Kerne til et frugttræ plantes
62. Disse skabelser kommer efterhånden til at fortælle os, at der, hvor de er ufuldkomne, er de ikke færdige. Der er så mange felter, hvor naturen har givet menneskene adgang til at bedømme dens egen skabelse. Når jeg siger naturens skabelse, mener jeg Guds skabelse, men foreløbig kan vi godt sige naturens skabelse. En lille kerne, som plantes i jorden, vokser op til at blive et træ. Træet kommer til at bære frugter. Frugterne begynder som blomster, blomsterne bliver efterhånden til frugter. Frugterne har et stadium, inden de er færdige, og hvis man plukker en sådan frugt, f.eks. et æble, så er det meget surt, så længe det ikke har nået det modne stadium. Men vi ved, at det ikke er modent, at hvis det får lov til at sidde tilstrækkelig lang tid, så bliver det modent og dejligt velsmagende. Sådan er det med alle frugter, og sådan er princippet også i alle naturens skabelser.
      Hvad fortæller et sådant æble? Er det ikke et eventyr? Vi ser et æble, der modnes. Mange tusinder af mennesker tænker slet ikke over det, for dem er det noget selvfølgeligt. Men det tænkende menneske kan ikke lade være med at læse og se i naturen. Sikke en form, naturen har lavet. Er det ikke en planmæssig opfyldelse af noget, der bliver til glæde og velsignelse i sit slutfacit? Det ser vi alle vegne, hvor vi har overblik over naturens skabelse. Er vore øjne og ører ikke også fuldkomne? Vi kan se, og vi kan høre. Det er kun i uorden, når vi ved vort eget liv og væremåde mere eller mindre har ødelagt det. Men det er dog fuldkomment, at vi har øjne, at vi har lugtesans. At lugtesansen sidder modsat kloakken, er der ikke også mening i det? Sådan er der mening i det hele. Det er ikke naturen, der er noget i vejen med, den er med al kraft i færd med at forme tingene om. Vi kan sige, at menneskene er på det sure stadium før det modne. Det sure stadium er netop det, der er betegnende for det område, hvor menneskene befinder sig i dag.