Det skabte
81. Når der har været en evig skabelse, må der også have været et evigt resultat af denne skabelse, og det er jo også det, der er. Alle ting i den materielle verden og i de psykiske verdener består af materie. Alt det, der er bevægelse, alt det, der reagerer på sanserne, er jo det skabte eller den skabte verden. Det, vi kalder sole, mælkeveje, stjerner, kloder, og det, vi kalder naturen, skove, marker, huse, mennesker, dyr, planter, er jo alt sammen skabte foreteelser i det ydre, altså i organismerne. Ved en nærmere analyse af disse ydre organismer kommer vi inde i væsenerne igen til det "noget som er". Dette noget har således et tredje princip: det skabte.
      Det er jo det skabte, der fortæller os, hvad verdensaltet er. Det guddommelige noget eller dette højeste noget tilkendegiver sig således ved sin skabeevne igennem det skabte.
      Når vi iagttager det skabte, ser vi, at det er en eneste stor udfoldelse af logisk skabelse. Skønne vidunderlige ting arbejder sig op fra ganske primitive foreteelser, ganske døde realiteter, de kommer op og får liv, bliver til strålende, vældige åbenbaringer, så vældige som sanserne overhovedet kan udvikle sig til at tage. Det er en logisk proces.
      Det skabte er også evigt, for der kan ikke have været en gang, hvor det begyndte. Inden for det skabtes område eksisterer tiden og rummet, og uden for dette område eksisterer det navnløse "noget som er" og det navnløse nogets skabeevne. Men inden for det tredje princip, det skabte, som i sin helhed også er evigt, opstår tiden og rummet. Tiden og rummet er altså noget, der skabes, ligesom man skaber huse, træer, bygninger osv. Da tiden og rummet således er skabte foreteelser, kan tid og rum ikke være den endelige analyse af de levende væsener, af universet eller Guddommen.