Dette evige lys er altså "synet af Gud", opfyldelsen af den store forjættelse til de "rene af hjertet", resultatet af lidelsens vej. At opnå dette er "indvielse". "Indvielse" er oplevelse af "viden" i stedet for "tro", fakta i stedet for formodninger, virkelighed i stedet for illusioner.
      Opnåelse af denne bevidsthedstilstand på det højeste religiøse eller åndelige område er således det, der foreløbig er livets mening med de jordiske mennesker. At være i kontakt med denne mening vil altså være det samme som at være i harmoni med den samlede verdenslogik. At gå imod denne logik er at gøre modstand imod verdensplanen. Det er billen, der ikke viger for elefantens fod. Ligesom dens lille spinkle krop må knuses under elefantens tunge vægt, således må også alle viljer, ønsker og begær og de herpå baserede skæbner knuses, der går imod verdenslogikken.
      Men det er netop denne omstændighed, der gør samme logik guddommelig, idet den udelukkende kun kan resultere i kærlighedens kulmination. At gå imod denne logik vil være det samme som at modarbejde kærlighedens og uselviskhedens manifestation og skabelse. At verdensplanens logik knuser eller opløser alle viljer, ønsker og begær, der ikke er kærlige og uselviske, men derimod er egoistiske, hadefulde, intolerante, dræbende og således direkte nedbrydende for al sund og lykkelig oplevelse af livet, kan jo kun være identisk med det allerhøjeste gode i tilværelsen. At dette gode netop er kulminationen af kærlighed, kommer yderligere til syne derved, at knusningen af de omtalte uheldige viljer, ukærlige begær og tankearter altid resulterer i stærke erfaringer. Erfaringer er kendsgerninger, kendsgerninger er videnskab, virkelig videnskab er visdom, visdom er åbenbaring af livets mysterium. Denne åbenbaring er igen "indvielse", "indvielse" er den "forlorne søns" hjemkomst. Denne hjemkomst er vort eget livs forklarelse i Guds stråleglorie. Intet væsen kan fortabes. Verdenslogikken er kulminationen af fuldkommenhed.
      At være kærlig er altså det samme som at være virkelig logisk og dermed fuldkommen. At være ukærlig er at være ulogisk og tilsvarende ufuldkommen. Derfor bliver det rigtigt, når der står skrevet: "Salig er de rene af hjertet, thi de skulle se Gud", thi alle følelser, der ikke er kærlige, er urene og således ulogiske. Nævnte citat vil derfor i virkeligheden sige: "Salige er de logiske, thi disse er i kontakt med verdensplanen og har derfor ikke nogen ukærlige eller selviske tankearter, begær eller ønsker, der kolliderer med denne, og kan således ikke komme til at opleve smerten af disses knusning mod verdensplanens urokkelighed. Intet kan forstyrre freden i deres hjerter. Og alene herpå kan en virkelig salighed hvile".
      Det samme gør sig også gældende, når det hedder: "Elsk din Gud over alle ting og din næste som dig selv, det er al lovens fylde". Citatet udgør en opfordring til at lade kærligheden være det højeste i bevidstheden. Denne opfordring ville jo være ganske meningsløs, hvis ikke netop kærligheden var opfyldelsen af verdensplanens logik. Hvorledes skulle den ellers være "al lovens fylde".
      Kristus siger: "Derpå skulle alle kende, at I ere mine disciple, dersom I have indbyrdes kærlighed". Hvis ikke denne indbyrdes kærlighed havde noget med logik at gøre, ville den da være et mærkeligt kendetegn på ophøjet discipelskab.
      Verdensplanens logik, tilværelsens facit, livets mening er altså kærlighed. Men når kærlighed således er tilværelsens facit, er livets mening, er logik, er den også videnskab. Og da verdensplanen er den største plan i tilværelsen, må viden om dens struktur og detaljering være den højeste videnskab. Dens tilegnelse som matematisk kendsgerning, og denne kendsgernings anvendelse som basis for en højeste fornuftsmæssig livsførelse for individet, samfundet og staterne, er derfor "det eneste fornødne" i al jordisk tilværelse.