Intelligensens udvikling og den materielle videnskab
7. Menneskene begyndte at kunne danne sig nye billeder af Forsynet, men efterhånden som de udviklede sig på det materielle plan, fik de nye evner, de begyndte at få en fremragende udviklet intelligens. De begyndte at kunne måle og veje, de gjorde erfaringer, de kunne konstatere noget som realistisk kendsgerning. Denne evne til at iagttage, måle og veje udviklede sig vældigt, og de vænnede sig til kun at arbejde med og tro på realiteter, som de kunne acceptere som kendsgerninger.
      De abstrakte begreber om højere væsener, guddomme eller forsyn, som var lavet af primitiv menneskelig bevidsthed, måtte efterhånden falde.
      Man begyndte at få evne til at jonglere med materien, man fik en vældig evne til at beherske materien. I dag kan man udnytte millioner af materiens vældige kræfter og lade dem arbejde for sig. Menneskene blev mere og mere indstillet på den materielle side af livet, og det med Guddommen trådte mere i baggrunden. Intelligensevnen tog mere og mere magten, og dermed degenererede instinktet. Troen på Gud eller på ophavet til verdensaltet degenererede og forsvandt.
      Men man skal ikke tro, at hele den intellektuelle side i denne epoke af livet var en afvigelse fra vejen til livets mening. Hele forskningen var faktisk kun en vandring fremad for at komme til livets mening. Forskningen omfattede jo hele menneskehedens energiudfoldelse. Der er en meget stor forskning nu i dag. Der er store universiteter og læreanstalter, der er laboratorier, der er forsøgsområder, hvor menneskene iagttager. De iagttager overalt.
      Selv det almindelige daglige menneske har også øjnene med sig. Det iagttager også. Det er også udviklet til at læse bøger, til at studere. Det er materien, det er hele den fysiske verden, der bliver iagttaget, og det er også et stykke hen imod livets mening. Det er ikke noget, vi kan regne som en afsporing. Det er det absolut ikke. De nye evner er kommet i kraft af instinktet, og det befordrede efterhånden disse evner frem til intelligensen. Dertil kom menneskets væremåde, dets daglige handel og vandel, der frembragte virkninger. Disse virkninger blev til lidelser og ulykkelige skæbner der, hvor man handlede forkert, og til lys og glæde der, hvor man handlede rigtigt.
      Derved opstod der en vis følelsesudvikling, som sammen med denne begyndende intelligens bevirkede, at man kunne komme til temmelig gode resultater. Man blev vænnet til kun at regne med videnskabelige facitter og absolutte kendsgerninger. Man nåede så vidt frem i tilværelsen, som jeg nævnte før, at man nu helt behersker den fysiske materie. Men det er ikke slutfacittet, man har endnu ikke fundet livets mening. Man har udviklet evner til at kunne bruge materien, men det er sket i en primitiv bevidstheds tjeneste. Man har ikke udviklet sig så langt fra det primitive menneskes stadium.