Vort møde med den tilsyneladende almindelige dagligdags begivenhed i den fortidige jordperiodes dybe skumring blev her, for vor videbegærlighed, for vor ransagende forskning, til en afsløring af et vældigt altomfattende verdensdrama, i hvilket det endte med, at vi alle var implicerede, var medskyldige, var rollehavende. Havde vi tænkt os, at vi selv var højt hævet over det dræbende princip, var højt hævet over de medvæsener, vi til daglig kalder "dyr", er vi blevet stærkt kompromitteret. Der var i virkeligheden ingen forskel. Vi levede alle af at være "sejrherrer", hvilket igen vil sige, af at være "undertrykkere". Hver en tanke, hver en erindring, hver en evne, hvert et suk såvel som hvert et smil, hvert et kærtegn, hvert et ord fra vor mund, var sejrstrofæer, var erobrede områder, var undertrykkelse af andre kræfter.
      Vi blev vidne til, at ingen som helst detaljer i tilværelsen kan eksistere uden netop at være sejrstrofæer, være bunden kraft, være undertrykt område. Undertrykkelsesevnen er altså det samme som livsevnen for alle eksisterende væsener. I kraft af undertrykkelsesprincippet eksisterer mennesket akkurat ligeså godt som dyret eller andre former for liv. Al livsbetingelse er identisk med overvindelse af kraft, er identisk med erobring af områder, er baseret på sejr, på opbyggelse, på forherligelse eller fuldkommengørelse af detaljer, hvilket jo igen kun kan ske på basis af nedbrydelse, ødelæggelse eller tilintetgørelse af andre detaljer eller ting. Dette gælder for absolut alle væsener, planten såvel som dyret, lammet såvel som løven, helgenen såvel som forbryderen, vismanden såvel som den primitive, "hedningen" såvel som den "kristne", den religiøse såvel som materialisten osv.
      Men hvad var det for resten, vi skrev i begyndelsen af nærværende bog? – Var det ikke dette, at det materialistiske og religiøse princip var identisk? –
      Kan en "materialist" fremstå og bevise, at hans tilværelse ikke udelukkende består i en permanent erobring af herredømmet over ting, og at hans frembringelse, ja selv hans mindste suk, ikke er et sejrstrofæ, og at dette ikke eksisterer på basis af hans undertrykkelse eller nedbrydelse af de detaljer eller ting, som måtte være en hindring for sukkets tilblivelse eller de øvrige af hans manifestationer? –
      Men kan en "religiøs" sige sig fri fra samme tilstand? – Er ikke hans svageste forsøg på at slå korsets tegn for sit bryst, eller hans mindste bøn eller suk til Gud, sejrstrofæer, overvunden kraft, erobret område og som sådant opretholdt eller baseret på undertrykkelse af det område, nedbrydelse af de detaljer, der var en hindring for hans "religiøse" manifestation? –
      Nej, vi er alle underkastet de samme guddommelige love, den samme kosmiske livsbetingelse. Der er kun én slags væsener i al tilværelse. Alle tilsyneladende forskellige arter af levende væsener udgør den samme slægt. Og mellem alle såkaldte væsensarter er der, kosmisk set, i realiteten absolut ingen artsforskel, kun gradsforskel. Dette vil altså igen sige, at væsenerne kun er hævet over hverandre på samme måde, som den voksne er hævet over barnet. Mennesket er dyret på et ældre livsstadium, eller dyret er mennesket i en yngre livsperiode. Alle levende væsener i tilværelsen er således "mennesker" på forskellige stadier. De er kosmiske søskende. Et hvilket som helst individ eller levende væsen, vi møder, er en kosmisk bror eller søster. Vi er alle født i den samme kosmiske familie, har samme kosmiske livsbetingelse, skal overvinde kraft, skal overvinde detaljer, for at opleve livet, skal gøre os til sejrherrer over tilværelsen, beherske energierne, "gøre os jorden underdanig", for at blive fuldkomne, for at blive lykkelige, for at blive salige.