En faktor, der efterhånden vil blive den allerstørste og vigtigste i den menneskelige fremtræden, er den realitet, vi kender under begrebet "forstand". Denne realitet er igen det samme som evnen til at opfylde den lovmæssighed i tænkning, som enhver art tænkning må være underkastet for at kunne udgøre et hundrede procents nyttefrembringende formål, for at være absolut fuldkommen. Denne lovmæssigheds opfyldelse er igen det samme som det, vi kalder "logik". Den fuldkomne og absolutte logik eksisterer altså kun i form af tankelovens totale opfyldelse.
      Men denne totale opfyldelse eksisterer ikke hos det jordiske menneske i dag. Den er endnu noget vordende, noget der er under udvikling. Dette vil igen sige, at det nævnte væsen endnu ikke har en absolut fuldkommen forstand, kan endnu ikke handle absolut logisk.
      Dette betyder naturligvis ikke, at jeg hermed vil stemple ethvert jordisk menneske som sindssygt eller abnormt. Tværtimod, den her nævnte ufuldkommenhed eller mangel er en ganske normal tilstand og har intet som helst tilfælles med de almindelige former for sindssygdom og åndssvaghed, idet disse skyldes sygdomme i allerede udviklede dele af forstandsevnen.
      Medens disse sygdomme er virkninger af omstændigheder, jeg ikke kan komme ind på her, men som er nærmere definerede i "Livets Bog", er den almindelige ufuldkommenhed ved det jordiske menneskes forstand kun et udviklingsspørgsmål. Forstanden er noget, der, ligesom så meget andet vedrørende det levende væsen, er under udvikling, er under opbygning og fuldkommengørelse. Den vil derfor aldrig i nuet være på højde med det, den skal blive i fremtiden.
      Ethvert levende væsen er således underkastet forstandsudvikling. Denne udvikling er igen i særlig grad fremherskende hos mennesket.
      Da en nation eller et folk består af enkelte individer, vil nævnte nations eller folks kultur eller samlede forstandsmæssige fremtræden ligeledes være under udvikling. Ligesom de enkelte individer ikke er lige langt fremme i forstandsudviklingen, således er nationerne eller folkene heller ikke lige langt fremme. Ligesom vi har individer, der er foran andre i kultur og fremtræden, således har vi også nationer eller stater, ja endog religiøse sammenslutninger, der er længere fremme end andre. Alle levende væsener, enkelte såvel som grupper eller sammenslutninger, repræsenterer således forskellige fra lavere til højere former for trin i forstandsudviklingen.
      At have en udviklet forstand betyder altså at have en fremragende evne til at konstruere planen i sin handle- og væremåde til størst mulig fordel for opfyldelsen af et ønsket formål.
      Men da et ønsket formål undertiden kan være af en sådan natur, at det kun er baseret på at være til størst mulig fordel for dets ophav på en hensynsløs bekostning af andre levende væsener, det være sig mennesker eller dyr, ligesåvel som det også udelukkende kan være baseret på manifestation af uselviske handlinger, kan en forstand således ligeså godt bruges i det "ondes" som i det "godes" tjeneste.
      Da det "onde" er det samme som udløste årsager, hvis virkninger tilsidst er smerte- og lidelsesfrembringende, medens det "gode" er udløste årsager, hvis virkninger udelukkende skaber glæde og lykke for alt og alle, bliver forstanden igen den udløsende faktor i enhver skæbnedannelse, i enhver livsførelse, i enhver oplevelse.
      Imellem livets oplevelse og individets forstand er der således et vist sammenhæng. Som forstanden er, således også verden, livet eller tilværelsen for dens ophav. Forstanden er de "briller" igennem hvilke verden ses. Den "farve", disse "briller" har, bliver afgørende for deres ophavs syn på livet, individet og skæbnen.