Vort møde med begivenheden i urskoven var således i henhold til foranstående i virkeligheden kun et møde med vort eget indre livsprincip, vor egen indre livsbasis, synliggjort i et ydre forstærket, koncentreret billede fremstillet i alle modsætningsforholds to yderste poler: liv og død. Er det ikke netop det samme kontrastrige billede fremstillet i vort eget kød og blod, der giver vor puls tempo, bestemmer vort åndedræt, giver os evnen til at styre vor tanke, føre vor hånd og lede vor fod? – Hvordan skulle vi ellers mærke blodets varme, opleve nydelsen af den friske luft? Hvordan skulle vi ellers være blevet i stand til at bjerge vor føde, skabe vore klæder og bygge vore huse og yderligere "gøre os jorden underdanig"? – Og er ikke alle disse funktioner identiske med en livsbetingelse? – Og er de ikke alle uden undtagelse hver især identiske med en overvindelse af kraft? –
      Men en overvindelse af kraft betyder jo sejr og nederlag, sejrherre og besejret, undertrykker og undertrykte, ødelæggelse og opbygning osv. Og er det ikke netop den kendsgerning, der bevirker, at vi ikke engang kan spise et måltid mad, drikke et glas vand, uden at dette betyder overvindelse af kraft, overvindelse af detaljer og dermed undergang af andre detaljer, ja, selv et venligt smil eller vort mindste kærtegn eller svageste suk kan kun blive til på basis af kamp, betyder undergang for detaljer, der var en hindring for smilets eller kærtegnets fremkomst.
      Et kærtegn er altså en sejr, et smil er en sejr, for dets skaber. Men er ikke alt, hvad der forekommer i tilværelsen således identisk med sejr? – Hvad er en opfindelse, hvad er et ord, hvad er en tanke andet end en sejr? – Kan man overhovedet nævne en eneste skabt realitet i tilværelsen, der ikke udgør en sejr? – Selv de mest primitive redskaber såvel som de mest indviklede tekniske apparater repræsenterer jo hver især en sejr. Den ske, vi spiser med, såvel som det lyntog eller den bil, vi kører i, er sejrstrofæer. Den blå kornblomst såvel som den blå himmel, den lille bæk såvel som den store flod, den lille regndråbe såvel som det store ocean, den lille tændstikflamme såvel som den store sol eller de gigantiske mælkeveje kan jo kun eksistere som identisk med bunden kraft, er altså også sejrstrofæer.
      Hvad mener man om vor egen viljesudløsning, vor egen manifestation, vor egen skabelse? – Er denne ikke netop i virkeligheden en eneste stor vandring fra sejr til sejr? – Hvad er vort erfaringsmateriale, alle vore erindringer, andet end en eneste stor ophobning af sejrstrofæer? – Ja, selv erindringer om nederlag kan jo kun eksistere som resultater af overvunden kraft og er således i deres egen analyse en manifestation af sejr.
      Men når alle skabte realiteter i tilværelsen, lige meget hvad vi så end retter vort blik på eller lægger vort øre til, således i virkeligheden er udtryk for sejr, er sejrstrofæer, ja, selv dødsskriget fra urskoven repræsenterer et mål af overvunden kraft og er således også et sejrstrofæ, ligeså vel som alt, hvad vi overhovedet selv er i stand til at frembringe, kun kan eksistere som identisk med grader eller måleenheder af overvunden energi, er vi jo alle i tilsvarende grad "sejrherrer".
      Men "sejrherrer" kan kun eksistere på basis af undertrykkelse. Vi er således alle uden undtagelse hver især, fra de største til de mindste væsener, undertrykkere. Men når vi er undertrykkere, er vi jo i familie med rovdyret i urskoven. Hele vor levevis er baseret på det samme princip som dette væsens. Vi overfalder og undertrykker andre kræfter hver eneste brøkdel af sekunder i vor tilværelse. Hele vort liv er et eneste stort overfald på en mængde af de os omgivende realiteter. Vi nedbryder, ødelægger og slår i stykker ustandseligt. Det er vor livsbetingelse. Intet kan bygges op uden ved nedbrydelse og ingen sejr uden ved undertrykkelse. Intet kan skabes uden ved overvindelse og ingen overvindelse uden ved kamp. Livet i sig selv er altså en kamp, en slagmark, er et junglekrat befolket med væsener af dræbende, myrdende og tilintetgørende natur. Fortidens mørke skove vokser således her pludseligt op omkring os, lukker sig over vore hoveder. Vi får vor egen tilværelse identificeret. Vi er det overfaldende dyr. Det er os eller vore brødre, der fremtvinger dødsskrigene fra vore ofre, der fremtvinger rædslerne og smerterne i vore omgivelser, der gør tilværelsen usikker for andre væsener, der berøver disse deres liv og førlighed. Vor arts stinkende fråde i form af griskhed, had, misundelse, intolerance, bagtalelse og falskhed flyder rundt mellem skovens træer, gør alle veje og stier ufremkommelige, skaber giftige mudderpøle og hængedynd, i hvilket vi fanger vore ofre.
      Og ikke nok hermed. Hvad mener man om det raffinement, hvortil man har udviklet denne giftige natur, denne specialitet i at lyve, plyndre og dræbe? – Dyrets almindelige næb og klør er forlængst overtrumfet, er forlængst blevet forældet og gammeldags for det jordiske menneskes vedkommende, ligesåvel som dets forfædres flinteøkser, buer og pile. Den tilintetgørende og dræbende lysts umættelighed er forlængst steget op imod kulminationens højeste tinder. Hvad mener man om maskingeværer, maskinkanoner, der affyrer så og så mange hundrede skud i minuttet? – Og hvad mener man om de anvendte projektiler, når disse hver især ikke mere udgør et enkelt projektil, men derimod undertiden faktisk er formet til en bombe, sammensat af en hel serie af andre dræbende projektiler, der kommer til udløsning eller udbrud, når moderprojektilet splintres mod sit mål, og derved gør dets radius mange gange fordoblet? –
      Hvad mener man om de mægtige slagskibe, flydende fæstninger, der kan "rettes i stilling" mod enhver af jordens fredeligste kyster og fra sin plads langt til søs, i samarbejde med kamp- og bombeflyvemaskiner, panservogne eller tanks, kan sende død og ødelæggelse ind over byer og landsbyer, jævne alt med jorden, i løbet af minutter tilintetgøre alt, hvad der har taget tilsvarende århundreder at bygge op? –
      Eller hvad mener man om de moderne undervandsbåde, i hvilke man, selv skjult under vandet, kan orientere sig, snige sig lumskeligt ind på "fjenden", og sende store stolte fartøjer, med kostbare ladninger af føde, klæder og andre brugsgenstande til bunds, snigmyrde deres tusinder af passagerer? –
      Hvilket uhyre i eventyrerne eller i virkeligheden kan måle sig med den her beskrevne jordmenneskelige præstation af de dyriske tendenser? –
      Er der nogen fugl i luften, nogen fisk i vandet eller noget dyr på landjorden, der i blot tilnærmelsesvis lignende grad kan oprulle for os skabelsen af død og undergang, af lemlæstelse og lidelse, af sorg, nød og elendighed? – Findes der noget væsen, der i større grad har evner eller anlæg til at udløse "helvede" på jorden end netop det jordiske menneske? – Har man nogen sinde set nævnte væsens mordtalenter overtrumfet af de øvrige væsener på kloden? –
      Det jordiske menneske er altså det største rovdyr. Det er kulminationen af alt, hvad der er mørkt, ødelæggende og dræbende. Det er det væsen, der på jorden har størst evne til at frembringe kontrasten til kærlighed. Det er i stor udstrækning selve livets fjende. Begivenheden i urskoven er ikke særeje for den fjerne fortid. Vi har den indenfor vor dør og lige udenfor vort hus. Den er til stede i det jordiske menneskes blod, i dets sind og i dets tanke, den kan lyne gennem dets blik, vibrere gennem dets hånd og fod. Vi kan møde rovdyret i vor næste, kan endog spore det i vor nærmeste pårørende, ja, selv sådan en beskyttende fæstning som en fars og mors kærlighed, en elskers, en søns, en datters hengivenhed sprænger bregneskovens mørke atmosfære med stor lethed, og vi bliver undertiden dolket af dem, vi elskede højest, og mange myrder, lemlæster og piner ofte dem, de selv mener ikke at kunne leve foruden.