Den evige Guddom og væsenernes sansebegavelse
Symbol nr. 30
64. Symbolet skal symbolisere Guddommen eller verdensaltet, sådan som det forekommer for sanserne. I nederste venstre hjørne ser vi, at den evige udviklingsstige bliver borte i mikrokosmos og vokser op til det sted, hvorfra vi iagttager verdensaltet. De farvede stråler i det mørke område er udtryk for det sansefelt, hvormed vi kan iagttage verdensaltet. Vi kan iagttage et stykke op i makrokosmos og et stykke ned i mikrokosmos, og så holder det op. Men sansefeltet flytter sig under udviklingens gang. Væsenerne udvikler sig trin for trin, og for hvert trin, de går op, bliver det et andet felt af verdensaltet, de får belyst. Derfor er det så viseligt indrettet, at inden for visse bestemte områder afsløres hele mysteriets løsning, således at alle har mulighed for at få de løsninger, der passer for dem.
      Den virkelige videnskab kommer væsenerne til på det trin, hvor de får kosmisk bevidsthed. Længere nede i planteriget og dyreriget retter væsenerne sanserne eller sansefeltet mod livet, mod deres medvæsener, mod omgivelserne, som ses på den store runde figur, der danner verdensaltet. Det begynder med, at væsenerne sanser primitivt. Vi ser, at dyrene sanser mere end planterne. Det bliver mere og mere fuldkomment for til sidst at blive til den rene videnskab. Og så begynder der et nyt felt af verdensaltet, et nyt spiralkredsløb, fordi væsenet vokser opad, og det gentager sig i det uendelige.
      Symbolet viser, at væsener fra planteriget, dyreriget, det rigtige menneskerige, visdomsriget, den guddommelige verden og salighedsriget ser verdensaltet på forskellige måder. Væsener, der står på forskellige trin, kan ikke have det samme syn på livet, fordi de har forskellig evne til at iagttage livet.
      Hvis nu et væsen på et bestemt trin straffer, sparker og håner et væsen på et lavere trin, laver det noget, der er tåbeligt. Det kan ikke se verdensaltet oppe fra de højere trin. Derfor må man være tolerant, og det når man frem til, når man når til en bestemt højde i udviklingen. Da tilgiver man alt, for man ser, at et væsen ikke kan være anderledes, end det er.