Et evigt udødeligt jeg bag ved naturen og verdensaltet
79. Vi kommer derfor til at opdage, at jeget i os har den samme analyse som det, der var bag ved ærten, det, der var bag ved solen, det, der var bag ved alle størrelser, alle begreber. Det er også bag ved os som et jeg, det er evigheden og uendeligheden. Det har den samme analyse, nemlig et noget som er. Hvordan skal vi komme uden om denne realitet? Er der nogen, der kan bortforklare det? Ikke når det skal være logisk. Det kan ikke lade sig gøre. Så vil man komme til at fortælle, at det er de døde ting, der skaber de levende, det er det skabte, der skaber skaberen, altså det fuldstændigt omvendte af, hvad der er en kendsgerning.
      Vi kommer således til et udødeligt noget, der er bag ved verdensaltet og naturen, bag ved alle størrelser, bag ved alle tids- og rumbegreber. Der kommer vi til det samme "noget som er". Vi kan ikke tage det væk. Når vi tænker på hele verdensaltet, er vi nødsaget til at måtte indrømme, at dette verdensalt er "noget der er". Vi er dog alle sammen til, vi kan da ikke sige, at vi ikke er til. Vi kan heller ikke sige, at alt det andet ikke er til – altså er det til. Vi må dog bedømme alt, der er til, som "noget der er". Vi kan ikke sige, at det er noget, der ikke er. Det er "noget der er".
      Når nu vi iagttager helheden af alt dette, bliver det også den samme analyse. Det kommer uden for størrelsesbegreber. Hele verdensaltet udgør jo en balance af alting. Det er det onde og det gode, det lyse og det mørke, det er jo alting. Altså kan vi om selve verdensaltet heller ikke sige, at det er ondt eller godt, at det er stort eller småt. Det har ingen analyse i sig selv. Det er en evig realitet, et evigt facit. Det går også op i det "noget som er". Således går alting op i denne enhed, op i "et princip som eksisterer".