At det netop forholder sig således som her påpeget, bliver en kendsgerning gennem alle de vidt forskellige former for livssyn, de vidt forskellige opfattelser af livets mening, som verden er fuld af. Hvad er vel alverdens biblioteker med deres tusinder af bindstærke værker andet end en på tryk overført umådelig samling højst forskelligartede opfattelser af én og samme ting, nemlig – "virkeligheden".
      At denne "virkelighed" kan betegnes som identisk med meninger om livet, med moralske begreber, der undertiden er af en højst modsat natur, og dog hver især påberåbt som sandhed, som urokkelige udtryk for virkeligheden, viser jo dog ufejlbarligt, at deres respektive ophav kun har set virkeligheden gennem forskelligt "farvede briller". De er affødte af individer eller personer, hvis forstand har været af en tilsvarende højst forskellig mere eller mindre udviklet tilstand.
      Men når verden er fuld af verdensanskuelser, livsopfattelser, moralske begreber, dogmatiske påstande, der indbyrdes viser sig at være modsætninger, ja, selv "videnskabelige" påstande er undertiden modsat andre "videnskabelige" påstande, hvad skal så det moderne menneske holde sig til? – Nogle af de førende personer i verden i dag holder på, at krig, tvangsmilitarisme, erobring af landområde og undertrykkelse af samme områdes folk og retmæssige besiddere, diktatur, justits ved gevær, guillotine, galge, elektrisk stol, legemlige pinsler og lemlæstelser er moralsk berettiget, er den eneste vej til et folks sande sammenslutning, lykke og velstand; og at enhver afvigelse herfra i retning af større humanitet, fredelig afgørelse og overenskomst er tåbelighed, naivitet og svaghed.
      Andre ligeså anerkendte eller berømte personer kæmper netop for større humanisme, for fredelige løsninger på alle spørgsmål, for afskaffelse af krig, dødsstraffe og lemlæstelser, erkender anvendelse af brutalitet i moralens tjeneste som noget, der er menneskene ganske uværdigt, som lovstridigt mod al højere kultur og civilisation, og betragter enhver afvigelse herfra som identisk med barbari, hedenskab eller primitivitet.
      Hundreder af reformatorer, på såvel religiøse som materielle områder, fremstår og påberåber sig hver især sine ideer som det "højeste" ideelle, som det særlige udløsende moment, der skal frelse verden. Næsten alle tror de at have fundet "de vises sten" og forfægter deres formentlige idealer med en hårdnakkethed, påtrængenhed og intolerance, der i retning af humanitet eller virkelig menneskekærlighed endnu lader meget tilbage at ønske. Resultatet bliver, at reformatorerne bekriger hverandre, søger at få flest mulige tilhængere, hver for sit parti. Ærgerrighed dominerer bevidsthederne, reklame og overtalelseskunst florerer, overdrivelse blomstrer. Og i midten af dette virvar fødes nye generationer. Dette kaos danner skole for piger og drenge, der engang skal blive forældre, børneopdragere, folkeførere, borgere i samfundet. Den opvoksende ungdom skal her finde den livsbasis, den urokkelige tillid til livets retfærdighed, humanisme og kærlighed, uden hvilken det virkeligt vil være umuligt at overvinde sorg, modgang, katastrofer, lemlæstelser og lidelse. Intet under, at denne opvoksende ungdom bliver præget af denne ejendommelige skole, disse ufuldkomne forhold og tilstande. Intet under, at den bag alle disse disharmonier, bag al den ulogik, dens individer fra deres spæde alder har været vidne til, ikke kan finde livets virkelige mening.
      Nogle børn bliver således opdraget i velstand og luksus, bliver vidne til, at de selv såvel som deres forældre og deres ligestillede kun er til for i kraft af deres store besiddelser, deres ekstravagance på de mest mondæne steder i verden, deres villaer ved revieraen, deres palæer, lystejendomme og jagtslotte, deres elegante vogne, luksusskibe eller lystyachter, deres kostbare smykker og fine klæder, deres store tjenerstab osv. at blive opvartet, feteret og dyrket næsten af alle mennesker verden over, hvor de så end måtte komme frem. Hvordan ser den nøgterne virkelighed ud for børn i dette niveau? – Må de ikke nødvendigvis suggereres til at tro, at de er en slags "overmennesker", hvem alle har at bøje sig for, hvem alle har at lystre og tjene? – Må de ikke nødvendigvis tro, at alle mindrebemidlede væsener, blandt andet deres opvartende tjenerstab og underordnede personale, er ringere væsener i tilværelsen, er en slags laverestående individer, en art "slaver", netop fordi de er nødt til at lade sig købe til at arbejde, til at tjene? – Og bestyrkes de ikke netop yderligere i denne tro derigennem, at de opdrages til at tiltale personer i deres underordnede personale med "du" og ved "fornavn", uden at dette på nogen som helst måde må være gensidigt? – Er der ikke netop en høj kinesisk mur mellem disse børn og den virkelige sandhed? – Hvorledes skal de komme til at tro på, at man er kommet til verden – "ikke for at lade sig tjene, men for at tjene"? –
      Men hvordan med tjenerstabens, arbejdernes eller de ubemidlede og underordnede klassers børn og unge, har de lettere ved at se virkeligheden? – Det vil ikke være særligt egnet til at skabe sympati for luksustilværelsens kvinder og mænd, hver dag indtil en vis grad at skulle leve i et niveau, hvor forældre og pårørende er offer for et stort økonomisk slaveri, en evindelig given afkald på mange retmæssige og sunde længslers tilfredsstillelse, en stadig bristen af håb og skønne drømme om frihed og uafhængighed, en permanent indemuring i mørke værksteder, larmende fabrikker, en vedvarende begravelse i kontorlokaler, tal og regnskaber, en overbelastning af nerver med ansvar og pligtfølelse resulterende i efterfølgende ophold på sanatorier og sygehuse, krumbøjede rygge, rystende hænder, svækkede åndsevner, en alt for tidlig alderdom i kummerlige økonomiske kår, der lige næppe nok er tilstrækkelige til at forhindre en sultedød, altsammen kun for at frembringe de økonomiske værdier, den besiddende klasses førnævnte luksustilværelse koster, plus det lille beløb, som netop må forbeholdes den arbejdende klasse, for at den lige akkurat kan opretholde livet så meget, at den stadig kan anvendes til at holde luksustilværelsens økonomiske fundament vedlige for overklassen eller de førnævnte luksuriøse personer.
      At der findes undtagelser, at der findes personer fødte i luksustilværelsen, der kan være overordentlig sympatiske, skabe blide kår for deres underordnede, ligesom der kan være underordnede, der kan have stor sympati for deres overordnede og være tilfreds med deres underordnede lod her i livet, forandrer naturligvis ikke ovennævnte analyses sandfærdighed, forandrer ikke den kendsgerning, at i tusinder og atter tusinder af tilfælde er forholdet som ovenfor beskrevet. Og må børn i denne i virkeligheden stærkt økonomisk udbyttede klasse derfor ikke stadigt i deres hjem, i deres omgivelser, gennem deres kammerater eller ligestillede blive vidne til stærk kritik og nedværdigende omtale af denne "overklasse"? – Bliver der ikke her opflasket en foragt, en slags had til denne stand? – Hvordan skal den opvoksende ungdom i denne sfære blive stimuleret til i "den rige mand" eller kvinde at se den "næste", som man skal "elske som sig selv"? –
      At den overordnede stands repræsentanter i deres ekstravagante fremtræden alligevel undertiden er i stand til at imponere medlemmer af den underordnede stand, således at disse meget gerne vil indsmigre eller indynde sig hos de førstnævnte, skyldes jo kun den omstændighed, at de gennem de nævnte repræsentanters gunst øjner en økonomisk fordel, eller dette at de samme repræsentanter er udtryk for de gunstsøgendes egne hemmelige længsler og drømme om rigdom og uafhængighed. Men dette ophæver naturligvis ikke den kendsgerning, at luksustilværelsen kun eksisterer på basis af misbrug eller uligelig fordeling af arbejdsoverskud. Hvordan skulle der ellers blive mulighed for "fattigdom" og for eksistensen af en økonomisk "overklasse" og "underklasse"? –
      Og det gør naturligvis ikke situationen bedre, at tusinder af mænd og kvinder slet ikke kan få noget som helst at bestille og således rent økonomisk er lukket ganske ude fra samfundets almindelige og naturlige liv.
      Da pengene jo endnu i stor stil regerer verden og adgangen til alle livsfornødne goder, såvel til de, der skal opmuntre sindet, som til de, der skal nære legemet, må et menneske, der så at sige ingen adgang har til penge, jo komme til at opfatte livet, moral og tilværelse ganske anderledes end dem, der netop har disse indtil overflod. I et sådant menneske eksisterer jo ganske naturligt de samme længsler og drømme som i andre mennesker. Men hvordan skal det opnå at få disse opfyldt? –
      Der eksisterer ganske vist i nogle lande "socialhjælp", men denne strækker næppe nok til husly og føde. Og livet kræver mere. Det unge blod, det energifyldte menneske kan ikke leve for blot at sove og spise.
      Men da et liv ud over denne grænse koster mere, end hvad "socialhjælp" kan byde på, og arbejde ikke kan opnås, er den naturlige eller juridisk anerkendte vej til et sådant liv for den subsistensløse jo ganske spærret. Men hvordan skal et sådant menneske, der en kold vinterdag eventuelt må gå i pjalter og bundløse sko samtidig med, at det bliver vidne til, at der findes andre mennesker, som ejer værdier til flere millioner kroner, mennesker i hvis garderobe der måske findes klædninger i snesevis og ligeså mange par sko, forstå, at det er syndigt fra denne garderobe at tage et par sko til sine forfrosne og våde fødder, efter at det forgæves hos nævnte garderobes ejermand har anmodet om hjælp i sin uheldige situation? – Hvorledes kan man forlange, at dette menneske skal forstå det syvende bud "du skal ikke stjæle"? –
      Er man ikke i et sådant niveau nødsaget til at være i en stadig aktivitet og opfindsomhed for at finde udveje til at komme til penge? –
      Da alle lovmæssigt anerkendte veje er spærrede, må denne opfindsomhed jo gå ud på at finde metoder til at omgå lovene. Denne omgåelse er ikke altid lige vellykket, og de situationer, et sådant menneske da kommer i, bliver i henhold til deres juridiske mangelfuldhed stemplet som "forbryderiske". Det fattige menneske er blevet en "forbryder" eller "forbryderske", mister sine borgerlige rettigheder for yderligere efter udstået straf hovedsageligt igen at være henvist til kun på "ulovlig" måde at kunne ernære sig, idet fængselsopholdet jo er det samme som et sort stempel i dets papirer, en advarsel til alle de arbejdsgivere, det eventuelt måtte henvende sig til. Hvorledes skal et menneske, der først er kommet ud på et sådant skråplan, komme til at "elske" samfundet? –
      At der findes individer, der ved solderi, laster og dovenskab er kommet i den samme situation, er kommet på det samme skråplan, gør jo ikke sagen bedre. Fra et kammeratskab fra dette niveau kommer jo ikke særlig inspiration eller opmuntring til at anvende princippet "at vende den højre kind til, når man bliver slået på den venstre"; og navnlig ikke overfor et samfund, der således "slår" sine egne individer ved at skabe uheldige situationer og skråplaner, hvorigennem det i stedmoderlig ubarmhjertighed kommer til at udelukke mange af sine børn fra civilisationens og kulturens virkelige moralske goder, holder dem bundne i en underverden af forbrydelse, nedværdigelse og håbløshed.
      Hvad lærer børn, født i dette plan, om Gud? – Hvad forstår de ved moral, ærlighed og religiøsitet? –
      Intet under at de mest mærkværdige og modstridende forestillinger om, hvad der virkelig er sundt, moralsk eller berettiget, opstår. Det store livsproblem "hvad er sandhed" er stadig mystik. Men hvorledes skulle også de opvoksende generationer, der er fødte i ovennævnte modstridende tankeklimaer, have evne til at forstå eller komme til det rigtige svar på dette universale verdensspørgsmål? – Hvorledes skal de tro på næstekærlighed, sandhed og retfærdighed, når alt omkring dem i så stor stil synes at være uretfærdighed, brutalitet og tilfældigheder? – Hvorledes skal verdensaltets store generalfacit, "alt er såre godt", blive sandsynligt, troværdigt eller acceptabelt i dette miljø? –