Materialisme eller gudsfornægtelse er altså et stadigt tilbagevendende problem ved enhver overgang fra natur- til kulturtilstand. Men efterhånden som man har vænnet sig til intelligensens klare lys, begynder man først rigtigt at kunne "se" ved dette. Og da begynder gudsdyrkelsen at komme tilbage, men i en langt ædlere og skønnere form, idet den da bliver baseret på selve verdensplanens logik eller verdensintelligensen. Og materialisten iler, efterhånden som de andre åndsevner: følelse og intuition udvikler sig op på højde med hans intelligens, mod det store lys, mod den store indvielse eller forklarelse, der fik en "tornebusk til at brænde" for Moses, fik apostlene til at "tale i andre tungemål", fik Saulus til at blive en Paulus og skabte Buddha, Jesus og Muhamed om til verdensgenløsere.
      Idet den gryende intelligens, den megen materielle viden således til at begynde med blænder individet og dermed for en tid lader det være i en ubevidst blindhed angående selve guddomsproblemet, er det rigtigt, at naturmennesket på en måde er nærmere Guddommen end "professoren", eller når Kristus siger: "Salige er de fattige i ånden, thi himmeriges rige er deres". Den enfoldige eller fattige i ånden har lettere ved, på basis af andres beretning, at leve i god tro på et forsyns eksistens end videnskabsmanden med sin megen viden om størrelsesforhold, tid og rum, hastigheder og mål, som han endnu ikke i mindste måde kan identificere eller bruge som bevismateriale for liv, og derfor må nøjes med at kalde det hele "naturen". Og dette er grunden til, at begrebet "naturen" i virkeligheden endnu for et stort områdes vedkommende kun er et dødt og koldt problem, en slags mentalt "pulterkammer", i hvilket han til syvende og sidst alligevel må kaste alt det ind i, han ikke forstår.
      Men som jeg før bemærkede, er denne tilstand kun rent midlertidig. Ligesom vi ikke pludselig kan komme fra et meget stort og natsort mørke ind i dagens klare lys uden at blive blændet, således kan vi heller ikke her pludselig komme fra en mørk og primitiv naturtilstand til en stærk intellektuel tilstand uden at blive blændet.
      Nævnte intellektuelle tilstand, den megen ny viden eller videnskab, den ny bevidsthedstilstand, der i sin første instans netop kun er baseret på vished om materielle forhold eller detaljer, optager naturligvis til at begynde med det herfor modtagelige sind så helt og holdent og er en så overordentlig fuldkommen kontrast til det samme individs tidligere fundamentale bevidsthedstilstand, der kun var baseret på troen på dogmer, troen på religiøse foreteelser, troen på realiteter, som ikke kan blive til viden gennem materielle størrelsesbegreber og tal, at denne sidste bevidsthedstilstand helt fortrænges som uvirkelig, forældet, barnlig eller naiv. At føle absolut vished bag sin tanke er en så stor nydelse, er en så stor inspirations-, energi- og glædevækkende faktor, at individet her har fundet et andet møde med paradiset. Dette paradis udgør altså det samme som det, vi i dag kalder "den moderne videnskab", og alle dets indbyggere eller beboere omfatter alle sådanne personer, der mere eller mindre har forladt deres "barnetro" eller troen på al religion, personer, der hovedsagelig kun erkender absolut materiel håndgribelighed. Dette paradis' atmosfære eller glorie udgør i den daglige tilværelse det samme som det, vi kalder "materialisme" eller "irreligiøsitet". "Irreligiøsitet" er således den blændethed, der opstår, når individets skæbne bevirker dets møde med den begyndende intellektuelle tilstand. Denne tilstand er nødsaget til i sin første instans at være fysisk materiel, da det er her, individet hovedsageligt har sine evner og sit erfaringsmateriale. Og efterhånden som det således mere og mere kommer til at leve på kendsgerninger, bliver tilværelsen på uvished eller tro mere og mere uholdbar, og irreligiøsiteten indtræder. Og individet kommer derved nødvendigvis til at leve på andre facitter. Da disse er den virkelige videns første spæde begyndelse, kommer de til at afvige stærkt fra den højest udviklede troendes facitter, idet disse sidste udgør den virkelige videns allerhøjeste.
      Forskellen mellem den irreligiøse og den højest udviklede religiøse er altså den, at den første eksisterer på den virkelige videns første eller spæde facitter som kendsgerninger, medens den sidste lever på den virkelige videns højeste facitter som tro. Så her bliver Jesu ord om "de fattige i ånden" også til kendsgerning. Den enfoldige eller "fattige i ånden" lever i troen på livets virkelige facitter, i troen på et virkeligt levende væsen bag alle ting, i troen på udødelighed og en hjælpende almagt. Den begyndende intellektuelle har derimod, ved sit opstående begær efter viden, i tilsvarende grad mistet evnen til at tro. Og da hans viden endnu kun er i sin allerførste spæde begyndelse, kan han ikke tilegne sig viden på livets allerhøjeste felter, i hvilke de højeste religiøse og evige facitter netop forekommer. I henhold hertil må han således nødvendigvis tabe al føling med disse facitter. I stedet for har han altså den begyndende materielle viden. Men denne omfatter jo rent primitive, fysiske detaljer og områder, og giver, som læserne allerede ved, kun facitter, der er identiske med størrelsesbegreber, hvilket vil sige mål, vægt, tid, rum, vibrationer og hastigheder.
      Men denne følelse af at besidde absolut viden, selv om den kun udgør kendskab til fysiske detaljer, er en så stor lykkefølelse, at den, som før omtalt, om end ubevidst for individet selv, fuldstændig blænder det, hvilket vil sige, at den ligefrem skaber den opfattelse i samme individs bevidsthed, at det gennem sin materielle forskning kan iagttage alt, kan tilegne sig viden om alt. Da denne opfattelse jo er ganske forkert, idet de religiøse facitter, som tilsammen udgør urokkelige analyser over verdensaltets bærende fundament, er baseret på en viden, som kun kan tilegnes gennem en meget længere fremskreden intellektuel udvikling end den rent fysiske, opstår irreligiøsiteten.
      De højeste religiøse facitter, der jo er den virkelige sandheds eller verdensgådes totale løsning, repræsenterer således et videns- eller facitfelt, der kun kan befares ved hjælp af et langt, langt større erfaringsforråd, end det hvoraf de rent materielle eller fysiske afsløringer betinges. Og i samme grad som en forsker netop mangler dette større erfaringsforråd, hvilket nærmere betegnet hovedsageligt består af lidelses- eller følelseserfaringer, kan han kun opfatte al religiøsitet og de herunder henhørende detaljer som overtro, naivitet og uvirkelighed.
      Men denne tilstand af materialisme eller irreligiøsitet er kun et stadium på vejen, som absolut alle mere eller mindre må passere, idet den materielle viden indtil en vis grad er porten ind til den kosmiske viden, om end det kun er lidelseserfaringerne, der kan lukke den op.
      Den moderne videnskab er således i virkeligheden begyndelsen eller forberedelsen til "den hellige ånds" manifestation på jorden. Den hellige ånd er, som allerede mine læsere bekendt, det bevidsthedslag, der udgør den allerhøjeste viden om verdensaltet og tilværelsen. Og heraf udgør den moderne videnskab altså den første spæde begyndelse, det første spæde tilløb. Den er "den hellige ånd" i fostertilstand. Den er "Guds rige" i sin vorden.
      Irreligiøsitet udgør således kun den blændethed, der opstår, når individets skæbne fører det fra trostilværelsen frem til videnstilværelsen. Denne begyndende intellektualitet, denne begyndende ransagning af enkelte detaljer og ting må nødvendigvis optage det åndeligt set spæde individs hele energi, og det må foreløbig tabe livets store facitter og kosmiske virkelighed, som det før enten i dets nuværende eller tidligere liv har troet på, af syne, og kommer derved til at fremtræde som det, vi kalder "materialist". Og jo hurtigere denne overgang fra uvidenhed til viden, fra mørke til lys finder sted, desto større blændethed, hvilket altså vil sige, desto større materialisme eller irreligiøsitet.
      Hvis overgangen derimod foregår langsomt, bliver man ikke blændet, hverken ved det materielle eller intellektuelle lys.
      Men udviklingen i vore dage går netop ikke langsom. Vi er inde i en periode, hvor den, fra et vist synspunkt set, går med kæmpeskridt. Og det er denne stærke overgang, der skaber den moderne gudløshed eller irreligiøsitet. Denne irreligiøsitet er således kun et tegn på, at en kolossal hastig udvikling netop finder sted. Men jo stærkere fart udviklingen får, desto hurtigere kommer menneskeheden tilbage til Gud, til livet, til den virkelige sandheds erkendelse, til verdenslogikken, freden og kærligheden.