Hvad er da dåben? – Dåben er et sakramente ligesom nadveren. Men medens nadveren er baseret på at skabe en følelsespåvirkning, der kan fjerne samvittighedsnag eller sjælelig nedtrykthed over bevidste "synder", man har begået, er dåben derimod for det voksne menneske en åbenlys højtidelig erkendelse af at ville bekende sig til den "sande kristendom". For det endnu spæde barn, der ikke aner, hvad der finder sted, kan dåben selvfølgelig kun være udtryk for forældrenes officielle erkendelse af, at deres barn skal tilhøre kristendommen. Naturligvis kan dåben i et sådant tilfælde, selv om den ikke bliver det for barnet, som den bliver for det voksne menneske, ikke undgå at være en velsignelse af barnet, for så vidt forældrenes tanker og præstens bøn er virkelig ærligt "kristne". Og dåben bliver da også for så vidt i kontakt med Jesus, der hvor han siger: "Lader de små børn komme til mig, formener dem det ikke, thi Guds rige hører sådanne til". Men en sådan velsignelse kan også i fuldeste mål vederfares det lille barn ved en blot og bar håndspålæggelse i forbindelse med guddommelige, kærlige tanker for barnet, ganske uden den traditionelle benyttelse af vand. Derfor vil vandceremonien også være mere passende for det menneske, der først bliver døbt i voksen og bevidst tilstand.
      At dåbsceremonien ikke er helt fuldkommen, når den påføres det lille barn, kommer jo til syne i den omstændighed, at man her ganske mangler individets egen bevidste sanktion af denne dets indlemmelse i de kristne traditioner. Man har derfor også følt sig nødsaget til at måtte indføre den såkaldte "konfirmation", hvorved individets egen bevidste indvilligelse officielt kan komme til at foreligge.
      Men hvorfor skal et menneske døbes?
      Når dåben er blevet indført i verden, så kan det kun skyldes den omstændighed, at det for det primitive menneske, der endnu kun følelsesmæssigt, men ikke forstandsmæssigt kunne opfatte selve livets virkelige struktur, var nødvendigt at skabe en foranstaltning, ved hvilken samme primitive menneske kunne få en følelsesmæssig påvirkning. Det er rimeligt, at mennesket på et stadium, hvor det endnu ud over sin daglige kamp for tilværelsen eller selvopholdelsesdriften ikke kan bruge forstandens klare lys, kun kan påvirkes gennem følelsen. Og til påvirkning af følelsen tjener ceremonier bedre end analyser, og navnlig på et tidspunkt, hvor analyseringsevnen på det religiøse område endnu kun var ganske latent. Det religiøse liv blev da også – i modsætning til det øvrige liv, der jo var en kamp mod naturen, en kamp for føden og selvhævdelsen, og derfor blev en oplevelse af realistiske eller rent praktiske kendsgerninger, der mere og mere trænede forstanden – af ceremoniel natur.
      Denne natur bevirkede efterhånden, at der blev bygget store templer med skønt indre udstyr, med altre og røgelseskar betjent af ypperstepræster. Præster i ejendommelige dragter, tempeldanserinder i luftige gevandter, alt sammen baseret på at skabe lyse stemninger og således indvirke på følelseslivet, men derimod kun meget lidet egnet til at give direkte oplysning for forstanden. Men det primitive menneske, for hvem den højere analysering af selve livets mysterium på grund af den latente intelligensevne ikke var påkrævet, havde jo ingen mulighed for sjælelig løftning på anden måde end igennem stemninger. Det religiøse liv måtte derfor også nødvendigvis udvikle sig i retning af at skabe lyse stemninger ved hjælp af sådanne midler, som kunne virke på det primitive menneskes følelsessans, der jo var dets mest dominerende sanseredskab. Og af denne udvikling er vore kirker af i dag jo kun et resultat eller en forlængelse. Hvad er præstens messe, kirkeorglets brus, sangkorenes tonevæld og kirkeklokkernes klang andet end midler til skabelse af stemninger, der kan virke oplivende på følelsen og dermed gøre sindet glad og opløfte sjælen. Og man kan derfor blive oplivet af en gudstjeneste og forlade den løftet og glad, men er ikke i nogen som helst grad blevet virkelig – klogere. En gudstjeneste er ikke en skole, men en stemningsmanifestation.
      Og er det ikke det samme med sakramenterne? Hvad klogskab får man igennem sakramenterne? Gælder det ikke også her, at det kun er en ophøjet stemning, der tildeles en? – Det menneske, der går til alters oprigtigt troende, går det ikke bort fra dette "Herrens bord" i forvisningen om at have fået "syndernes forladelse"? – Hvad er denne forvisning andet end en højere og lysere stemning? – En berigelse af kundskab, en nærmere redegørelse i uangribelige analysedetaljer, gående matematisk op i verdensaltets øvrige guddommelige struktur, har den "syndsforladte" således absolut ikke fået. For ham står begivenheden i virkeligheden kun som et mirakel, hvilket vil sige: en skabelse direkte på "Guds befaling", ja, er faktisk "et Nogets frembringelse af intet".
      Men da "noget" ikke kan frembringes af "intet", bliver en sådan opfattelse ganske uholdbar for det fremskredne, tænkende og analyseringsdygtige menneske. Og tilliden hos et sådant væsen til sakramenternes mirakuløse natur opløser sig derfor mere og mere. Og disse mister derved i samme grad deres stemningsløftende kraft for samme væsen.
      Og hvad så med samme væsens "kristendom", når det således f. eks. ikke mere kan tro på dåben? – Ja, så er det jo – efter de mest ivrige eller nidkære "kristne"s formening og dom – hjemfalden til "evig fortabelse" i et "gloende helvede".
      Men da det efterhånden bliver en mere og mere udbredt kendsgerning, at dåbens løftende indflydelse fuldstændigt taber sig for flere og flere mennesker, bliver det også en kendsgerning, at flere og flere mister den herpå baserede adgang til den sande lykke, adgangen til at blive "frelst", som det hedder. En i størrelse voksende skare går til "fortabelse", går til "helvede", medens strømmen til "frelsen" bliver mindre og mindre.
      Men hvis denne opfattelse nu virkelig var rigtig, så måtte Guddommens plan eller hensigt med menneskene jo være så temmelig forfejlet. Flere og flere mennesker melder sig ud af folkekirken, flere og flere mister troen på deres børnelærdom. Mange mennesker hører op med at gå i kirke. Masser af mennesker bliver fritænkere. En vældig strøm af mennesker går over i andre trosretninger osv. Men fælles for dem alle er i henhold til den "kristne" nidkærhed, at de er "fortabte".
      Har Guddommen da ikke ment at "frelse" alle mennesker? – De nidkære i troen svarer ganske vist her, at Gud har givet ethvert menneske en "fri vilje", så de selv kan vælge, men den kendsgerning bliver dog stående, at de ikke alle har evne til at tro på det "rette". Og mange af dem, der før troede, mister fuldstændig troen. Hvorledes skal så disse mennesker kunne "ville" det "rette"? – Det er jo en betingelse at skulle tro på "frelsen" gennem dåbens velsignelse for at undgå den "evige fortabelse". Men hedder det sig ikke gennem den samme ortodokse "kristendom", at det er Guddommen, der skaber mennesket, det er Guddommen, der har al magten i himlen og på jorden? Hvorfor har han så ikke skabt mennesket således, at det umuligt kunne "ville" det forkerte? – Der er da sikkert ikke noget levende væsen, der kan betragte en "evig fortabelse" som et ideal, eller som en lykkelig attråværdig fremtid. Når samme Guddom er "alvis", kan han ikke undgå at have vidst resultatet allerede i forvejen, inden han skabte de mennesker, der ender som "evigt fortabte". Da han samtidig påberåbes at være "alkærlig", hvorfor har han så ikke med sin "almagt" bevirket, at evnen til at tro er lige stabiliseret hos alle mennesker? – Der må da være noget ufuldkomment i hans skabelse hos de mennesker, der mister evnen til at tro og derved samtidigt mister evnen til at ville det rette. At gøre disse mennesker ansvarlige for deres manglende tro er da i allerhøjeste grad ukærligt. De kan umuligt præstere egenskaber eller manifestationer, der er baseret på evner, de slet ikke har.
      Mon ikke den nidkære "kristendom", der dømmer med ild og sværd, evig fortabelse og helvede, her i en lidt for udpræget grad er spækket med hedenske traditioner? – Og tror man ikke, det er en farlig sag således i kristendommens navn at svovle med død og helvede over andre væsener? – Viser det ikke en temmelig spinkel næstekærlighed? – Og er det ikke denne tåbelige dom eller dømmen, deres egen fører og verdensgenløser advarer imod, når han siger: "Dømmer ikke, thi med hvad dom i dømme, skulle I igen dømmes".