Grand Kursus
Grundenergiernes kombinationer
Symbol nr. 12
320. Symbolet viser de seks grundenergier. Desuden er der en syvende grundenergi, moderenergien, der giver sig til kende ved, at den holder de seks grundenergier i de kombinationer, der ses på symbolet. Vi ser, at hver energi vokser frem til en kulmination, hvorefter den når frem til en latent tilstand, hvorfra den går videre til en ny kulmination og således fortsættende. Det gælder for hver enkelt energi, og af disse energier består hele verdensaltet. Alt det, vi kan sanse, alt det, vi kan se, alt det, vi kan høre, alt det, vi kan fornemme, består af disse seks grundenergier. Det gulv, vi går på, er sammensat af disse energier. De øjne, vi har i hovedet, er sammensat af disse energier, og den lyd, vi udslynger, er sammensat af disse energier. De fremtræder i de fire forskellige tilstandsformer, nemlig som fast stof, flydende stof, luftformigt stof og stråleformigt stof. Som vi skal se, eksisterer det stråleformige stof i tomrummet imellem de materielle partikler.
      Imellem de to røde firkanter ser vi den kombination af energierne, der er i planteriget, og imellem de to orange firkanter ser vi den kombination, der er i dyreriget. Det jordiske menneske er hjemmehørende i den sidste del af dyreriget.
      De gule firkanter symboliserer det rigtige menneskerige, hvor mennesket er nået op til at have fået de dyriske tendenser bekæmpet, og hvor det er blevet til et fuldkomment menneske. I det rigtige menneskerige når det op til at være færdigt med at komme ind på det materielle plan, og det kan så fortsætte med at leve i de åndelige verdener på grundlag af hele denne udvikling, hvor det er blevet til mennesket i Guds billede.
      Vore tankearter består af disse seks energier, og derfor har de jo også fået bevidsthedens eller tankearternes navne. Den røde farve symboliserer instinktenergien, der er en bevidsthedsevne, som de fleste kender.
      Den orange farve symboliserer tyngdeenergien. Den kender mennesker ikke så godt, men den er alligevel til stede. Den er varmeenergien, og i den materielle tilstand er det den rene ild. Inde i os er det den, der er varme, den, der danner vor temperatur. Når tyngdeenergien bliver for stærk, er det, at mennesket bliver hidsigt eller rasende. Det er den energi, der kan eksplodere. Det er den samme energi, der er til stede i bomber osv. Men for at eksplodere skal den være i forbindelse med den energi, som vi kender som følelse.
      Inde i os er følelsen (gul farve) en bevidsthedstilstand, men ude i verdensrummet er det verdensaltets kulde. Verdensaltets ild og kulde laver tilsammen den spænding, der skaber al manifestation, al kraft, såvel i en elektromotor som i en dampmaskine og inde i vor organisme.
      Intelligensenergien (grøn farve) kender vi også som en bevidsthedsenergi i form af vor intelligens. Dernæst kommer intuitionen (blå farve) og hukommelsen (indigo farve).
      Der, hvor de arbejder inde i vor bevidsthed, er energierne i deres allerhøjeste stadium. Derfra går de ned i særlige grader og bliver til materielle foreteelser, efterhånden som de kommer ud i manifestationen. I kraft af vor vilje jonglerer vi med disse energier, der altså findes i tomrummet. (Se stk. 185, 198)
Symbol af Martinus
Symbol 12
Grundenergiernes kombinationer