Men afgudsdyrkelse er hedenskab. Da den gængse kristendom i virkeligheden er baseret på ovennævnte gudsdyrkelsesform, og dens gudebillede eller guddomsopfattelse er den fra hedenskabet overleverede, der udtrykker den med jordmenneskelig ufuldkommenhed fremtrædende "vrede" Gud, bliver samme kristendom således identisk med den fornemste form for hedenskab. Og så længe dette hedenskab regerer verden, kan der umuligt blive nogen varig fred, så man skal ikke vente sig, at den gængee kristendom vil kunne frelse verden. En "guddom", der selv ligger under for primitive jordmenneskelige svagheder, dirigeres af sympatier og antipatier, ja, endog så meget, at den uskyldige må lide, for at de skyldige kan gå fri, kan ikke være noget fundament for absolut retfærdighed, virkelig fred og udvikling af kærlighed.
      Det er fra en sådan guddomsopfattelse, at verden må befries, må frelses. At få det overleverede hedenske gudebillede til at vige pladsen for en virkelig alkærlig guddom, det er verdensgenløsningens store mål. Det er dette mål, der skal nås gennem "Talsmanden den hellige ånd". Og det er netop arbejdet herpå, der tog sin begyndelse med manifestationen af Jesu mentalitet og væremåde. At studere denne mentalitet, at opøve sig til at efterleve denne væremåde, at praktisere hans kærlighed, det er livets løsen. Og enhver religionsform, en hvilken som helst tankeindstilling på livet, der ikke er baseret på dette løsen, er og bliver hedenskab. Kristendom kan aldrig nogen sinde være ægte, uden at den samtidig må være hundrede procent udtryk for Kristi mentalitet og væremåde.
      Men dette opfylder den gængse kristendom absolut ikke. Den nøjes bare med at fortælle om nævnte guddommelige væremåde som en biting og lærer som en hovedting troen på et gudebillede, hvis mentalitet er en skrigende kontrast til nævnte væremåde, en guddom, der straffer og hævner samt handler med "syndernes forladelse".
      Men en guddom, der således på en måde lader sig bestikke til at lade straffen gå ud over en uskyldig, for at de skyldige kan gå fri, kan aldrig nogen sinde være retfærdig eller kærlig og er således absolut en hedensk gud. Troen på denne gud er hedenskab. Og da de "kristne" mennesker i verden vitterligt trods kendskabet til Jesu væremåde, Jesu forkyndelse og vejledning, hans anvisning på, at man skal vende den højre kind til, når man bliver slået på den venstre, man skal stikke sit sværd i skeden, for at man ikke selv skal omkomme ved sværd, man skal elske sin næste som sig selv for overhovedet at blive salig, alligevel dyrker en guddom, et højeste væsen, der selv overtræder denne guddommelige anvisning, er det ikke så mærkeligt, at "kristendommen" nu kun er en skygge af sig selv og umuligt kan frelse verden. Det er intet under, at de "kristne" stater er blevet krigens mest geniale tjenere. De kristne staters indbyggere er blevet de krigsdygtigste mennesker i verden. I stedet for at "stikke sværdet i skeden" har de ført de mest rædselsvækkende og dødbringende krige på jorden, Invaliditet og undergang er der i de "kristne" staters fodspor. De overgår selve "hedningerne" i at hævne, ja, danner endog skole for disse væsener. Man udbreder dygtiggørelsen i at overtræde Kristi skønneste idealer. Hans mentalitet og fuldkomne væremåde, der blev givet for at danne skole og derigennem dygtiggøre menneskene i at "frelse" sig selv, er for længst fordunklet af krigens atmosfære. Tidens store løsen er nu: oprustning, oprustning, oprustning. Tænk hvilket omfang Jesu korsfæstelse i dag repræsenterer. Og denne korsfæstelse kalder man – "kristendom".