Den zone, i hvilken det ægteskabelige princip behersker livet eller tilværelsen, udgør som før nævnt "det dræbende princips" eller "dyreriget". I henhold til "Livets Bog" udgør det jordiske menneske, på udviklingsstigen, den sidste art af væsener indenfor nævnte rige og er derfor som "dyr" betragtet det mest degenererede. Det vil igen sige, at dets harmoniske tilpasningsevne til dyrerigets love på en masse felter er meget svækket.
      Hvad er da dyrerigets love? – Vi har lige berørt, at dyreriget var alkærlighedens "fosterzone", hvilket vil sige begynderzone. Denne zone kan derfor kun være udtryk for et stadium i alkærlighedens udvikling, et stadium, hvor den endnu kun kan give sig udslag i begær efter at elske – ikke alle væsener – men allerhøjest kun ét væsen omtrent som sig selv, altså det samme som den tidligere omtalte "forelskelse".
      Da "forelskelse" fordrer gensidighed, vil dette altså sige, at alkærligheden på dette stadium endnu ikke er blevet til kærlighed, men fremtræder derimod som "egoisme". Den er endnu så spæd i sin kraft, at den kun kan komme i aktivitet der, hvor dens lys rammer blanke "spejlreflekterende punkter", der kan kaste dens lys tilbage til dets udspring eller ophav. Den vekselvirkning, der her opstår, er det samme som det, vi kalder "et lykkeligt ægteskab". Dens flamme eller lys er endnu så sparsomt, at der kun ved opsummering af det tilbagekastede lys kan opstå effektiv varme, den varme, der lige akkurat kan befordre et ægteskab.
      Sådanne "spejlreflekterende punkter" er det samme som væsener af modsat køn. Desto mere væsenerne er fjernede fra dette køn, desto mindre refleks og derfor tilsvarende mindre lys, mindre varme. Ja, der kan endog herske ligefrem kulde mellem væsener af samme køn. Og da dyrerigets væsener netop fremtræder i to store grupper: specielle hankønsvæsener og specielle hunkønsvæsener, bliver der således to store områder eller felter indenfor dyrerigets mentalitet, hvor alkærlighedens lys ikke kan komme til aktivitet, nemlig indenfor området af de to forskellige gruppers eget køn. Væsener af samme køn kan ikke elske hinanden. De er af naturen kun udstyret med sympatiske anlæg for det modsatte køn. Alkærlighed i virkelig bogstavelig forstand vil i det nævnte store, specielt i han- og hunkøn inddelte, område, kun kunne opfattes som unaturlig, som abnorm, som perversitet. Nævnte område har sine grundlove, der indenfor det jordiske menneske, der endnu enten må være et han- eller hunkønsvæsen og derfor tilhører dyreriget, har fået ordform, er blevet "moral", har fået navnet "det sjette bud".
      Denne morals forskrifter kommer til syne gennem følgende generaludtryk: "Du skal ikke bedrive hor", – "Derfor skal en mand forlade fader og moder og holde sig til sin hustru", – "Og en mand, som bedriver hor med en mands hustru, den, som bedriver hor med sin næstes hustru, horkarlen og horkonen skal visselig dødes", – "Og en mand, som ligger hos sin faders hustru, han har blottet sin faders blusel; de skulle begge visselig dødes", – "Og ligger en mand hos en mandsperson, som man ligger hos en kvinde, da have de begge gjort en vederstyggelighed; de skulle visselig dødes", – "Og tager en mand en kvinde og hendes moder, det er en skændsel; de skulle brænde ham med ild, ja dem begge", – "Og ligger en mand hos en hustru, som er svag og blotter hendes blusel, blotter hendes kilde, og hun blotter sit blods kilde, da skulle de begge udryddes af sit folk". –
      Men hvordan stemmer en sådan moral overens med dette: "Du skal ikke ihjelslå", – "Du skal elske din næste som dig selv", – "Fader forlad dem, thi de vide ikke, hvad de gøre", – "Dømmer ikke, thi med hvad dom, I dømme, skal eder igen tilmåles"? – Er det ikke en hel anden form for moral? – Og hedder det ikke netop videre i denne sidste form for moral, at "den, der er ren, han kaste den første sten"? –
      Hvem er "ren"? – Er den "rene" ikke identisk med en person, der opfylder samme morals kærlighedslov, den lov, der i dette, "du skal elske din Gud over alle ting og din næste som dig selv", bliver "al lovens fylde" – også dette "ikke at dømme"? –
      Den "rene" er altså en person, der på grund af sin alkærlighed ikke kan dømme. Men hvordan kan han så "kaste den første sten"? – Og hvorledes kan ovennævnte dødsdomme så eksekveres? – Ja, samme moral besvarer selv spørgsmålet gennem sin fundamentale sætning: "Hævner eder ikke selv I elskelige; jeg vil betale, siger den herre Zebaot". –
      Når den "rene" skal kaste den første sten, vil det altså sige, at Verdensgenløseren med nævnte påbud ophævede en tusindårig tradition, ophævede en gammeldags eller forældet moral, splintrede et frygteligt, martrende og dødbringende dogme og gav verden en moral, der var baseret på langt større indsigt i de faktiske forhold, var en videnskab, der var hundrede procent i kontakt med de evige love, den evige natur.
      Det er således gennem ovennævnte blevet åbenlyst, at Bibelen gennem sine forskrifter udtrykker to helt diametralt modsatte former for moral. Heraf forsvarer og beskytter den førstnævnte ægteskabet med dødsstraf, medens den sidstnævnte opløser det og dets dødsdomme med alkærligheden ved at docere: "Vend den højre kind til, når nogen slår dig på den venstre", – "Fader forlad dem, thi de vide ikke, hvad de gøre", – "Ingen har større kærlighed end den, der sætter sit liv til for at redde sin næste", – "Du skal elske din næste som dig selv". –
      Der fordres ikke, at denne "næste" skal være ens ægtefælle. Der fordres ikke, at samme næste skal være et væsen af modsat køn. –
      Men at elske væsener, der ikke er ens ægtefælle, ligeså højt, som man elsker sig selv, er jo efter den gamle moral det samme som at "bedrive hor". At en "mand" elsker en anden mand, at en "kvinde" elsker en anden kvinde ligeså højt som sig selv, er efter den samme moral en "vederstyggelighed". Og alle tilfældene betragtes i følge samme moral hver især som en overtrædelse af ægteskabsloven eller det sjette bud af sådanne dimensioner, at det hjemler til intet mindre end dødsstraf. Det, der fører til himlen, til lykken i den ny moral, det fører til døden i den gamle. Det, der er idealet i den første, er en dødssynd i den sidste.
      Men hvorledes kan det gå til, at "Bibelen" således modsiger sig selv, ja, tilsyneladende ligefrem afkræfter sig selv ved at udtrykke to diametralt modsatte idealer som livsbetingelse for menneskene? –
      Ja, der er måske endog dem, der mener, at dens indhold er det pure opspind, udtryk for fantasi, naivitet og uvirkelighed. Men ingen opfattelse kan være mere forkert end denne. Bibelen rummer i sig sætninger, der er verdens største analyser, udtryk for den højeste viden eller videnskab, og har derved hidtil været verdens største moralske værk. Men dens manifestation er blevet til under lange tidsperioder og skyldes dens mange under de forskellige perioder henhørende ophavs større eller mindre indsigt i selve naturens eller livets mysterium. Og at forstå den rigtigt, er ingen givet, før de er nået så langt frem i udvikling, at de ved selvsyn har fået et så overlegent indblik i samme mysterium, at de selv kan korrigere dens facitter ved hjælp af livet eller naturen selv. Vi vil derfor vende tilbage til naturen og her lade livet selv vise os, at "Guds ord" er sandhed og derfor som urokkelige, matematiske realiteter evigt vil bestå, selv om himmel og jord engang forgår.