Når "forelskelse", således som vi i det foranstående har set, i virkeligheden udløser kulminationen af egoisme og dermed er det virkelige fundament for udløsningen af det, vi kalder "det onde", hvor kan det så være, at man i så stor udstrækning, som tilfældet er, kalder den "kærlighed"? –
      Det er, fordi dens energi ved sin besættelse af individet går i forbindelse med dets kærlighedsevne, der derved bliver stimuleret op til udløsning i en eneste bestemt retning, nemlig imod den person, der er det udløsende moment for "forelskelsen". "Forelskelsens" natur er således at mobilisere alle individets følelseskræfter til fordel for opnåelsen af forelskelsens gensidighed hos det andet væsen.
      Når et andet væsen bliver forelsket i en, vil det altså sige, at man har den særlige udstråling, fremtræden eller natur, som kan sætte det forelskede væsens sympatiske energicentre, hvilke i virkeligheden alle hører ind under kærligheden, i forstærkede svingninger til fordel for en selv. Idet den "forelskede" får sine sympatiske energicentrer sat i forstærkede svingninger, opstår ganske naturligt en tilsvarende forstærket sympatifølelse overfor den "elskede", der jo er det udløsende ophav til fornemmelsen. Da forelskelse således bliver identisk med en forstærket sympatifølelse, og kærlighed i sin natur også er sympatifølelse, kan disse to realiteter på et vist stadium ikke undgå at ligne hinanden meget og under oplevelsen i stor udstrækning fornemmes ens. Dette er grunden til, at forelskelse bliver udråbt, beskrevet og lovsunget som "kærlighed", og at alle romaner angående forelskelse bliver kaldt "kærlighedsromaner". Disse er i virkeligheden kun "forelskelsesromaner". De er alle bygget over mere eller mindre fremtrædende genvordigheder, kampe og vanskeligheder ved opnåelsen af ejendomsretten over den "elskede" og er således det samme som "egoismeromaner".
      Da forelskelse i den zone, hvor den hører hjemme, udgør den normale fornemmelse af livet, bliver dens tilfredsstillelse i samme zone en livsbetingelse. Individets selvopholdelsesdrift kræver, at den "elskede" må og skal ejes, idet fornemmelsen af denne ejendomsret udgør den midlertidige kulmination af livets oplevelse og nydelse, betyder den "forelskedes" livslykke og fred.
      Da det ikke er den "elskedes" vilje, men dens legeme, og dettes udstråling og charme, der er det egentlige udløsende moment for forelskelsen, er det ikke altid, at denne vilje er i samklang med den "forelskedes" vilje. Dette vil altså sige, at det ikke er altid, at den "forelskede" opnår genelskelse. Årsagen hertil er den, at han (hun) ikke har lige akkurat det udseende, den fremtræden og charme som netop skal til for at stimulere de sympatiske anlæg frem til forelskelse hos den "elskede". Der opstår da det, vi kalder "ulykkelig kærlighed". Denne ubehagelige mentale tilstand er altså baseret på dette, at den "forelskedes" sympatiske anlæg alle er mobiliseret til at udløse sig i et brændende begær efter genelskelse og kærtegn fra et væsen, der selv er ganske udelukket fra at kunne manifestere denne ydelse, idet vedkommendes sympatiske anlæg kun kan sættes i svingninger af en hel anden mennesketype end den, den ulykkeligt forelskede tilhører. At en sådan håbløs forelskelse martrer den forelskede og lader denne føle sig i en permanent ulykkelig tilstand, der undertiden tilsidst kan svække hans (hendes) vilje til livet, føre samme individ ud i en afgrund af laster, der kan ende med sindssyge og selvmord, er kendsgerninger, mange mennesker har haft mere eller mindre på nær afstand i det daglige liv.
      Men det kan også hænde, at en oprigtig gensidig forelskelse kan gå i stykker, idet den hos den ene af parterne pludseligt begynder at svækkes. Årsagen hertil er som regel den, at den pågældende part har mødt en anden person, hvis legeme og charme har en endnu større evne til at mobilisere forelskelsesenergierne hos den svigtende part, end det væsens natur har, som den nævnte part før var forelsket i. Hvis samme part finder genklang i sin ny forelskelse, resulterer det meget ofte i, at han svigter sin første "elskede" til fordel for den ny. Denne svigten skaber naturligvis et stort tomt hul i salighedsnydelsen hos det væsen, der bliver svigtet, og hvis forelskelse i den svigtende person jo endnu ikke var udlevet eller forbi. Da denne salighedsnydelse, som altså var baseret på samlivet med det svigtende væsen, mere eller mindre var blevet dets livsbetingelse eller basis for dets glæde ved at være til, afstedkommer nævnte svigten i mange tilfælde en voldsom reaktion i nævnte væsens bevidsthed. Denne reaktion manifesterer sig ganske naturligt som en hårdnakket bekæmpelse af de årsager, der udløser den "elskedes" svigten. Af disse årsager er hovedårsagen jo det fremmede væsen, der har tiltrukket sig den svigtendes forelskelse eller sympati. Det tankeklima, der behersker denne bekæmpelse, kalder vi "skinsyge" eller "jalousi".
      At denne bekæmpelse i form af "skinsyge" eller "jalousi" spiller på hele det dræbende princips register ligefra uærlighed til mord, drab og selvmord, tør jeg vel nok forudsætte så almenkendt, at jeg ikke behøver at uddybe dette nærmere her, ligesom det også er almenkendt, at hvis den "skinsyge" ikke kan sejre, men må give op og betragte det som håbløst at få den "elskede" tilbage, så begynder forholdet at fornemmes som et "martyrium". Mobiliseringen af de sympatiske anlæg til fordel for den "elskede", der mere og mere kommer til at opfattes som den svigtedes "onde ånd", som en "forbryder", en "skurk" osv., ophører. Et glødende had flammer nu undertiden der, hvor før alt var koncentreret i sympati. Og det vordende menneske vånder sig i dyrets grusomhed. Den tabte ejendomsret har opløst freden, givet mørket næring. Egoismen blomstrer, selvet er alt. Næsten eller medvæsenerne er intet. "Forelskelsen" har fuldbyrdet sin mission. Dens fodspor er hadet, krigen og døden.
      Men et samfund, en verden, en kollektiv mentalitet bestående af enheder med en sådan analyse, kan umuligt være fredens og kærlighedens hjemstavn. Sålænge "forelskelse" gør ejendomsretten over et andet væsen til livsbetingelse i ens bevidsthed, har man ingen betingelser for at forstå tilværelsens største bud "elsker hverandre". "Guds rige" er kun en skøn forjættelse, en zone, der endnu ikke er dukket op over ens horisont i det fjerne.