Bibelens "sjette dag" er således ikke en almindelig ugedag eller et døgn på 24 timer, men et udtryk for den tidsperiode eller det afsnit i udviklingen, hvor "dyret" "udvikler" sig til "menneske".
      Da "noget" ikke kan blive til af "intet", vil al tilblivelse, al skabelse kun kunne være identisk med "omskabelse", der igen er det samme som "forvandling". Når denne "forvandling" er til det bedre, kalder vi den "udvikling", og når den er til det dårligere, kalder vi den "degeneration". Al skabelse i tilværelsen er således udvikling og degeneration. Menneskets tilsynekomst i verden er ikke et pludseligt på sekunder frembragt mirakel. Mennesket er en håndgribelig "fysisk", "materiel" og "åndelig" realitet og kan således umuligt pludselig være fremstået af absolut "intet". Det udgør en realitet, der i fuldeste mål er blevet til af en anden "fysisk", "materiel" og "åndelig" realitet, udgør altså et "omskabt" væsen. Denne analyse er den absolut eneste, der kan gå op i verdensplanens logik. Den modsatte opfattelse er kun symptomer på manglende matematisk talent, symptomer på en endnu uudviklet eller ufærdig analyseringsevne. Den udgør således en ren primitiv opfattelse af den virkelige sandhed. Bibelen udtrykker jo selv, at menneskets skabelse var en "omskabelse" i følgende ord: "Og Gud Herren havde dannet mennesket af støv, af jorden og blæst livets ånde i hans næse; og mennesket blev en levende sjæl".
      Men hvad er "støv", hvad er "jorden" og hvad er "livets ånde"? – Er det ikke netop grundanalysen af alt, hvad der var i forvejen? – Er ikke "støvet" og "jorden" det samme som "stofferne", "materialerne", "kemikalierne", "kødet", "blodet" eller "dyrene"? – Er ikke "livets ånde" det samme som det levende liv, bevidstheden eller det, der senere bliver til "den hellige ånd". Hvis ikke dette under en eller anden form havde eksisteret i forvejen, hvordan skulle det så have været muligt at "indblæse" mennesket det? – Hvordan skulle dette væsen så være blevet til "en levende sjæl"? – Nej, Bibelens ord følger her nøje verdensplanens logik, er absolut matematisk fuldkommen.
      Skabelsen af "mennesket" var det samme som en "omskabelse", en forvandling af noget i forvejen eksisterende materiale. Men hvilket af det således i forvejen eksisterende materiale kunne vel tænkes at være bedst egnet til en sådan omskabelse? – Måtte ikke det mest fuldkomne være det absolut bedst egnede? – Ville det ikke være ganske i strid med al den fornuft eller logik, vi ellers bliver vidne til i alle andre former af naturens egne skabeprocesser eller frembringelser, at mennesket skulle skabes af "støv" i bogstavelig forstand, eller af sand, ler eller grus, når verden vrimlede med materialer af langt højere kvalitet, materialer, der i forvejen ligefrem var bearbejdet og tilpasset med denne omskabelse for øje, og hvormed omskabelsen næsten kun blev en bagatel for de samme skabende kræfter i forhold til, hvad en omskabelse af det førnævnte helt utilpassede mineralske materiale, og i hvilket den for mennesket nødvendige "livets ånde" ikke eksisterede, ville have været? – Jo, absolut!
      Hvad var det da for et "materiale", der på "den sjette dags" tidlige morgen eksisterede som egnet eller tilpasset til at omskabes til "menneske", og som ikke alene udgjorde et meget bearbejdet materiale til formålet, rent fysisk set, men i hvilket også den absolut nødvendige "livets ånde" eksisterede eller var synlig? –
      Dette materiale udgjordes udelukkende af de på jorden forud for mennesket eksisterende realiteter, vi kalder "dyr". "Dyret" var det højest udviklede, hvilket vil sige, udgjorde den mest fuldkomne eksisterende sammensætning af de for formålet særligt bearbejdede materialer og var dermed den absolut eneste form for "støv" eller materiale, der i harmoni med de logiske love overhovedet kunne bruges.
      Ja, i sandhed, kun af "dyret" kunne "mennesket" skabes. Menneskets tilblivelse er således en "omskabelse" af "dyret". Men denne "omskabelse" er endnu ikke endt. Det jordiske menneske er endnu ikke et færdigt "menneske". Dertil er der endnu alt for mange "dyriske" tendenser i dets væsen, i dets bevidsthed. Sålænge det endnu jager, dræber og æder dyrene, sålænge det endnu erobrer, plyndrer og undertrykker væsener af dets egen art, andre jordiske mennesker, så længe det endnu må foretage sin forplantning eller befrugtning som "pattedyr", må "føde sit barn med smerte", sålænge det endnu er uvidende om sit virkelige og sande jegs udødelige væsen, sålænge verdensaltets analyse endnu kun er "blinde naturkræfter", en nathimmel med lysende stjerner, en samling "stråler" og "bølger", det levende væsen kun en samling kemikalier, livets mysterium "fantasi" og Gud et "tomt begreb", da er Guds skabelse af mennesket ikke færdig, da er det endnu til en vis grad et "dyr", et ubevidst væsen, der sender sine dødskvaler, sine angstskrig, sine "bønner" mod en ukendt overmagt. Alene det, at der er noget, der smerter eller gør ondt, viser jo, at der i tilsvarende grad er noget, der ikke er fuldkomment og dermed noget, der ikke er færdigt, noget der endnu skal rettes, skal omskabes. Og "den sjette dag" ruger således endnu over de jordiske kontinenter.
      Men også denne "store dag" vil engang forsvinde for at give plads for en ny, skøn "dag" i skabelsens historie, give plads for morgendæmringen af "den syvende dags" opdukken af nattens tåger, den "dag", der skal være en "hviledag for Herren", eller den tidsperiode hvor al kamp er ophørt, hvor al lidelse er endt, hvor al tanke, vilje, energi er faldet til hvile i koncentration på verdensaltets absolutte eneste "faste punkt": den evige Guddom, og hvor den store "hvile" er dette, ikke at foruroliges af nogen som helst disharmoni eller manglende kontakt med livets love. "Den syvende dag" er det rige, som i dag "ikke er af denne verden", men som efter "den sjette dags" ophør på jorden som en "ny himmel" og "ny jord" alligevel skal lyse over vor klode.