Idet livet er det bærende i ethvert levende væsens fremtræden, og dette igen betinges af evnen til at undertrykke, evnen til at gøre sig til sejrherre, er alle levende væsener hver især således i sin første store grundanalyse identiske, er udgørende ét og det samme, nemlig et "noget", der har evne til at undertrykke, et "noget", der fremtræder som sejrherre, som undertrykker. Og der bliver altså ingen forskel i alle samtlige levende væseners kosmiske grundanalyse. De er hver især udgørende det absolut samme princip.
      Men når de således alle er udgørende det samme undertrykkende princip, bliver der absolut ingen kosmisk artsforskel mellem de levende væsener. Når vi ikke desto mindre i den daglige tilværelse betegner disse som højst forskellige, udtrykker dem som tilhørende forskellige "arter", vil disse udtryk ikke på noget som helst punkt dække en realistisk kendsgerning, men dækker derimod kun over en variationsforskel i livsprincippets eller livsevnens udfoldelse. Men en variationsforskel i livsprincippets udfoldelse kan hverken ophæve eller forandre selve princippet. Hvadenten man skriver med sort eller rødt blæk, er jo selve skriveprincippet uvedkommende. En person er et skrivende væsen, hvad enten han skriver på maskine, bruger guld- eller stålpen, eller han blot ridser typerne med sin finger i sandet. Skriveprincippet kan ikke af den grund inddeles i arter, men derimod kun i variationer, og er således ganske uafhængigt heraf fortsættende et skriveprincip.
      På samme måde forholder det sig med et levende væsens livsevne eller livsprincip. Det er et overvindelsesprincip, en evne til at undertrykke, ligegyldigt i hvilket væsen vi så end iagttager det, ligegyldigt om det er i løven eller lammet, i røveren eller helgenen, i verdensgenløseren eller i en "judas". Livsevnen er den samme hos samtlige væsener, og forskellen i deres fremtræden er ikke en artsforskel, men kun en variationsforskel i udfoldelsen af deres fælles indbyrdes livsprincip. De er alle "levende væsener" og må undertrykke for at manifestere liv. Alt liv er sejr og kan kun være og blive sejr, ligegyldigt hvorledes det så end måtte vise sig for os. Ja, selv når det fremtræder som nederlag, kan det ikke eksistere uden at udvise en vis målestok eller grad af sejr.
      Ligesom der overfor enhver grad af varme findes endnu større grader af varme, og overfor enhver grad af kulde findes endnu større grader af kulde, således findes der også overfor enhver grad af sejr endnu større grader af sejre, og overfor enhver grad af nederlag endnu større grader af nederlag. Og det, som ethvert nederlag er mindre end et andet nederlag, må jo dog nødvendigvis på en vis måde udgøre en tilsvarende form for sejr, ligesom det, enhver sejr er mindre end en anden sejr, på samme måde må udgøre en tilsvarende form for nederlag. Alle nederlag er grader af sejr, og alle sejre er grader af nederlag. Og det er disse grader, der udgør den fundamentale basis for de levende væseners indbyrdes forskel. Deres livsprincip er det samme, men dets udfoldelse foregår i forskellige variationer hos de nævnte væsener. Og det, vi i den daglige tilværelse kalder artsforskel mellem de levende væsener, udtrykker således ikke nogen som helst artsforskel, men er derimod kun udtryk for den særlige variation af livsprincippet, der kommer til udtryk gennem dette eller hint pågældende væsen, der er genstand for vor observation eller iagttagelse. Løven har således sin måde at udtrykke sig på, og lammet har sin, planten har sin, og mennesket har sin. De levende væsener har alle hver deres særlige måde at udtrykke eller manifestere deres specielle sejr over tilværelsen på.
      Og dette går igen i det små hos væsenerne indbyrdes. Hvad mener man om de forskellige fag eller håndværk? – Har bageren ikke sin særlige måde at vise sejrsevnen på, og er den ikke forskellig fra smedens? – Og er skrædderens fag ikke et speciale, i hvilket tømreren ikke er specialist, og omvendt? – Og er det ikke således hele vejen? – Har vi ikke alle vor særlige specielle måde at manifestere os på? – Er ikke nogle af os særlige specialister i at være brutale, stjæle, lyve eller bedrage, medens andre af os er eksperter eller sejrherrer i at udfolde den modsatte variation af livsevnen, uden at dette dog betyder, at vi er artsforskellige? Vi betragter dog "dommeren" og "forbryderen" som "mennesker" begge to.
      Men gør det nogen forskel, at variationen i livsevnens udfoldelse er så stor mellem det "noget", vi kalder "menneske", og et andet "noget", der udfolder livsevnen, at dette sidste "noget" ikke behøver at have "hænder" eller "fødder", ja, ikke engang behøver at have "øjne" eller på anden måde blot tilnærmelsesvis i legemshenseende behøver at ligne et menneske for at manifestere sig? – Er det ikke, trods dette, ligeså godt fremtrædende som et levende væsen som mennesket? – Forskellen er jo blot denne, at det er specialist i udfoldelsen af en anden variation af livsevnen end mennesket, en variation hvor den menneskelige legemsform ikke er nødvendig, ja, ligefrem umulig. – Men hvad skal vel også syersken med smedens forhammer? Og hvad skal klavervirtuosen med tømrerens økse? Og hvad skal en regnorm med et menneskelegeme? – De levende væseners legemer er kun redskaber for muliggørelsen af udfoldelsen af den særlige variation af livsprincippet, de hver især har til speciale. De samme væseners ydre udseende er altså ikke udtryk for den virkelige væsenskerne, det virkelige guddommelige "noget", der udfolder livsevnen. Det, vi kalder "menneske", det, vi kalder "dyr", det, vi kalder en "fugl", eller det, vi kalder en "fisk", er således i virkeligheden ikke det guddommelige "noget", "jeget" eller væsenskernen, men kun dennes udfoldelsesredskab. "Mennesket" såvel som "dyret", "fuglen", "fisken", "planten" osv. er udgørende redskaber, hver især konstrueret specielt til muliggørelsen af hver sin særlige variation af livsprincippets udfoldelse. Og dette er således årsagen til de levende væseners legemers indbyrdes store forskelligartethed.