Begivenheden i urskoven er således ikke nogen ringe oplevelse at være vidne til. Afsløringen af den guddommelige skabermagt analyserer sig jo her fuldstændigt detaljeret for vort syn. Nævnte begivenhed og dens gentagelse i vore dage giver os således nøglen til løsningen på skabelsens mysterium i hænde. Vi ser i denne begivenhed et stærkere dyr overfalde et svagere, en stærkere magt bearbejde en mindre stærk magt. Og vi har set, hvad denne stærkere magt har bevirket, hvilke rørelser den har skabt i det hjælpeløse dyrs bevidsthed og sjæleliv, hvordan rædslen for død og undergang blev den første banken på det åndeligt set bevidstløse eller sovende væsens dør for efterhånden at vække det op til erkendelse af en højere og bedre verden, vække til live hos det den kendsgerning, at al død og undergang, offer og undertrykkelse i virkeligheden er livets port, er den mørke baggrund, uden hvilken det ville være umuligt at male livets lyse billede, er den mørke grav, der nødvendigvis må til, for at en opstandelse til lyset overhovedet kan finde sted, er det nødvendige "onde", der må til, for at en fornemmelse af noget "bedre" kan skabes, idet det jo netop er på denne fornemmelse, at al evne til at opleve glæde beror. Glæden er nemlig i sin højeste analyse det samme som reaktionen af overgangen fra mørke til lys, fra sygdom til sundhed, fra nød til hjælp, fra smerte til lindring, fra armod til velstand, fra dårskab til visdom, fra primitivitet til intellektualitet osv., medens sorgen på samme måde er identisk med reaktionen af overgangen i modsat orden, fra lys til mørke, fra sundhed til sygdom, fra lykke til ulykke osv.
      I intet som helst tilfælde kan sorg således eksistere uden at være det samme som bevidsthedens reaktion af individets oplevelse af en forvandling eller overgang af dets tilværelse fra en bedre til en dårligere eller formentlig dårligere tilstand. Og uden at der således var mulighed for både en "ond" og en "god" tilværelsesform, ville der absolut ingen mulighed være for at fornemme kontrasten mellem de to livsformer, og ingen oplevelse af overgang hverken fra den ene eller den anden bevidsthedstilstand, hverken fra "godt" til "ondt" eller fra "ondt" til "godt" ville være mulig, og den deraf henholdsvis følgende evne til at fornemme sorg og glæde ville aldrig nogen sinde være blevet oplevet af noget som helst individ.
      Men et individ, der aldrig har oplevet sorg eller glæde, hvilket i sin højeste analyse vil sige, et individ, der aldrig har oplevet nogen som helst form for kontrast eller modsætning, er ikke noget individ, er ikke noget levende væsen, thi livet er jo en evig analysering af tilstande, en evig fortsat skelnen mellem kontraster. Og hvis disse tilstande ikke forekom på baggrund af modsætninger, ville de jo være usynlige, utilgængelige for sansning, ja, de ville ligefrem slet ikke eksistere. En ting eksisterer kun i kraft af sin afvigelse fra andre ting, thi hvis denne afvigelse ikke fandtes, var nævnte ting jo absolut et med disse andre ting og ville umuligt kunne træde ud fra disse som en synlig, hørlig eller følelig detalje. Man maler ikke hvide bogstaver på tilsvarende hvid baggrund eller sorte bogstaver på sort baggrund, idet en sådan tekst jo aldrig nogen sinde kunne være identisk med en hundrede procents synlighed. Hundrede procents synlighed eller oplevelse opnås kun, eller er kun muligt der, hvor en ting ses på baggrund af kulminationen af dens absolutte kontrast eller modsætning. I samme grad som modsætningen ophører, ophører også tingenes synlighed eller tilgængelighed for sansning eller oplevelse.
      Al sansning eller oplevelse kan således kun eksistere som identisk med fornemmelsen af et eller andet objekts forskellighed fra dets omgivelser, en eller anden tankes afvigelse fra andre tanker, et eller andet erfaringsfelts kontrast til andre erfaringsfelter. Al oplevelse, al tilværelse, alt liv er kun en fornemmelse af modsætninger. Og det levende væsen bliver altså, i kraft af sin sansning, "det faste punkt" mellem modsætningerne. Individet er det urokkelige centrum mellem "oppe" og "nede", mellem "frem" og "tilbage", mellem primitivitet og intellektualitet, mellem visdom og dårskab, mellem mikrokosmos og makrokosmos, mellem fortid og fremtid osv. Kun i det levende væsens fornemmelse eksisterer disse realiteter, idet de nemlig kun er udtryk, hvormed nævnte væsen må navngive sin evige og urokkelige placering i tilværelsen som livets centrum eller midtpunkt, sit jeg som basis for al bevidsthedsdannelse og dermed afsløringen af det samme væsens identitet med skaberen.