Det skabte – X3
Symbol nr. 10
168. Symbolet viser det synlige verdensalt. De seks farvede figurer viser alt det, der har tid og rum, alt det, der har begyndelse og afslutning. Der er seks forskellige epoker, hver med sin kulmination. Når en kulmination tager af, kommer der en ny tilstand frem, den kulminerer, den tager af, og en ny tilstand kommer igen frem og går imod en ny kulmination, og således fortsætter den evige tilværelse med forskellige interessesfærer.
      Inden for dette farvede område eksisterer materien, både de psykiske og de fysiske materier, og de danner altså den verden, som vi kan se, og som er tilgængelig for sansning. Her indenfor har alting begyndelse og afslutning. Men herigennem kan vi opleve, at der er mere til. Den materielle verden og den psykiske verden, som vi efterhånden kan blive hjemme i og iagttage, er ikke hele tilværelsen. For dette område, som vi lærer at kende, som virker på sanserne, og igennem hvilket vi selv kan manifestere os, lærer os alting. Det er jo selve Guds åbenbaring, verdensaltets jegs åbenbaring eller naturens åbenbaring. Det er en evig tale, en evig belæring, en evig oplevelse, en evig eksperimenteren, en evig arbejdstilstand, en evig funktion, der er inddelt således, at det går fra den ene kontrast til den anden.
      Man kan ikke opleve, uden at det sker ved kontraster. Men ved at man således bliver mættet og igen går imod en ny mættelse osv., bliver tingene inddelt i afsnit. Derved bliver tiden til, for et afsnit varer derfra og dertil, altså et tidsrum. Det optager ikke blot et fysisk rum, det optager også tid. Det levende væsen er slet ikke her. Symbolet viser kun det, der er inden for tid og rum. Det er tale, det er manifestation, det er tanker og organismer, alt sammen skabte realiteter. Men skaberen, der har frembragt realiteterne, er hævet over disse realiteter. Derfor kan tingene ikke være en analyse af skaberen, for han var til, før det blev skabt. Symbolet viser det skabte. Tager vi noget skabt, jamen så var den usynlige skaber jo til, før det blev skabt. Det vil så ikke være en analyse af skaberen.
      Skaberen har evigt været til, det skabte er kun en midlertidig tilkendegivelse af skaberen. Igennem dette afslører det sig nemlig, at der er bevidsthed bagved, for det er jo logisk bygget op. Alting ender i logiske planer. Der, hvor naturen får tingene færdig, er slutfacittet altid til glæde og velsignelse for levende væsener. Sådan er det hele vejen i verdensstrukturen, og når det er planmæssigt, afslører det en hensigt.
      En hensigt er jo et ønske, det er et begær, og dets udførelse er vilje. Altså er der begær og vilje bagved. Men begær og vilje kan ikke være noget tomt i luften, der må være noget, til hvilket det er knyttet. Foreløbig danner det denne skabelse inden for alle de rum- og tidsdimensionelle tilstande, og da det jo er en logisk skabelse, kommer vi til at se, at der bagved er noget, der har denne skabeevne, der har bevidsthed, der ønsker, at det og det skal ske, og at det skal blive på den og den måde. Derved kommer vi til en skabeevne. Jeg har forklaret det før, men man må have det fuldstændig fundamentalt ind i bevidstheden, for ellers får disse ting ikke fodfæste i ens bevidsthed.
      Der er folk, der siger, at der ikke er andet til, en åndelig verden er noget vrøvl, at når vi er døde, så er vi døde. Det er altså mennesker, der kun kan se den fysiske materie. De kan ikke se den materie, deres bevidsthed og tanke består af, den benægter de også. De kan se de fysiske materier, deres fysiske organisme. Men de forstår ikke, at de har et jeg, skønt de dog hele tiden handler, bestemmer, tænker og ønsker, begærer osv. De har altså et jeg. Det forstår de ikke, for det er ikke noget, de kan tage og føle på. Men de har et jeg. Det er det, vi skal lære af naturen. Uden om Bibelen, uden om hellige bøger og andre menneskers teorier og forestillinger, kan vi her gennem disse analyser finde livets løsning, livets mening. (Se stk. 111)