Grand Kursus
Skabelsen af mennesket i Guds billede
74. Når vi nu skal finde ud af, hvad der ligger bag ved alle disse vældige kræfter, der er i naturen, har vi jo kun naturens processer at holde os til. Det er det sprog, som er tilgængeligt for os, og som vi kan lære at forstå.
      Hvis vi ikke er bundne ved fordomme, dogmer eller andre traditioner, men ønsker at være ærlige og at se sandheden, når vi iagttager naturen, kan vi ikke undgå at komme til at se, at der ikke findes noget ondt i verden. Det, vi kalder ondt, er noget, der er absolut nødvendigt, for at vi kan blive omdannet til at blive mennesket i Guds billede.
      Bibelen fortæller os, at der er et mål med mennesket. Der er en sætning, hvor Gud siger: "Lader os gøre et menneske i vort billede efter vor lignelse". Mennesket skal altså blive i Guds lignelse.
      Men hvad er Guds lignelse? Hvor er det henne? – Alle de skabelsesprocesser, som vi er vidne til, må være Guds lignelse. Den magt, der formår at lave hele verden om til at være til glæde og velsignelse for levende væsener, må være det højeste væsen.
      Mange mennesker mener, at det hele er tilfældigheder, og hvis man ikke tænker særligt dybt, hvis man ikke har andre særlige evner, kan det jo se sådan ud. Rent overfladisk ser det ud, som om det er skrigende uretfærdigt alt sammen. Vi ser en masse mennesker, der lider, men vi ser ikke årsagen til, at disse mennesker lider så meget. Små børn fødes syge og elendige. Nogle børn dør, inden de bliver født, nogle fødes og bliver syge igennem hele deres tilværelse, mens andre fødes sunde og raske, får det glimrende lige fra barndommen, får dejlige forældre og får også glimrende forhold ude i livet.
      Hvis der ikke var en anden dybde bagved, så ville det være en skrigende uretfærdighed i tilværelsen. Men der er noget andet bag ved det hele, og for at komme til klarhed over dette andet, må vi bruge vor intelligens.