Grand Kursus
Evighedslegemet
Symbol nr. 16
541. Trekanten i midten symboliserer det faste punkt eller jeget i det levende væsen. Universet, kloder og mælkeveje er levende væsener, og der er et jeg inde i dem, ligesom der er et jeg inde i os. Dette jegprincip indebærer, at jeget er det, der oplever. Jeget er det noget, for hvilket det hele eksisterer. Jeget er det, der tilkendegiver sig og oplever tilkendegivelse, og det er det, der er ophav til bevægelsen. Hvor skulle bevægelsen ellers komme fra? Den kan ikke komme af ingenting. Det er rigtigt, at en bevægelse kan have indflydelse på en anden bevægelse, men den må jo også komme et sted fra. En bevægelse udløses altid som et led i en logisk plan. Hvis man vil iagttage det nærmere, vil man se, at det udløser sig som en logisk plan. Enhver bevægelse, der udløses, har en hensigt, et mål.
      De violette buer på symbolet viser princippet for det levende væsens energiudløsning. Den energi, der sendes ud, kommer tilbage til dets ophav. Det er en lov, og derved kommer vi til klarhed over, hvordan skæbnen opstår. Vi kommer derved til at se, at det et menneske sår, kommer det til at høste. (Se stk. 134, 272)
Symbol af Martinus
Symbol 16
Evighedslegemet