Som vi i det foranstående har set, udgør materialisme og religiøsitet kun forskellige former for manifestation af det samme princip. Materialisten og den religiøse har hver især sin særlige specielle forestilling om den samme ting, nemlig den ukendte verdensanalyse, hvilket igen vil sige, om alt det, der ligger udenfor det fysisk synlige, om alt det, der endnu ikke er blevet til kendsgerninger. Men da den virkelige verdensanalyse således, for de nævnte to grupper mennesker, ligger i eller hører ind under det ukendte, kan deres meninger eller påstande om det samme ukendte allerhøjst kun være formodninger, postulater eller dogmer. Men dette forhindrer jo ikke, at nogle af disse postulater eller dogmer kan være sandheden eller den virkelige verdensanalyse nærmere eller fjernere end andre af de samme påstande. Og der opstår derfor en almindelig forvirring med hensyn til selve livets analyse. Den religiøse holder på, at hans opfattelse er rigtig samtidig med, at materialisten ikke er mindre stejl eller hårdnakket, når det gælder forsvaret af hans påstand som den rigtige.
      For udenforstående, hvilket vil sige væsener, der ikke kan tro på nogen som helst af de hidtidige fremsatte materialistiske eller religiøse dogmer eller påstande om verdensanalysen, vil det store spørgsmål "hvad er sandhed" stadigt være meget aktuelt. De nævnte væsener har, skønt de ikke tror på de "autoriserede" religiøse eller de "moderne" materialistiske dogmer, alligevel en ukuelig instinktmæssig trang til viden om det ukendte. De har i virkeligheden en ubevidst eller skjult "tro" på, at der findes en for logik, intelligens eller fornuft endnu mere tilfredsstillende detaljeret løsning end den, de førnævnte traditionelle dogmer og påstande repræsenterer. Også de er således "troende" væsener, uden at deres tro dog har fået noget accepteret bestemt ideal. De er alle i virkeligheden også repræsentanter for et andet stort spørgsmål: "Hvad skal jeg gøre for at blive salig".
      Men de er trods dette dog ikke nær alle lige følelses- og forstandsmæssigt kvalificerede til at modtage den store løsning på livets mysterium, svaret på deres inderste dybeste spørgsmål. For nogle går acceptionen let. De har det fornødne medfødte ligevægtige sind, der ikke lader dem komme i stærk følelsesmæssig affekt mod anderledes tænkende, ikke afføder stærkt begær om at blive andre mennesker dominerende overlegen, ikke nærer eller stimulerer hovmodige illusioner om allerede at være "højtudviklede" væsener. De har således talent for tolerance, talent for ikke overilet at lade sig rive med af nye følelsesmæssige "vækkelser" eller "rørelser". Dette i forbindelse med deres deraf fremtrædende ydmyge og kærlige væsen giver dem den store tålmodighed, fred og ro i sindet, den balance i deres underbevidsthed, som kun kan afføde en stilfærdig modtagelighed for en absolut saglig, nøgtern forskning af livets højeste mysterium. De er "den gode jord", i hvilken livets højeste visdom kan "sås" og bære sine "hundrede fold". De hører "ordet". Gennem hjerte og forstand bliver det til kendsgerning, og gennem væremåden til kærlighed.
      Medens en højere livsforskning for disse væsener således går forholdsvis let, og de derved bliver visdommens faste støtter, vil samme forskning for en hel skare af andre væsener derimod foregå meget besværligt.
      Disse andre væsener har en altfor stor uro i sindet. De mangler menneskekærlighed. Derfor har de tilbøjelighed til intolerance. De forsker livsproblemerne mere af forfængelighed og utilfredsstillet ærgerrighed end af medfødte naturlige anlæg og talenter. Som følge heraf bliver det i mindre grad livets virkelige og nøgterne sandhed og logik og den herpå hvilende forædlede væremåde, end det bliver dets sensationer og muligheder for deres egen berømmelse, de efterstræber eller dyrker.
      Denne forstærkede trang til opnåelse af andres beundring og hyldest bevirker en tilsvarende alt for stærk "albuen sig frem", svækker deres egen evne til at beundre og hylde andre og virkelige fremragende, men endnu ikke berømte personer, de måtte møde på deres vej, ja opflammer undertiden ligefrem had til disse personer, idet de i dem frygter overlegne konkurrerende aspiranter til den berømmelse eller publikumsgunst, de selv efterstræber. Deres endnu uudviklede moral inspirerer dem ikke til at være helt ærlige. I deres jag efter beundring opsnapper de megen viden fra de virkelige talentfulde for senere i større eller mindre grad at publicere den som deres egen. Deres manglende ydmyghed og primitive næstekærlighed i forbindelse med deres særlige antipati for de virkeligt begavede medaspiranter får dem næsten altid til at bekæmpe disse.
      Uden at de i virkeligheden er sig den her sande årsag til deres væremåde bevidst, ligger de således i strid med mange af de væsener, de i virkeligheden burde beundre, burde acceptere som lærere. De bringer som oftest stor ufred, disharmoni eller mørk atmosfære i deres kølvand. Der er megen larm og støj omkring dem, hvor de så end forekommer, enten det er i foreninger, videnskabelige eller religiøse forsamlinger, eller det er i politiske foretagender, embeder eller professioner. Sådanne mennesker kan altså tilegne sig overordentlig megen teoretisk viden, med hvilken de kan blænde eller bluffe mange, men deres primitive følelsesliv, der endnu i så høj grad dikteres af hovmod, ubehersket forfængelighed eller berømmelsestørst i forbindelse med en endnu forholdsvis svagt udviklet medfølelsesevne, afslører sig altid tilsidst, skaber kulde omkring dem, gør dem ensomme, giver dem de bitre lidelser eller erfaringer, der gør det af med ethvert hovmod, med enhver selvforgudelse, åbenbarer tomheden eller hulheden i ethvert liv, der kun er baseret på berømmelse, viser hvorledes denne tilstand gør det ganske umuligt for dem at være fuldstændig nøgterne og ærlige i deres docering af det absolut virkelige, idet nævnte tilstand jo får dem til, om end i mange tilfælde ubevidst, i større grad at forme nævnte docering til fordel for opnåelse eller bevaring af medmenneskenes hyldest, end til fordel for åbenbaringen af de højeste eller evige fakta, der hvor denne ville bringe populariteten og eventuelt deres økonomi i fare.
      De pågældende væsener møder således her livets egen direkte undervisning, bliver gennem bitre erfaringer skolet i, hvor uegnet man er til at være den evige sandheds repræsentant, sålænge man endnu ligger under for en, med en overlegen eller altdominerende berømmelsestørst forbundne, uærlighed, og at virkelig åndelig storhed og magt derfor absolut ikke kan opnås, sålænge berømmelse eller medmenneskers hyldest er det bærende motiv i ønsket om nævnte oplevelse. Ligesom et barn ikke pludselig kan blive voksen, blot fordi det ønsker det, men må vente til de år er gået, der betinger dets vækst, således kan et væsen heller ikke i kraft af et ønske pludselig blive en åndelig storhed, men må udvikle sig til at kunne opfylde de betingelser, på hvilke en sådan tilstand udelukkende er baseret. Derfor kommer den nævnte åndelige storhed slet ikke, når individet ønsker den, men når det derimod er modent til at kunne bære en sådan mentalitet. Dette vil igen sige, på et tidspunkt, hvor ydmyghed, medfølelses- eller kærlighedsevnen igennem livets direkte påvirkning er blevet udviklet til en så altdominerende faktor i dets bevidsthed, at tanken for medvæsenernes skæbne ganske har fortrængt selvforgudelsen eller tanken om selv at være eller blive noget stort.
      Når individet således er nået igennem de stærke lidenskaber og magtbegær, og der fra dets åsyn begynder kun at lyse beskedenhed og kærlighed, da er "himmeriges rige" nær. Da er den "forlorne søn" på tærskelen til sin evige Fader.