Med hensyn til Kristi kærlighed vil man naturligvis protestere og sige, at han elskede ganske vist alle væsener, men denne kærlighed var "ren", var ganske blottet for seksuelt begær. Men hvad er "seksuelt begær", hvor begynder og hvor ophører det? –
      Er det ikke en kendsgerning, at det er en nydelse at kærtegne og omfavne dem, man elsker, også der, hvor man ikke er besat af forelskelse? –
      Det vil altså sige, at "ren" kærlighed også er en nydelse. Der, hvor dette ikke er tilfældet, der rummer den i sig en vis procentdel af antipati og bliver således i tilsvarende grad en modsætning til sin natur. Men en modsætning til kærlighed er jo had. En kærlighed, der indtil en vis grad rummer i sig had, kan kun udgøre den virkelige form for "uren" kærlighed. Den absolut "rene" kærlighed gør enhver omfavnelse, berøring og kærtegnen af dem, man elsker, til en absolut behagelig og velgørende fornemmelse, der er af en stærk stimulerende eller oplivende natur både for mentalitet og fysik. I samme grad som kærligheden afviger fra at udløse denne virkning, afviger den fra at være "ren" kærlighed, og kan allerhøjest kun udgøre en slags høflighedsformalitet, en slags udtryk for "dannelse", "takt og tone", hvis den da ikke helt og holdent kommer ned på "judaskyssets" stadium.
      Den sande kærlighed udgør altså i sin natur en nydelse baseret på berøring. Men hvad er "seksuel" nydelse? – Er det ikke netop også en nydelse baseret på to organismers berøring af hinanden? – Og er disse to nævnte former for berøring ikke udløsende en så ensartet fornemmelse af behag, at man netop i begge tilfælde kalder dem "kærlighed"? – Er det ikke netop denne omstændighed, der er skyld i, at man kalder "forelskelse" "kærlighed", og overalt i digte, romaner og eventyr finder den beskrevet under dette navn? –
      Er der da slet ingen forskel på seksualisme og kærlighed? – Nej, i grundprincippet eksisterer ingen forskel. Seksualisme er glæde og nydelse ved berøring og kærtegn, kærlighed er glæde og nydelse ved berøring og kærtegn.
      Nu vil man eventuelt indvende, at der dog findes mange væsener, man elsker, uden at dette har noget som helst med seksuelt begær at gøre. Men hertil må jeg svare, at det er en af verdens allerstørste illusioner. Hvis man virkelig elsker et andet væsen, vil det uvægerlig være en nydelse på en eller anden måde at give denne kærlighed udtryk, ja, selv igennem et martyrium vil den være en nydelse, ligesom en omfavnen eller kærtegnen af det elskede væsen umuligt kan være andet end nydelse, for så vidt dette væsen da ikke er befængt med bylder, smitsomme sygdomme eller på anden måde er uæstetisk at røre ved. Alle vegne, hvor der ikke findes sådanne hindringer for normal berøring, vil kærligheden absolut være identisk med nydelsen af berøring af den person, mand eller kvinde, ven eller veninde, pige eller dreng, yngling eller olding, der er genstand for kærligheden. Er den ikke det, er den absolut ikke total kærlighed, men er iblandet antipati af en eller anden art. Virkelig kærlighed er uomstødelig nydelse ved berøring. Hvordan skulle "håndtrykket" og "kysset" ellers være indført i verden? – Og benyttes disse to foreteelser ikke lige så godt i "kærlighedens" som i "seksualismens" tjeneste? – Venner og veninder kysser og omfavner hverandre. Forelskede omfavner og kysser hinanden. Hvis ikke dette var udtryk for nydelse, var det aldrig opstået.
      Kærlighed er således lige så vel "seksuel" nydelse, som den såkaldte "seksualisme". At den eventuelt opfattes eller føles anderledes end sidstnævnte, skaber jo ingen principforskel, men kun en variationsforskel i nydelsen og skyldes kun menneskets midlertidige polkonstellation og køns- eller seksualorganers særlige natur, som vi i det følgende skal komme tilbage til.
      Hvis kærlighed ikke havde noget med seksualisme at gøre, hvordan kan det så være "umoralsk" at kysse og omfavne en anden mands hustru? – Og hvorfor må en hustru så ikke kysse og kærtegne en anden hustrus mand? – Hvordan skulle sådanne foreteelser ellers blive identisk med at "bedrive hor", blive "skilsmissegrund"? –
      Jo, al nydelse eller behagsfølelse ved berøring er, har altid været og vil i al evighed blive ved at være identisk med "seksualisme". Og uden denne omstændighed ville Jesus aldrig nogen sinde kunne være blevet "ét med Faderen". Når andre mennesker endnu ikke er blevet "ét med Faderen", skyldes det udelukkende kun, at der er altfor mange mennesker, de endnu føler antipati eller er fjendtlig stemt imod, og som de derfor ikke kan lide. Med andre ord, de "elsker" dem ikke. Og er det ikke netop denne antipati, der er den fundamentale hindring for den resterende opfyldelse af livets største bud eller "al lovens fylde": "Elsker hverandre" eller "Elsk din Gud over alle ting og din næste som dig selv"?