Da den materialistiske verdensanskuelse således ikke er videnskab, men kun er en påstand uden urokkelige kendsgerninger, er den kun udgørende et primitivt dogme, der ikke har rod i de med de ydre synlige materielle kræfter dirigerende usynlige indre åndskræfter, af hvilke dens tilhængeres egen fornemmelse af at være til dog eksisterer som kendsgerning.
      Da den således ikke har fodfæste i virkeligheden, er vi her kommet til den håbets lyse tendens, der lader ane, at de store udtalelser fra menneskehedens største repræsentanter er evige sandheder. Og at beretningerne om "det evige liv", om "spurvene, der ikke falder til jorden, uden at det er Guds vilje", om vore "hovedhår, som er talte" samt de yderligere udtalelser, hvor det hedder: "Som et menneske sår, så skal det høste", – "Vend den højre kind til, når du bliver slået på den venstre", – "Stik dit sværd i balgen, thi hver den, som ombringer ved sværd, skal selv omkomme ved sværd", – "Elsk din Gud over alle ting og din næste som dig selv, det er al lovens fylde", – "Alt er såre godt" osv. virkeligt er kendsgerningers analyse, er videnskab eller udgør den fuldendte verdenslogik, der kulminerer i sand skønhed, harmoni, glæde og kærlighed.