentere. Der opstår derved en kollision mellem samme moral og det fremskredent udviklede menneskes virkelige natur, idet samme morals overholdelse nødvendigvis bliver en hæmning for den med den fremskredne udvikling følgende væsensnatur. Og det gør absolut ikke sagen bedre, at de nævnte autoriteter endnu ikke har magtet at føre verdens økonomiske administration ind i kontakt med livets love, hvorfor ethvert væsens nyden godt af jordens samlede økonomi eller velstand i stor udstrækning stadig må være et spørgsmål om styrke, intelligens, hensynsløshed, brutalitet og øvrige anlæg for maskeret røveri, plyndring og bedrageri. Med andre ord, sålænge menneskene endnu indtil en vis grad deler verdensgoderne imellem sig på samme måde som dyrene, således at de svage og syge går til grunde i armod og sult, fordi de stærke, snedige og hensynsløse har tilegnet sig det hele (se forøvrigt "Livets Bogs" fjerde kapitel), da fører dette onde også ufuldkommenheder på alle andre felter med sig. Og ægteskabet kan som følge heraf heller ikke undgå at være et spørgsmål om økonomi.
      Men i zoner, hvor to væseners fornemmelse af at være "ét med hinanden" skal være et spørgsmål om økonomi, hvilket vil sige et spørgsmål om stand, penge, anseelse, levevej, skik og brug, vil denne guddommelige fornemmelse ikke mere komme til sin fulde ret, men i altovervældende udstrækning udløse sig i de førnævnte skinægteskaber eller kulminationen af overtrædelse af det sjette bud. Og dette "at bedrive hor", hvilket altså i dette tilfælde vil sige at være knyttet til en ægtefælle, ikke ved ægteskabelig kærlighed, men blot ved en vielsesattest, samt at have børn i et sådant ægteskab, vil blive ved med at være beskyttet under en illusorisk moral eller tro, blive ved med at have de verdslige og kirkelige myndigheders bevågenhed.
      Men en illusorisk opfattelse, moral eller tro kan ikke i længden holde stand overfor naturen. Det sande og virkelige vil altid sejre tilsidst. Og således også med de i mennesket boende naturlige drifter, medens de unaturlige selvfølgelig må gå til grunde, ganske uafhængigt af hvor meget de så end i dag måtte opfattes som moralske, retmæssige eller hellige.
      Og er det ikke netop derfor, vi i dag over hele verden bliver vidne til, at den gængse eller gamle moralske opfattelse mindre og mindre bliver overholdt. Skilsmisser, utroskab i ægteskaber og børn udenfor ægteskabet, kort sagt, alt, hvad der almindeligvis opfattes som "overtrædelse" af det sjette bud, florerer. Og verden er, set fra den gamle morals standpunkt, ligefrem kulminationen af et nyt "Sodoma" og "Gomorra", hvor alt går til grunde i "synd", "usædelighed" og "perversitet".
      Men er verden virkelig så slem? – Er det i grunden ikke menneskenes egen tro på den gamle opfattelse eller moral, deres naivitet og uvidenhed overfor verdensplanen, der gør livet så pessimistisk. Fra Guds eget synspunkt, hvilket vil sige naturen, ser det jo ikke nær så slemt ud. Her ses "alt at være såre godt". Og desuden er det kun indenfor den jordiske ægteskabszone, at ovennævnte eksisterer. Men da det jordiske ægteskab, som vi i det følgende skal se, langsomt er ved at gå til grunde, hvilket vil sige det samme som, at det jordiske menneske er ved at vokse ud af denne zone, er det ikke så sært, at livet i samme zone ser mærkeligt ud for den uindviede. Noget, der er i forfald eller degenererer, kan aldrig fremtræde som kulminationen af skønhed.