Forklaringen på Bibelens treenige princip "Faderen, sønnen og den hellige ånd"
83. Vi ser således tre store principper, der i realiteten er afhængige af hinanden og udgør en enhed, som ikke kan adskilles. Derved bliver det et treenigt princip, og vi får her forklaringen på Bibelens fremføring af Faderen, sønnen og den hellige ånd.
      Faderen er det høje princip, sønnen er alle de levende væsener, som dette høje princip manifesterer sig igennem. Dette guddommelige noget manifesterer sig ikke blot igennem verdensaltet, men også igennem de levende væsener i form af det levende væsens jeg, og derfor bliver der mange jeger, mange levende væsener. Det bliver sønnerne. Det er sønneprincippet.
      Det tredje princip er den hellige ånd. Ånd er bevidsthed, og bevidsthed består af tanker, viden, erfaringer, begær, ønsker, glæde osv. Når der er tale om den hellige ånd, så er der tale om den højeste, fuldkomneste bevidsthedsform, og det er alt det skabte. Det skabte er Guds bevidsthed. Alt det, der fungerer og skabes omkring os, udtrykker Guds tanker, hensigter og ønsker. Vi ser således, at hele universet er en levende organisme med et jeg, akkurat ligesom vi andre har et jeg.
      Vi har et jeg, en skabeevne og det skabte. Det skabte er vor organisme og de manifestationer, vi med denne organisme udløser. Således har vi også tre principper, der ikke kan udskilles. Hvis vi ikke havde kroppen, kunne vi ikke lave manifestationer, og ingen kunne opleve os. Havde vi ikke sanseevnen eller skabeevnen, kunne vi heller ikke opleve noget. Vi ville ganske vist være i en evig eksistens, men vi ville aldrig nogen sinde komme til klarhed over, at vi havde denne eksistens. Således kan vi komme til at se udødeligheden og de evige facitter.
      Det højeste facit er det treenige, guddommelige princip, som betinger et levende væsens eksistens, som betinger, at universet er levende. Det ville jo også være en ganske mærkelig tanke, at disse solsystemer, mælkeveje og vældige masser af kræfter og udløsninger skulle sejle igennem verdensrummet i deres vældige baner, blot for at vi skulle se dem som små stjerner. Hvilket meningsløst formål.
      Det ville også være vanvittigt at tro, at tilfældigheder kan lave logisk skabelse. Vi er nødsaget til at gå ud fra de områder, hvor vi selv har en hundrede procents indsigt i tingene, og det har vi jo inden for det menneskelige skabeområde. Der ved vi, at det ikke nytter noget, at vi samler en bunke materie sammen, og så bliver det af sig selv til et hus, en klædning eller et eller andet menneskeværk. Det gør det jo ikke. Der skal et jeg, en skabeevne og en bevidsthed til for at bygge noget logisk op. Der, hvor det ikke eksisterer, kan ingen logik manifesteres, der kan ingen opbygning finde sted, der vil kun være kaos.