Tænkning uden for tid og rum
75. Vi må bruge vore åndelige evner og vænne os til at tænke uden for tid og rum. Menneskene er kun vant til at tænke i tid og rum. De er vant til, at alting har en begyndelse og en afslutning. De kan ikke forstå andet, end at alt må have begyndelse og afslutning.
      Mange mennesker har spurgt mig: "Jamen hvem har så skabt Gud"? De mener, at levende væsener må have en begyndelse, ligesom de også må have en afslutning, og det er ikke så mærkeligt, for det er jo den største erfaring, de har inden for det sanseområde, de besidder.
      Alt det, de ser, har en begyndelse, det afsluttes, og det opløses. Det bliver til, kulminerer, opløses. De ser, at løvet visner om efteråret, det går over i kredsløbet, bliver borte og forsvinder. De ser væsener fødes, væsener dør. Det hele ser ud, som om at det bare har en lille tid, sådan et lille afsnit. Det har altså en begyndelse og en afslutning.
      Når man er sådan indstillet, at tingene skal have en begyndelse og en afslutning, og når man slet ikke kan tænke på anden måde, er det ganske udelukket at komme til forståelse af livets mysterium. For selve livet, hele verdensaltet, har ingen begyndelse, og det vil aldrig nogen sinde få en afslutning. Der er ingen begyndelse og ingen afslutning på hele verdensaltet.
      Vi ser ganske rigtigt, at det, vi har på nært hold, det begynder, det kulminerer, det dør. Men vi ser også, at det er resultatet af noget forudgående. Noget, der dør, betinger, at noget andet fødes, og når det så dør, betinger det, at der igen fødes noget nyt. Vi ser således en evigt fortsættende kæde. Vi ser således noget, der hele tiden varer ved.
      Man kan ikke på logisk måde tænke sig, at noget bliver til af intet. Noget kan jo ikke komme af ingenting. Et absolut ingenting kan ikke blive til noget, ligesom noget heller ikke kan blive til ingenting. Det, der er til, må blive ved med at være til. Det har altid været til, men det omdannes til andre former.