Som foran antydet er livsevnen den samme hos alle levende væsener. De lever alle af at undertrykke realiteter i omgivelserne. Deres selvopholdelsesdrift betinger, at de gør sig til sejrherrer. Hvorledes skulle de forøvrigt ellers kunne fremtræde i "Guds billede, skabt i hans lignelse"? – En guddom, der ikke er fremtrædende som sejrherre over tilværelsen, er ikke en guddom, men en slave, en elementernes træl, et bundet væsen og som sådan naturligvis umulig eller værdiløs som tilbedelsescentrum eller formentlig udløser af hjælpeaktion i enhver faresituation. Derfor udgør absolut alt, hvad der lever og ånder, alt, hvad der spiser og drikker, tænker og taler, alt, hvad der ser og hører, fornemmer og handler, undertrykkere af alle de realiteter, der ellers ville være en hindring for dets fremtræden.
      Men når denne foreteelse er en absolut betingelse for alt livs manifestation, bliver alt liv jo identisk.
      I den daglige tilværelse viser der sig tilsyneladende mange slags levende væsener. Disse eksisterer i kraft af liv. Dette opretholdes, for alle samtlige væseners vedkommende, udelukkende på basis af at undertrykke alt, hvad der kan være en hindring for dets udfoldelse eller manifestation.
      Det levende væsens livsbasis er altså denne, at det kan gøre sig til sejrherre, at det kan gøre visse detaljer, ting eller væsener til materiale, redskaber og tjenere for sin fremtræden. Da dette er den uundgåelige basis for al opretholdelse af liv og for identifikationen "Guds billede efter hans lignelse", er vi her kommet til livsmysteriets allerførste grove analyse. Det er selve loven for tilværelsen, der begynder at vise sine første svage lysende konturer på uvidenhedens natsorte himmel. Den er endnu for vort første undrende blik i en nebuloseagtig tilstand. Det eneste, vi svagt kan begynde at skimte af dens lysende konturer, er noget i retning af dette: "Du skal gøre dig jorden underdanig". Dette er altså vejen til livet.
      Men da loven ved sin fjernhed endnu er tilsløret og derfor ikke viser nogen nærmere definition af problemet, og dens vejledende paragraffer således ikke kan ses, bliver nævnte bud i sin grove form foreløbig nærmest til dette: "Du skal dræbe for at leve". Og var det ikke opfyldelsen af dette bud, vi oplevede, der blev praktiseret i form af begivenhederne i fortidsskoven? – Og var det ikke den samme opfyldelse, der var blevet til genialitet hos de jordiske mennesker?
      Men det er ikke alene den maskinmæssige masseproduktion af mord og drab, pine og lemlæstelse, de jordiske mennesker er blevet det geniale ophav til. De er endog yderligere kulminerende eksperter i at tilberede visse af deres ofres afsjælede legemer til festmåltider. De svælger i retter af andre væseners kød og fedt, organer og lemmer. Deres liv er tilsølet i blod. De lever animalsk.
      Men at leve animalsk er netop "fosterets" levevis. – Lever det ikke udelukkende af sin moders blod? – Skulle det jordiske menneske og andre kødædende væsener da mon udgøre "fostrene" til en eller anden højere eller mere fuldkommen væsenstilstand? – Vi skal senere se.