Som bekendt er skabelsens historie i Bibelen udtrykt som "syv dage", hvoraf vi altså her har berørt de to sidste. Jeg kan dog ikke nu komme nærmere ind på disse eller de andre fem store "dage", i hvilke verden blev til, men må desangående henvise den interesserede læser til de kommende bind af mit hovedværk "Livets Bog". Jeg skal dog her nævne, at ligesom "mennesket" er en omskabelse af "dyret", således er "dyret" en omskabelse af "planten" og denne igen en omskabelse af "mineralet" og dette en omskabelse af "elektriske kræfter", "stråler" og "bølger", hvilket igen vil sige "overfysiske" eller "åndelige" energier, og at hver enkelt af de nævnte omskabelser i virkeligheden kun udtrykker forskellige stadier af et og samme jegs oplevelse af en evig fortsat tilværelse.
      Vi vil nu atter vende tilbage til den omtalte begivenhed i urtidens store bregneskove. Det overfaldne dyr udstødte altså et dødsskrig, en slags henvendelse til et ukendt forsyn, en "bøn til Gud" om redning. Men at udstøde et dødsskrig eller en anmodning til et forsyn, til en overmagt om redning, er jo det samme som at handle i interessen af livets beskyttelse eller bevarelse, det er at gøre noget, der kan være medvirkende til en redning af det efterstræbte eller dødsdømte liv. Men at foretage sådan en handling er det samme som at være livsbefordrende, være livsbeskyttende. At samme handling gennem det overfaldne væsen ikke altid er stærkere end angriberen eller de overfaldende kræfter og derfor heller ikke altid kan redde dets legeme fra undergang, forandrer jo ikke den kendsgerning, at væsenet ikke frivilligt gik i døden, men benyttede enten bevidst eller ubevidst skriget, "bønnen", som en sidste modstand imod den truende undergang. Selv om denne modstand i nævnte tilfælde synes at være ganske svag, kan dette aldrig nogen sinde berettige til at sige, at den var udtryk for et samtykke i undergangen. At en modstand er lille, så lille, at den brutalt bliver knust af overmagten, ophæver jo ikke dens identitet som modstand og kan således, logisk set, aldrig gøres identisk med et samtykke.
      Gennem det omtalte overfaldne dyr i fortidsskoven bliver vi altså for første gang vidne til manifestationen af et princip, der mentalt arbejder i retning af livets bevarelse, et princip, der for første gang får en mund til at åbne sig for gennem lyd at befordre livet i stedet for døden. At det måske kan siges at være et meget spinkelt princip skyldes jo kun, at vi her er side om side med dets allerførste spæde vorden. Og hvad er ikke spinkelt i sin første begyndelse? – Begynder ikke alle store træer, ja selv kæmpetræer, som små bitte kerner eller frø? –
      Og følger vi nu det nævnte princip frem gennem tiderne helt til vore dage, er det en ret anseelig udvikling, det har gennemgået. Det er allerede på nærværende tidspunkt, skønt ikke nær færdigudviklet, blevet til et kæmpetræ. Er det ikke netop det, der før gav ekko i urskovens dyb som et hjerteskærende dødsskrig, der siden har fået tusinder, ja millioner af munde til at åbne sig, – ikke udelukkende for kun at udstøde primitive klageskrig, nødsignaler eller "råb" om hjælp i overhængende fare, men også for, i form af mere kultiverede og velklingende lyde, vi kender som "tungemål", "tale" eller "sprog", at manifestere – "visdom", "kundskab", "kunst", "lovprisning", "tilbedelse" og "takkehyldest" til Forsynet, til den Gud dyret mentalt har dyrket lige netop fra sit første dødsskrig i den fortidige jordperiodes dybe skumring? –
      Og er det ikke det samme dødsskrig, der senere i en mere kultiveret form, gennem en Verdensgenløsers mund, blev til en – bjergprædiken, – blev til "Guds ord"? – Er disse ikke netop manifestationen af lyde, der skal tjene til at stimulere befordringen af livets lykkelige og retmæssige opretholdelse? – Er udtalte ord og sætninger som: "Salige er de rene af hjertet, thi de skulle se Gud", – "Salige er de barmhjertige, thi de skulle times barmhjertighed", – "Elsk din næste som dig selv", – "Elsker eders fjender, gører dem godt som eder hade, velsigner dem som eder forbande, og beder for dem som gør eder skade", – "Og som I ville, at menneskene skulle gøre mod eder, ligeså gører og I mod dem", – "Fader forlad dem, thi de vide ikke, hvad de gøre" osv., ikke livgivende? – Kan man sige, at en lydfrembringelse af denne art er et samtykke i mord og lemlæstelse? – Er ikke nævnte lydfrembringelse en modstand imod ødelæggelse og drab? – Er ikke netop hævnerne, morderne og forfølgerne overtrædere af nævnte opfordring eller kærlighedsbud? – Men var ikke også dødsskriget, lydfrembringelsen i bregneskoven, en modstand imod drab og undergang?
      Der er således ingen principiel forskel mellem dødsskriget og "Guds ord". De to lydfrembringelser er dermed allerhøjst kun forskellige i grad, absolut ikke i art. "Bjergprædikenen", "Guds ord", de udtalte sætninger repræsenterer kun lydfrembringelsen af dødsskriget i kultiveret og udviklet form. Dødsskriget fra urskoven er derimod udtryk for lydfrembringelsen i sin første ukultiverede og primitive art. Begge lydfrembringelserne udtrykker således manifestationen af det samme princip, men på to vidt forskellige udviklingsstadier. De udgør begge i dybden den samme stilfærdige bøn om beskyttelse, den samme fredelige modstand imod en truende undergang, det samme bevidste eller ubevidste lyspunkt i en ulykkelig eller mørk situation.
      Lydfrembringelsen er således gået meget frem i udvikling. Og hvad der før kun var et primitivt og udetaljeret enligt "dødsskrig" på fortidsskovenes mørke stier, genlyder i dag som vidunderlige visdomsord, lovsange, harmonier eller musik fra tusinder af kultiverede struber verden over, fra præster, fra lærere, fra kunstnere, fra videnskabsmænd.
      Og hvilke store traditioner kan dødsskrigenes historie ikke i dag se tilbage på. Hvad mener man om de umådelig kostbare sfinkser, pyramider, templer, kirker og pagoder, der i tidens løb har været opført på jorden, og om alle de af disse, der endnu eksisterer? –
      Har man nogen sinde tænkt sig, når man befinder sig foran den store pyramide i Ægypten, eller befinder sig overfor et indisk marmortempel, eller sætter sig til rette under Peterskirkens kuppel, hører om Salomons geniale, guldbelagte tempel i Jerusalem, at man her er stedet overfor begivenheden i urskoven på et højere plan? – Har man nogen sinde opfattet disse fornemme realiteter som identiske med de ensomme dødsskrig fra de fjerne fortidsskove? – Og dog, hvad er vel disse mægtige foreteelser andet end de omtalte dødsskrig ved den guddommelige skabekraft, ved visdom og kunst gjort tilgængelige for øjet? – Er ikke disse helligdomme, templer og kirker netop en modstand mod mørke og undergang? – Er de ikke netop opført med det formål for øje at stimulere de kræfter, der skaber lykke, harmoni og velvære? – Hvem tør påstå, at de i deres højeste instans er opført for at skabe rædsel og smerte, myrderi og undergang? –
      At sådanne mørke realiteter undertiden ikke desto mindre har været i stand til at trænge ind i helligdommene, ja har endog været i stand til at besjæle kirkens mænd, gjort dem til mordere og hævnere (inkvisition, velsignelse af krig, propaganda for dødsstraf o.l.), er ikke på noget som helst punkt i stand til at afkræfte helligdommenes identitet som modstand mod alle mørke eller formentlige mørke magter, men beviser derimod som kendsgerning, at den mørke overmagt har været for stor, har været for stærk, har været i stand til at illusionere sine ofre den tro, at den var lyset, således at disse i blind iver eller nidkærhed har løbet dette falske lys' ærinde, ligegyldigt hvor "hellige" de så end menes at være, ligegyldigt om de var paver, præster eller profeter. Alle sådanne mørkets ofre har praktiseret det dræbende og myrdende princip i den tro, at det var berettiget, at det var lyset, og kaldte derfor disse handlinger for "retfærdighed", "hellig vrede", "retfærdig harme" osv.
      Men trods al modstand, illusioner og fejltagelser kan det uartikulerede nødråb fra urtiden se tilbage på en umådelig sejrsgang ned gennem tiderne. Dets forvandling til tale, sprog, sang og musik, dets omskabelse til "Guds ord", til "visdom", til en "bjergprædiken" er kun begyndelsen, er kun indledningen til en langt større epoke, en langt større æra. Hvad er ikke dødsskrigene i form af "Guds ord" i dag gennem kunst og videnskab blevet til? – Er de civiliserede landes store hospitalskarréer og sygehuse, ambulancevæsen, slagmarkernes "Røde Kors" hære og feltlazaretter ikke lignelsen om "den barmhjertige samaritan", levendegjort til kendsgerning i kød og blod? – Og hvad er de store undervisningspaladser, universiteter, skoler og læreanstalter? – Peger de ikke tilbage på oldtidens religiøse kultus og præsteskab, har de ikke rod i fortidigt kirke- og munkevæsen, findes ikke disse foranstaltningers pionerer alle indenfor "Guds ords" forkyndere? – Og er disse nævnte realiteter i sig selv ikke "Guds ord" synliggjort i fysisk materie? – Er de ikke alle uden undtagelser opført på den basis at skulle fremme lyset i mørket, fjerne ubehagelighederne i verden, dygtiggøre i evnen til at overvinde al underminerende og dræbende overmagt, og er de ikke således identiske med skrigene fra urskovene? – Var disse ikke netop udtryk for det samme princip, den samme tendens til at gøre modstand imod det dræbende princip om end i en mere magtløs form? –
      Og har "Guds ord" i form af videnskab og kunst ikke i vore dage netop store resultater at pege på, store overvindelser af ubehageligheder at opvise? – Har det ikke i stor udstrækning gjort mennesket til herre over land, luft og hav? – Har det ikke skabt teknikken og maskinerne og dermed bragt elementerne til at arbejde for mennesket? –
      Har man nogen sinde tænkt sig, når man sidder mageligt tilbagelænet i et eksprestogs bløde hynder og befordres hundrede af mile gennem skove, sletter og ørkener, over fantastiske broer over store dybe afgrunde, over floder, gennem store tunneler, udhulede klippeformationer, til tider i højde med den evige sne, og til tider nede i dybe dale med blomstersmykkede enge, maleriske huse, ejendommelige mennesker osv., eller når man i en luksusdampers strålende saloner med tilhørende højeste moderne komfort, teater, biograf, svømmehal etc. befordres over oceaner, til fjerne skønne verdensdele med andre menneskeracer, ejendommelige sæder og skikke, mærkelige dyr og planter, – eller man fra en kæmpeflyvemaskines kabine ser skønne riger og lande dybt, dybt nede glide forbi ens undrende blik som et umådeligt stort landkort, har man nogen sinde tænkt på, at de her nævnte gigantiske eventyr fra det daglige liv, suppleret med endnu mere fantastiske vidundere såsom: radio, television, tale- og farvefilm, der vil gøre det muligt for alverdens mennesker på én gang at høre det samme foredrag, på én gang at se den samme foredragsholder, vidundere, der bogstaveligt talt gør hele verden til én foredragssal, ét eneste stort hus, gør alverdens herligheder tilgængelige, overskuelige fra det samme parket, fra den samme loge, fra den samme tilskuerplads, at det er Guds svar på det hjælpeløse dyrs skrig i fortidens mørke skove, at det er resultatet af det overfaldne dyrs sidste spinkle og håbløse henvendelse til det almægtige og ukendte Forsyn, at det er bønhørelsen af den første spæde bøn, der udgik fra en mund rettet til den evige Fader?
      Jo, bønnen er en mægtig naturkraft. "Himmeriges rige" vokser på jorden. Dødsskrigets spæde "sennepskorn" er ved at blive til et mægtigt træ, i hvilket "himlens fugle kan begynde at bygge deres reder". "Den sjette dag" lyser stærkt over verden. "Dyret" forvandles, "mennesket" skabes, og lykken begynder at komme til syne i det fjerne.