Menneskene ser kun det rent overfladiske
78. Menneskene opfatter kun det, som de rent overfladisk ser som tid og rum. De oplever i tids- og rumdimensioner, og de tænker ikke på, at denne tids- og rumdimension er en åbenbaring eller en tilkendegivelse af noget andet. Dette noget er også inde i et menneske. Det er inde i alle levende væsener. Der er noget inde i os, der tænker, der oplever. Der er noget i os, der har vilje. Der er noget, der betinger, at vi kan blive glade, at vi kan blive bedrøvede, at vi kan ønske det, at vi kan begære det, og vi kan udløse det og det.
      Der er noget i os, der ligeledes viser sig som noget, der ikke kan være identisk med tid og rum. Det kan det ganske umuligt være. Hvorfor kan det ikke være det? Det kan det ikke, for hvis vi nu iagttager kroppen, vor organisme, vil vi se, at hver eneste smule ved den, ligegyldigt hvor lille et organ, ligegyldigt hvor lille en ting, vi kan iagttage, selv med et forstørrelsesglas eller mikroskop, udgør det kun et redskab, der ikke er noget selvstændigt. Det er et redskab, et apparat, et organ, der udløser særlige funktioner, noget der er skabt til at udfylde det eller det formål. Det er ligegyldigt, om det er hjernen, eller det er hjerte, lunger, lever. Der er ikke noget som helst ved den fysiske organisme, der ikke er et redskab.
      Men et redskab eksisterer jo ikke for redskabets skyld. Et redskab er noget, der benyttes af noget andet. Når nu dette andet ikke er i kroppen, og hele kroppen er et redskab, kommer vi her til at se, at der bag ved kroppen eksisterer et noget, som er bestemmende over kroppen, noget der betinger, om man vil stå op, eller man vil sidde ned, om man vil gøre det eller det, noget der hele tiden er det førende, det herskende. Det fornemmer vi som midtpunktet i os selv. Vi fornemmer os selv som et jeg. Vi fornemmer os som midtpunkt i det hele, og det er vort jeg. Igennem sproget har det afsløret sig, at vi ikke kunne komme uden om at måtte finde et udtryk for dette noget, og vi siger derfor "jeg". Vi kalder det "jeg". Jeg så, jeg løb, jeg var glad, jeg var syg.
      Vi må altså udtrykke dette noget ved et udtryk – et jeg. Dette jeg er ikke hjernen, øjnene, ørerne, hjertet, lungerne, det er ikke kroppen. Hvad er det da? Det er ikke noget tids- og rumdimensionelt. Det kan det ikke være, fordi det er det "noget", der skaber, der bestemmer. Det kan heller aldrig være begyndt. Det er selve skaberen i os. Det skaber igennem kroppen, det ønsker og tilkendegiver sig igennem vore manifestationer. Derfor kan det heller ingen analyse have, for det, vi ville sige om dette "noget", ville aldrig kunne blive andet end noget, som det har skabt.
      Siger vi om dette jeg i os, at det er ondt, eller det er godt, det er stort, eller det er småt, jamen så er det jo skabte realiteter, skabte produkter. Men skaberen må jo have eksisteret, før det skabte kom frem, så derfor kan det skabte ikke være en analyse af skaberen. Når man siger, at et jeg er ondt, så er det onde jo noget, som jeget har frembragt, jeget eksisterede jo før denne frembringelse. Vi kommer altså igen til det samme facit, at jeget er evigt. Det er ikke skabt. Det kan ikke være skabt, for skaberen kan ikke skabes.
      Der findes kun to ting i verden: skaberen og det skabte. Men det skabte kan jo ikke frembringe skaberen. Det er jo ikke sådan, at skaberen er et produkt af det skabte, det er dog omvendt. Det skabte er et produkt af skaberen.