Logik
3. KAPITEL
Religionernes veje spærrede af tvivl, misforståelse og intolerance
Som svar på foranstående vil man måske henvise til religionerne. Men hvordan står det egentlig til med disse eller de kilder og veje gennem hvilke en naturlig og sund opfattelse af livets mening, en urokkelig tillid til en bag alle ting eksisterende ufejlbarlig retfærdigheds- og kærlighedslogik eller førnævnte generalfacit netop skulle blive tilgængelig? – Er det ikke netop, som om disse kilder er ved at være tørlagte og de nævnte veje ved at være ufremkommelige, spærrede af tvivl, misforståelser og intolerance? –
      Da disse kilder udgøres af de religiøse sekter og samfund i verden, og vejene er det åndelige materiale, gennem hvilket disse søger at forklare tilværelsen, vil vi et øjeblik lade vort blik strejfe disse kilder og veje, der jo igen er det samme som det samlede religiøse område i verden. Og hvad bliver vi så vidne til? –
      Vi bliver vidne til, at svaret på det store spørgsmål "hvad er sandhed" udtrykkes gennem meget forskellige, ja ganske modstridende opfattelser ligesåvel som erklæringen af "det ene fornødne".
      Nogle mennesker slutter sig sammen om den formening, at det er særlig vigtigt, hvilken ugedag man gør til hviledag, og at "det ene fornødne" må være dette, at "holde lørdagen hellig". Andre grupperer sig om den opfattelse, at dåb, konfirmation og nadver er uundværlige realiteter for adgangen til "himmeriges rige", medens andre danner forening på den modsatte opfattelse.
      Nogle mennesker danner samfund på den tro, at vejen til lyset går gennem forbindelser med forudgående "afdøde" og har seancer, visioner, telepati, clairvoyance og materialisationer som uundværlig basis for vejen til de evige regioner, medens atter andre forener sig i at gøre deres livsbasis til en bekæmpelse af de nævnte psykiske fænomener.
      Nogle mennesker ser særligt troen på "dommedag" og "Kristi genkomst i skyerne" som livsbasis, medens andre finder en sådan livsbasis ganske latterlig. Og således kan vi blive ved. Der findes i hundredvis af religiøse sekter, bevægelser eller foreninger verden over, som lever i ganske modstridende opfattelser samtidig med, at de hver især har medlemmer, der udløser umådelige kraftanstrengelser for i form af propaganda, blade, bøger og foredrag at bekendtgøre deres partis særlige opfattelse eller livsbasis som "eneste saliggørende".
      Men når den samlede menneskehed verden over således både religiøst og materielt består af grupper, der har modstridende opfattelser af det absolut virkelige, det absolut retmæssige i tilværelsen, og de hver især forfægter sin særlige opfattelse som livets sande og virkelige mening, er den samme menneskeheds totale mentalitet jo uden noget virkeligt holdepunkt. Stik modsatte svar på det samme problem lader jo stadigt den kendsgerning blive tilbage, at mindst en af parterne må have forkert opfattelse. Og spørgsmålet bliver så, hvem af parterne der repræsenterer sandheden. Og her er der så skabt basis for tvivl, mistillid og håbløshed.
      Og det gør naturligvis ikke sagen lettere, at der indenfor mange af de religiøse sammenslutninger findes mere eller mindre gode betingelser for i nævnte sammenslutningers navne at udløse bedrageri eller stor udnyttelse af godtroenhed til fordel for materiel berigelse eller økonomisk velvære. Talrige retslige afsløringer taler sit eget bekræftende sprog herom.