Her vil mange læsere sikkert studse. Ja, de vil måske endog i deres bevidsthed reagere stærkt imod denne min analyse. De vil måske harmdirrende udbryde: "Hvad har fader- og moderkærligheden med seksualisme at gøre? – At en fader elsker sin søn, og en moder elsker sin datter betyder dog ikke, at de henholdsvis er "forelsket" i denne søn og datter. "Forelskelse" er dog noget ganske andet." Og her må jeg, med hensyn til "forelskelse", indrømme, at deres opfattelse aldrig har været mere sand end netop i dette tilfælde. "Forelskelse" er netop noget ganske andet end "kærlighed".
      "Forelskelse" er en i naturen forekommende anordning, der i den zone, hvor den hører hjemme, stimulerer eller befordrer arternes forplantning. I dens dybere eller åndelige natur udgør den en mental kraftbølge, der kan overskygge individet og ved kulminationen af denne besættelse af dets hjerne- og nervesystem fuldstændigt behersker dets mentalitet, former dets tanker til et glødende begær, til en uudslukkelig tørst eller umættelig hunger efter at eje, berøre eller kærtegne det væsen, der er det udløsende moment og genstand for forelskelsen, ligesom gensidig kærtegn og berøring fra samme væsen naturligvis er identisk med dets højeste salighedsnydelse, undertiden i en grad, der endog grænser til livsbetingelse. Hvis dette ikke netop var tilfældet, ville der aldrig være noget, der hed "ulykkelig kærlighed", "kærlighedsdramaer", selvmord på grund af hævet forlovelse osv. Ja, der ville jo slet ikke være noget, der hed "ægteskab".
      Men når et væsens "forelskelse" således gør gensidig udveksling af berøring og kærtegn med et særligt bestemt andet væsen til livsbetingelse, vil dets selvopholdelsesdrift derved betinge, at det udløser al sin kraftanstrengelse og tænkeevne udelukkende med det ene formål at opnå dette særlige andet væsens fulde sympati eller gensidige forelskelse. Dette vil altså igen sige, at "forelskelsen" gør det til en livsbetingelse – ikke at elske sin Gud over alle ting eller sin næste som sig selv, ikke at "elske hverandre" – men derimod dette, kun at elske, siger og skriver – ét eneste væsen, nemlig det, som er det udløsende moment for forelskelsen. Dets selvopholdelsesdrift, opretholdelsen af dets sindsligevægt og naturlige glæde ved tilværelsen fordrer, at det bekæmper alt, hvad der kan være en hindring for dets opnåelse af dette andet væsens gensidige forelskelse. Dette vil atter sige, at forelskelsen skaber had til personer og ting, der kan modarbejde eller forhindre nævnte opnåelse. Den stimulerer skabelsen af "ejendomsret" over dette andet væsen, og skaber dermed den dybeste udløsende årsag til alt, hvad der kommer ind under begrebet "det onde". Den skaber en zone i tilværelsen, hvor skinsyge, had, hævn, mord og drab er livsbetingende egenskaber dikteret af selvopholdelsesdriften for at bevare den livsbetingende mage for dens ophav som dettes, absolut for andre urørlige, ejendom.
      At denne mentale indstilling af bevidstheden ikke indskrænker sig til kun at gælde ægtemagen, er naturligvis en selvfølge, den må også nødvendigvis komme til at gælde genstande eller ting, der kan være medvirkende midler til at opretholde eller hævde den "forelskedes" overlegenhed overfor rivalerne. Og dette er grunden til, at verden i dag regeres af penge, og at dette udløser sig i krige, mord, drab, lemlæstelse, røveri og bedrageri. Verdens mennesker nedtramper skånselsløst hverandre i jaget efter forelskelsens tilfredsstillelse og efter den for denne tilfredsstillelse begunstigende magt og godsbesiddelse. Denne zone udgør i den samlede verdensplan det sande "dyrerige".
      Nu vil man måske hævde, at mennesket dog er noget andet. Men det er kun til en vis grad rigtigt. At det er et "pattedyr", kan dog ikke bortforklares. Det har ganske vist nogle begyndende mentale egenskaber, der underminerer de dyriske tendenser, som jeg senere skal komme tilbage til. Men at det endnu i stor udstrækning besættes af forelskelse, at parringsprincippet og ejendomsretten over ægtemagen endnu for mange mennesker er en livsbetingelse, kan heller ikke bestrides. Det sørger over ægtemagens svigten. Dets moral og religion udtrykker endnu ejendomsretten over ægtemagen som selvfølgelig, forsvarer det som naturligt at føle skinsyge, at blive vred over utroskab. Bibelens udtryk "du skal ikke bedrive hor" er heller ikke modarbejdende dette. Og dog er der et stort område i Bibelen, der peger i en hel anden retning. Hvad mener man blandt andet om de store bud "elsker hverandre" – "du skal ikke ihjelslå", – "hævner eder ikke selv I elskelige; jeg vil betale, siger den herre Zebaot", – "saligt er det at give hellere end at tage", – "det et menneske sår, det skal det høste"? – Er det ikke let at se, at disse evige ord er affødte af en hel anden mental kraftbesættelse end "forelskelse"? Medens "forelskelse" stimulerer begæret efter at tilegne sig eller tage, stimulerer den mentale kraftbesættelse, af hvilke ovennævnte sætninger er et resultat, det modsatte, nemlig lysten til at give. Denne kraftbesættelse er igen kendt under begrebet "kærlighed".
      Som man ser, er "forelskelse" således absolut ikke det samme som "kærlighed". Medens "forelskelse" netop søger sit eget, søger "kærligheden" absolut ikke sit eget.
      Vi står altså her overfor to vidt forskellige slags mentale "besættelser", der hver især er bestemmende for individets særlige manifestation og karakter. "Forelskelse" gør individet, – i kraft af, at den gør det til en livsbetingelse at eje et andet særligt bestemt væsen og de midler, ting og gods, som kan tjene dette formål, – selvisk eller egoistisk. Denne tilegnelse bliver navnlig kold og hensynsløs, fordi "forelskelse" jo i samme grad, som den gør den "elskede" til livsbetingelse, gør andre personer mere eller mindre overflødige eller undværlige. Blot man ejer dette "elskede" væsen helt for sig selv alene, er man lykkelig. Dette er således kulminationen af egoisme. Gennem slægts- og familieskab udvikler dette tankeklima sig så videre og videre, for i kollektiv form at kulminere som den for tiden i visse lande så højt lovpriste "nationalisme".
      Hvad er vel denne i sig selv andet end netop udløsningen af det samme ejendomsbegær eller en hævdelse af noget, man absolut vil have for sig selv. Her i dette tilfælde gælder "forelskelsen" altså det såkaldte "fædreland". "Fædrelandskærlighed" eller "nationalisme" er således det samme som "kollektiv forelskelse". Og jo større denne "forelskelse" eller "fædrelandskærlighed", der i virkeligheden retmæssigt burde hedde "fædrelandsegoisme" eller "fædrelandsselviskhed" er, desto mindre hensyn til andre folks "fædreland" er man i stand til at manifestere.
      Hvad mener man om dette, at en større nation skånselsløst med overlegne krigs- eller mordinstrumenter nedmejer en mindre nations individer for at erobre dennes territorium ganske uafhængigt af, at denne mindre nation har eksisteret i årtusinder, har ejet nævnte territorium i hundreder og atter hundreder af generationer? Er det "kristendom"? – Er det "kærlighed" eller opfyldelsen af loven om at "elske sin næste som sig selv"? – Nej, det er "kollektiv forelskelse". Det er egoisme eller selviskhed i renkultur. Det er "hedenskab" eller årsagen til alt, hvad der kommer ind under begrebet "det dræbende princip", der i henhold til "Livets Bog" er dyrerigets livsbetingelse. Det er, som før nævnt, roden til alt, hvad der kommer ind under begrebet "det onde". Det er det, der klæder "den fortabte søn" i laser og pjalter. Det er det, der får menneskenes egen administration af klodens umådelige rigdomme, der er beregnet til at skulle føde en langt større menneskehed end den nuværende, til at kulminere i en sådan primitivitet, at nogle mennesker ejer kolossale bjerge af rigdomme, penge, næringsmidler og gods, ja, tusinder af fold mere end deres eget nuværende jordiske liv i almindelig luksus og økonomisk velvære overhovedet vil kunne koste, og derved holder enten bevidst eller ubevidst dette overskud af værdier som "privatejendom", bundne og utilgængelige for andre mennesker. Disse kan så ikke få hverken de nødvendige klæder, næringsmidler eller andre livsfornødenheder, går til grunde i armod og lediggængeri. Mennesker døende af overdådigt vellevned, ødselhed, fråseri og udskejelser på den ene side, og mennesker døende af sult, armod og livslede på den anden side, det er "forelskelsens" yderste forgreninger og resultater.
      Nationernes mentalitet i dag er således kun kollektive afspejlinger af "forelskelsens" tankeklimaer og konsekvenser. Er de ikke netop store væsensnaturer, der elsker og hader, der erobrer og plyndrer, ja, endog forholdsvis endnu værre end de enkelte mennesker, idet nationerne endnu ikke som disse er bundne eller underkastet noget effektivt retsvæsen, men lever i fuld frigjort og ubehersket anarki, kan skalte og valte over andre nationer alt efter deres kanoners rækkevidde eller krigsmateriels overlegenhed og omfang.
      Men her er vi også ved kulminationen af eller højeste grænse for egoismens blomstring. Her er vi kommet til et stadium, hvor denne underminerer sig selv, er i færd med at begå selvmord.
      Når nationerne, i deres indbyrdes "forelskelse" i guldet eller andre økonomiske fordele, i glødende jalousi og selvopholdelsesdrift, underminerer og dræber hverandre, er det "nationalismens" og dermed egoismens undergang. Denne undergang er udtrykt i Bibelen som "dommedag", "de sidste tider", "verdens ende".
      På "dommedag" dømmes "levende og døde". Den anvendte "dom" er – visdommen. Visdommen udgør de erfaringer, som egoismens eller selviskhedens levnedsløb og undergang har affødt. Det er denne, der fører "den fortabte søn" tilbage til faderen eller gør Kristi ord til kendsgerninger. Dommedagens dom har allerede været forkyndt menneskene forud, og har nu snart i to årtusinder i form af sin evige uforgængelige ordform: "Det et menneske sår, det skal det høste", – "Elsk din Gud over alle ting og din næste som dig selv", – "Saligt er det at give, hellere end at tage", gennemsyret den menneskelige mentalitet med et tankeklima, der er lige akkurat en hundrede procents modsætning til det tankeklima, "forelskelse" har til opgave at udløse eller opretholde. Med andre ord: Dommedagens dom udtrykker, at livet ikke er blot at elske og eje noget for sig selv alene; men i virkeligheden må leves på en hel anden måde end hidtil.
      Og det er i denne ny levemåde og mentalitet, at forjættelsen om en "ny himmel" og "ny jord" bliver aktuel, bliver til kendsgerning.