Forelskelse udgør altså en realitet, der gør det til en livsbetingelse at blive genelsket af en anden bestemt person. Individet er under forelskelsen besat af kræfter, der helt mobiliserer dets sympatiske anlæg, ikke til fordel for at give denne "elskede" bort til en anden, men absolut udelukkende kun til fordel for opnåelsen af dennes genelskelse og for opnåelsen af seksuel ejendomsret over samme person. Forelskelse gør således denne mentale tilstand til livsbetingelse. Den er ikke en kold og nøgtern intelligensakt, hvis tilstedeværelse kun er bestemt af viljen. Forelskelse er ikke noget, man kan ville eller ikke ville. Dens tilstedeværelse i væsenet er begrundet på dets organbygning og fremkommer som følge heraf ganske uafhængigt af, om det vil det eller ej, akkurat på samme måde som sult og tørst, der som bekendt heller ikke dikteres af viljen.
      Men når forelskelse således er en besættelse, hvis tilstedeværelse ikke dikteres af viljen, og forelskelse samtidigt gør en genelskelse og seksuel ejendomsret over den "elskede" til livsbetingelse, tvinger selvopholdelsesdriften jo den "forelskede" til at kæmpe for opnåelsen af nævnte genelskelse og ejendomsret. Da denne kamp er "skinsyge", bliver "skinsyge" således en ganske naturlig proces. Men kan noget, der er naturligt, være "ondt"?
      Når dette, ikke at opnå den nævnte ejendomsret og genelskelse, undertiden kan betyde tabet af mental førlighed, kan betyde tabet af lysten til livet, kan betyde overbebyrdelse af nervesystemet med spekulation og utrøstelig sorg, kan betyde søvnløse nætter, kan betyde nedsynken i en afgrund af laster, skinsyge og selvmord, er det absolut rimeligt, at den "forelskede" søger at rydde alle hindringer af vejen, klamrer sig til alt, hvad der kan forbinde ham (hende) med den "elskede", ja endogså i tilfælde hvor denne sidste selv gør stor modstand.
      Et "skinsygt" individ udgør altså et væsen, der kæmper for livet. Men et væsen, der kæmper for livet, et væsen, der følger sine naturlige anlæg, et væsen, der kæmper for sine livsbetingende naturlige begærs tilfredsstillelse, og ønsker at opnå den livsbetingende slukning af en sult og tørst, der brænder i dets legeme, dikteret af kræfter eller en besættelse, det ikke selv har noget som helst herredømme over, er det en "forbryder"? – Skal det straffes? – Kan det være forbryderisk, at et væsen, hvis mentalitet og livslykke står og falder med opnåelsen af genelskelse hos den "elskede", kæmper for denne opnåelse? – Da denne opnåelse er blevet en så og så mange procents livsbetingelse for det, vil det jo i tilsvarende grad betyde selvmord ikke at kæmpe for nævnte opnåelse. Ved ikke at kæmpe for nævnte opnåelse dømmer det sig selv til mental invaliditet, dømmer sig selv til en ulykkelig tilværelse, der er hundrede procents underminerende for dets liv og velvære.
      Men hvis individet nu med alle til rådighed stående midler kæmper for sin opnåelse af genelskelse hos den "elskede", kan det også komme til at dræbe. Det dræber freden, lykken og ligevægten hos den, det efterstræber, hvis dennes sympatiske anlæg eller forelskelsesevne i nærværende tilfælde slet ikke kan animeres af det efterstræbende individ. At det sidste væsen føler skinsyge og søger at forhindre den "elskedes" sympatiske anlæg i at komme til udløsning overfor et eventuelt andet væsen, hvis natur netop er i stand til at udløse dem til forelskelse, gør bare ondt værre. Den "forelskedes" efterstræbelse bliver en meget ubehagelig gene for den efterstræbte og dennes eventuelle "elskede" eller "forlovede". Og selvopholdelsesdriften i disse væsener begynder da at gøre sig gældende, således at også de begynder at gøre modstand, begynder at kæmpe for lykken og livet.
      Den ulykkeligt "forelskede" er altså således stillet, at enten må han (hun) opgive sig selv eller den "elskede". Og er det ikke denne ulykkelige situation, der bliver den direkte og største baggrund for den evige sætning: "Saligt er det: hellere at give end at tage"?
      At denne store sætning eller analyse er rigtig, kommer fundamentalt til syne derved, at forelskelse eller genelskelse ikke er noget, der kan skabes ved magt. Den "forelskede" kan naturligvis i heldigste tilfælde tvinge den "elskede" til at føje sig efter hans (hendes) ønsker, men det bliver kun i det rent ydre eller formelle. Sjælen kan ikke tvinges eller indespærres og går ad sine egne hemmelige veje eller lønlige stier mod det, der for den er brændpunktet i dens sympati.
      Dette vil altså sige, at en sådan tvungen "elskede" er en "kunstig" mage, er kun et surrogat for det, der af den "forelskede" ønskes, at den skal være. Den "forelskede" ejer ofte ved hjælp af gamle traditioner juridisk og formentlig moralsk ret over det andet væsen, men det er i virkeligheden kun dets fysiske legeme, absolut ikke dets mentalitet. Denne lader sig ikke indestænge, selv om den naturligvis kan generes meget af de ydre foreteelser. Tankerne kan ikke fængsles. Med dem kan man elske, omfavne og kærtegne sin "næste som sig selv" ligeså meget man vil, ligegyldigt hvor tykke mure der så end måtte være mellem denne og en selv, ligegyldigt hvor "forbudt" og "umoralsk" denne mentale tilstand så end måtte opfattes at være.
      Er sandheden ikke den, at således er enhver normal mentalitet? – Hvorledes skulle udvikling ellers finde sted? – Hvorledes skulle sjælen ellers vandre mod højere og højere zoner, dersom den ufrivilligt kunne tilbageholdes af et andet væsens egoisme, luner og begær? – Og er det ikke netop denne omstændighed, der har inspireret Kristus til at sige: "Frygter ikke for dem, som slår legemet ihjel, thi disse kan ikke ihjelslå sjælen".