Når seksualisme og kærlighed således er den samme ting, hvor kan det så være, at man i den daglige tilværelse slet ikke opfatter det således. Det er fordi, det jordiske menneske lever i en zone, hvor det fundamentalt er udelukket fra at opleve, at hele verdensaltets vibration og bevægelse, al skabelse, al tilværelse, al sansning, al oplevelse af liv er "såre godt". At alt er såre godt, er det facit, al forskning tilsidst urokkeligt fører til. Men når alt er såre godt, er det jo det samme som, at al oplevelse er kærlighed. Kærlighed er igen i sin højeste fremtræden det samme som kulminationen af begæret efter uselvisk at være til behag for alle andre væsener. Begær er det samme som tiltrækning. Kærlighed bliver derved synlig som kulminationen af sit ophavs sande tiltrækning imod og harmonisk tilpassede berøring med alle øvrige levende væsener i tilværelsen. Denne tiltrækning og harmonisk tilpasset berøring skaber igen tankeklimaet: "den hellige ånd", som netop udgør fornemmelsen af opfyldelsen af ovennævnte begær, fornemmelsen af at være "ét med alle andre levende væsener", fornemmelsen af at være "ét med Faderen".
      At føle sig "ét" med alle levende væsener er det samme som at føle deres lidelser, deres glæder, deres sorger og bekymringer som lokaliteter i ens egen mentalitet. Disse væsener er blevet noget af ens eget legeme, er blevet noget af en selv. Deres ve og vel har samme interesse for en selv som ens eget ve og vel.
      Men når ens "næste" således er blevet noget af en selv, er det jo ganske naturligt at elske denne "næste", som man elsker sig selv. Men for at denne "næste" kan blive noget af en selv, må denne kobles til ens egen mentalitet på samme måde, som en jernbanevogn kobles til en togstamme for at være ét med denne. Ligesom denne tilkobling kun kan finde sted på basis af et bindeled, således kan individernes tilkobling til hverandre indbyrdes også kun ske på basis af et bindeled. Dette bindeled er netop et urokkeligt begær efter at være ét med andre væsener, hvilket igen vil sige en urokkelig længsel efter uselvisk at knuge, omfavne, kærtegne og skabe behagsfornemmelser for andre levende væsener i tilværelsen. Dette begær og dets opfyldelse er den virkelige kærlighed eller alkærligheden. Denne udgør bindeleddet mellem alle levende væsener i tilværelsen. Og dens fornemmelse i form af tanke er "den hellige ånd". Nævnte ånd udgør altså det bindeled, der knytter individet fast til alle øvrige væsener og ting i tilværelsen og hvorved, det bliver "ét med Faderen".
      Men den zone, i hvilken den ægteskabelige kærlighed behersker livet, er ikke alkærlighedens kulminationszone, men dens fosterzone. Men i en zone, hvor alkærligheden endnu kun eksisterer i fostertilstand, kan man ikke vente sig megen mildhed, humanitet og kærtegn. Her kan derimod de modsatte tendenser: brutalitet og selviskhed florere. Og denne zone bliver da også hjemstedet for "det dræbende princip".
      Det eneste, der her repræsenterer alkærligheden, er mage- eller ægteskabsprincippet. Og kun indenfor dette kan man komme til at opleve noget i retning af en svag afglans af det stærke bindeled, der forener de højere verdeners individer i kulminerende salighed.
      Den i romaner og digterværker så højt lovpriste jordiske lykke, som består i to gensidigt forelskede væseners førelse til brudesengen og deres oplevelse af at føle sig "ét" med hinanden, er således kun en slags måneskin i forhold til den sande lykke. Den er kun sollysets dæmring, der forjætter dagens komme. Det jordiske menneske befinder sig endnu kun i livets første morgengry.