Og med hensyn til de jordiske ægteskaber: Er disse ikke en eneste stor fortælling om "ulykkelig kærlighed", om mentalt tyranni, om tvungen genelskelse osv., selv om der naturligvis også findes nogle procent af lykkelig tilstand? – Og hvorfor er det meste af denne lykkelige tilstand efterhånden blevet udtrykt som "hvedebrødsdage"? – Markerer dette ikke, at der indenfor ægteskabet findes andre "dage" eller en anden periode, der ikke er "hvedebrødsdage"? Og tyder de mange skilsmisser og ægteskabsprocesser, skinsyge- eller jalousidramaer ikke på, at menneskeheden ikke mere har anlæg for at opfylde det sjette bud: "Du skal ikke bedrive hor".
      Når en mand eller kvinde undertiden er gift for tredje eller fjerde gang, kan man så ikke kalde et sådant ægteskab for "serieægteskab"? Og går den slags ægtefæller, principmæssigt set, ikke ind og ud af disse ægteskaber, som man går ind og ud af en sporvogn? – Dette vidner heller ikke ret meget om anlæg for at praktisere moralen: "Og derfor skal en mand forlade fader og moder og holde sig til sin hustru". – Tror man, at sådanne personer har anlæg for at forlade ret meget for en ægtefælles skyld? – Og tror man, at dette, at "manden er kvindens hoved", stadigt holder stik? – Er forholdet ikke netop det, at der i vore dage, er mange kvinder, der er "mandens hoved"? –
      Én og samme ægtefælle, i disse moderne ægteskaber, er altså ikke mere en livsbetingelse for individerne. En ægtefælle er derimod principmæssigt kun udgørende et "måltid mad" eller en enkel særlig bestemt "ret" i deres samlede tilfredsstillelse af deres kønslige hunger. Denne tilfredsstillelse kræver efterhånden mange "retter", og de pågældende individer er næppe færdige med den ene "ret", før de febrilsk er i færd med at "fortære" eller lægge an på en ny "ret". Og er det ikke således, at mange personer ikke engang kan være trofaste i et "serieægteskab", men foruden at leve i en permanent skiftning af ægtefælle samtidig heller ikke kan undvære erotiske eventyr og oplevelser udenfor ægteskabet? –
      Tror man, at disse personer kan omvendes ved dette: "Men jeg siger eder, at hver den, som ser på en kvinde for at begære hende, har allerede bedrevet hor med hende i sit hjerte"? Og tror man, at Jesus har sagt denne sætning for at omvende denne kategori af mænd og kvinder? – Kommer denne fundamentale sætning eller analyse ikke mere til at virke som en påvisning af håbløsheden i den nævnte omvendelse? – Hvem beundrer ikke skønhed, ynde og charme? – Hvem elsker, omfavner og kærtegner ikke et elskeligt væsen i sit hjerte, selv om enhver fysisk berøring er forbudt, "umoralsk" og "syndig"? – Ville det ikke være abnormt ikke at gøre det? – Tror man, at Verdensgenløserens hjerte var en isklump? – Har han ikke netop i sine tanker omfavnet og kærtegnet alle mennesker? – Tror man ikke, at en fysisk berøring med mange af disse af ham elskede væsener ville have været ham kærkommen? – Hvorfor tror man ellers, at han ofrede sit liv for dem? – Og hvor skulle han ellers få den myndighed fra, hvormed han sagde til de rasende mennesker, der ville stene "kvinden, som var grebet i hor": "Den, der er ren, han kaste den første sten", dersom det ikke var fra det i hans eget personlige væsen oplevede kendskab til de sympatiske anlægs mystik? – I modsat fald ville han jo kun kunne have fået sin viden fra en personlig næsvis spionage af de enkelte menneskers privatliv. Og det tror jeg dog ikke, man tør vove at beskylde ham for.