Syndernes forladelse
Symbol nr. 20
542. Det firkantede orange felt over det violette felt symboliserer et væsens nuværende fysiske liv. Væsenet udløser eller manifesterer handlinger, og disse handlinger repræsenterer energi. De energier, der udgår fra væsenet, kommer tilbage igen. De korte skæbnebuer symboliserer, at energien kommer hurtigt tilbage. Nogle skæbnebuer kommer tilbage i det nuværende liv, mens andre kommer tilbage i det næste liv eller i de efterfølgende liv. Den orange farve symboliserer, at det er lidelsesskæbnebølger, der kommer tilbage.
      Det grønne felt symboliserer fremtiden, og de skraverede orange felter over det grønne felt symboliserer kommende fysiske liv. Det gule felt til venstre symboliserer fortiden.
      De hvide felter imellem de orange felter symboliserer de åndelige liv, som væsenet lever mellem de fysiske liv. De hvide buer skal vise, at der også er skæbneudløsninger imellem de åndelige liv, og at det kun repræsenterer lys.
      De orange buer har med vor skæbne på det fysiske plan at gøre. Vi kan se, at skæbnen på det fysiske plan har en hensigt. Skæbnen har til hensigt at lære menneskene, hvordan tingene virker. Når de opdager, at skæbnebølgerne virker ondt og grimt, lærer de at holde op med at udløse disse virkninger, og så opdager de, hvordan de skal lave virkninger, der opleves som gode og kærlige. Det sker i kraft af skæbneloven eller det princip, at det, man gør, kommer tilbage. Hvis det ikke var sådan, var der jo ikke spor system i det, og så ville de handlinger, vi kommer ud for, være tåbelige, uretfærdige og ville ikke betyde noget. Men netop fordi det er vore egne handlinger, der kommer tilbage, er der system i det, så er der regnskab med det, om jeg så må sige. Det er jo ikke et kontor, hvor man sidder med store bøger osv. Det hviler i sig selv, det ligger i lovene. Det er automatfunktioner. Det regulerer sig selv.
      Vi ser, at jo mere man kommer til at opleve lidelse, jo mere udvikler der sig en evne til at forstå og til at føle, at man ikke skal påføre andre lidelse, og efterhånden kan man ikke nænne at gøre det mere. Denne næstekærlighed eller medlidenhedsevne er symboliseret ved den tiltagende, gule flammefigur. Hvordan skulle humaniteten blive til, hvis den ikke blev til på denne måde?
      Nede i dyreriget er der ikke nogen humanitet, men efterhånden udvikler den humane evne sig. Den humane evne udvikler sig ikke ved forklaring. Man kan ikke blive et bedre menneske ved forklaring. Man kan ændre sig lidt i den måde, man handler på, men man ændrer sig ikke fundamentalt ved undervisning. Man kan ikke lave en skrækkelig bandit om til en engel ved at forklare ham tingene. Det skal livet selv gøre. Det er kun inden for et lille felt, man ved undervisning kan ændre menneskene. Der, hvor de i virkeligheden har erfaringerne, kan man godt lære dem noget med visdom.
      De orange skæbnebuer kan f.eks. symbolisere, at et menneske har begået et mord i dets nuværende liv. Virkningerne af dette mord kan komme tilbage i det samme eller et efterfølgende liv, ved at det selv bliver dræbt. Men i takt med den humane evnes tilvækst (gul flammefigur), vil virkningerne efterhånden blive mildnet. Det kan blive fritaget for virkningen f.eks. i det fjerde liv, som vist på symbolet. Men hvorfor bliver dette menneske ikke dræbt, som det egentlig skulle? Fordi dets medlidenhedsevne og kærlighedsevne er blevet så stor, at det ikke mere kan nænne at dræbe. Når man ikke kan nænne at dræbe mere, er der jo ingen grund til, at man skulle have den lidelse at blive dræbt. Dette menneske ved allerede, hvordan det føles, og kan derfor ikke dræbe mere, og så ophører det af sig selv.
      Vi kommer ikke til at opleve alle de lidelser, vi har påført andre væsener. Vi kommer kun til at opleve de lidelser, der er nødvendige, for at vi kan blive så udviklede, at vi ikke gør det mere. Således regulerer livet sig selv. Det er derved, at menneskene bliver bedre og bedre, mere og mere humane. Samtidig udvikler problemerne og kampen for det daglige brød menneskets intellektualitet. Når intellektualiteten bliver humaniseret, og humaniteten bliver intellektualiseret og reguleret af den fineste logik, bliver det til kærlighed, til næstekærlighed. Således er skæbneprincippet, og efter hvert liv kommer man et trin højere op, som vist ved den orange trappefigur på symbolet. Det er grundprincippet i udviklingen. (Se stk. 274, 295, 317)