Det store spørgsmål bliver nu: Kan kærlighed virkelig blive til matematisk videnskab? – Kan det virkeligt i en given situation være fornuft "at vende den højre kind til, når man bliver slået på den venstre"? – Umådelig mange ting i den daglige tilværelse synes netop at gøre det modsatte til kendsgerning. Og hertil må jeg svare, at det er ganske rigtigt, at det daglige liv i meget stor udstrækning ikke synes at bekræfte den her fremførte verdenslogik. Men hvad er den daglige tilværelse her på jorden? – Og hvem er det, der befordrer den? –
      Det er et overordentligt stort flertal af væsener, der ikke, hverken i deres hjerte eller forstand, kender noget til, hvad der virkelig er verdensplanens logik, hvad der virkelig er livets mening. Det er en samling væsener, der mere eller mindre råber i munden på hverandre hver sin særlige specielle anvisning på, hvad der er moral, ret og rimeligt. Det er en samling væsener, der overfor livets virkelige mening er ufødte sjæle, der som følge heraf handler blindt og vildt på diktat af primitive sympatier og antipatier, en samling væsener, der gør tilværelsen til et orgie af hovmod, mord, drab, plyndring og lemlæstelse. Hvorledes skal denne valplads af lemlæstede og sårede, dette mentale krater af dræbende had og ulykkeliges dødsrallen, for det væsen, der endnu ikke kan overskue en sådan dødedans' kvælende fangarme, være udtryk for, at verdensplanens logik er kærlighed? – Hvorledes skal mikroben få ide om de lyse farver i verdensbilledet, sålænge den ikke kan overse den for samme verdensbilledes fuldkomne kolorit og harmoni nødvendige mørke plet eller del, den selv befinder sig i? – Må ikke levereglen, "enhver er sig selv nærmest", blive aktuel, blive populær i en sådan zone af tilværelsen, hvor alt er kamp? –
      Men hvorledes skal da sådanne væseners udtalelser kunne være autoritative på kærlighedsspørgsmålet eller verdenslogikkens område? – Må ikke de væsener, der lever i dalen, stige op på højderne for at få det rette billede af omgivelserne? – Er det ikke en urokkelig logik, at det menneske, der lever i dalen, umuligt kan få et virkeligt selvoplevet billede af den egns omgivelser, det lever i, uden netop ved at stige op på samme egns højeste punkt? –
      Det jordiske menneske lever i en mental dalsænkning, hvis skygge og snævre horisont ikke kan give det noget som helst fuldkomment overblik over den store egn, det lever i, som vi kalder "livet". Enhver, der vil opleve den virkelige sandhed, må derfor begive sig op på "højderne" i livet, hvorfra overblikket over sandheden er at finde.
      Disse højder er ikke helt let tilgængelige. Til at begynde med er opstigningen en entring af næsten lodrette klippeskrænter. Hænderne rives til blods. Men så efterhånden lades hadets, egoismens, griskhedens, hovmodets eller selvforgudelsens og sensationslystens tunge og besværlige bagage tilbage i dalens dybeste og mørkeste skyggeregioner. Befriet for denne ballast begynder åndsevnerne at bære individet mod de evige regioner. Når uselviskhed, kærlighed, intuition og ydmyghed er blevet de altbeherskende faktorer i dets bevidsthed, kommer det på bølgelængde med verdensaltets logik. Og igennem denne bølgelængdes altbeherskende harmoni bliver tænkeevnen fuldkommen, bliver til "den hellige ånd", bliver, som vi senere skal se, til det vingeslag, på hvis sus det levende væsen i stolt ørneflugt bæres hen over den evige åbenbaring af livet, hæver sig op til livsgådernes løsnings allerhøjeste sfære, hvorfra det har fri udsigt over mysteriernes, illusionernes, overtroens og fejltagelsernes dybe afgrunde, dræbende faldgruber og stejle klippeskrænter.
      Og her i dette visdommens klare sollys bliver livspanoramaernes mørke skyggesider fuldt oplyst, detaljerne i samme rigtigt erkendt, og en guddommelig altgennemtrængelig* logisk verdensplan til virkelighed for beskueren. Her er fornuftens kilde, logikkens hjemstavn. Her bliver livets mening til. Vi befinder os på Guds eget udsigtspunkt, hvor "alt er såre godt". Verdensplanens logik er kærlighed, skønhed og glæde.
 
____________
* Tidligere kunne ordet "altgennemtrængelig" også bruges i aktiv form, altså i betydningen "altgennemtrængende".