Verdensaltet udgør altså en levende organisme, er et levende væsen, er en Guddom, en Fader, hvis blod rinder i ethvert levende væsens årer.
      Men når de levende væsener har et sådant kosmisk forældreprincip forenet i en virkelig levende Fader, der samtidig er altets Gud, er de samme væseners sande identitet, ganske uafhængig af deres "kosmiske håndværk", denne, at de er – "gudeafkom". Men ligesom faderprincippet i dette kosmiske familieprincip samtidig rummer i sig den fuldkomne feminisme eller moderprincippet, således må også "afkommet" af dette "forældreskab" være dobbeltpolet. Det må i sin dybeste kosmiske analyse vise sig at være en kombination af "han" og "hun", være en enhed af maskulinisme og feminisme, thi ellers ville "afkommet" jo være noget ganske andet end sit "fædrene ophav". Og sligt vil, på grund af verdensaltets fuldkomne kærlighedsteknik aldrig nogen sinde kunne blive en kendsgerning. En høne lægger ikke mågeæg. En ko føder ikke kattekillinger, og en flodhest føder ikke gedekid. At der kan opstå noget, vi kalder "bastarder", betinges udelukkende af et nærmere fysisk artsslægtskab mellem de pågældende væsener og vil være en absolut umulighed der, hvor dette slægtskab totalt mangler. Og på samme måde forholder det sig også med de levende væseners identitet som "gudeafkom". Alle individer er i deres dybeste analyse dobbeltpolede eller dobbeltkønnede. Hvordan skulle ellers en fader komme til at holde af sin søn og en moder af sin datter? – Hvorledes skulle det ellers blive en så udbredt kendsgerning, som tilfældet er, at to væsener af samme køn kan blive forelsket i hinanden ligesom mand og kvinde? – Og hvordan skulle kærlighedsbudet: "Elsker hverandre" blive til en virkelig realitet, hvis individerne i deres kosmiske analyse var absolut enpolede væsener? – Er det ikke netop en uomstødelig kendsgerning, at jo mere maskulin en mand er, og jo mere feminin en kvinde er, desto mere robust og primitiv er deres følelse for væsener af deres eget køn, og desto mere er de afhængige af det modsatte køn? Og desto større eller stærkere denne afhængighed eller dette fysiske behov af det modsatte køn er, desto større er deres egoisme, desto mere beherskes de af selviskhed overfor deres eget køn. Er det ikke netop i en sådan zone, at de største jalousi- eller skinsygedramaer forekommer? – Er det ikke i et sådant bevidsthedslag, at de største "kærlighedssorger" og de herpå baserede selvmord såvel som hævnmord finder sted? –
      Ja, selv i et så højt kultursamfund som det danske, kan man endnu på sådanne steder, hvor der er offentlig adgang til dans, med lethed iagttage, hvorledes individerne af begge køn i stor udstrækning udelukkende kun er opfyldt af at tækkes det modsatte køn, medens kønnene hver for sig indbyrdes flammer i en atmosfære af jalousi eller skinsyge, der ofte udarter sig til slagsmål og drab. Den dyriske "brunsttid" har endnu sæde i det væsen, vi kalder "mennesket".
      Men et væsen, med så udprægede reminiscenser fra dyreriget, er ikke noget færdigt "menneske". Det er endnu, i samme grad, som det beherskes af nævnte reminiscenser: skinsyge, ejendomsret og brutalitet, et "dyr".
      Det udviklede eller færdige "menneske" kender ikke til at blive forelsket og føler derfor heller ikke skinsyge, had eller vrede. Det føler ingen ejendomsret over noget andet væsen, der kan krænkes, og er derfor fundamentalt lykkeligt.