Et stjernesystem
536. Vi ser flere figurer i verdensrummet. Vi ser en mærkelig figur i et mellemkosmos, der ikke er vort, men et makrokosmisk mellemkosmos, hvor denne figur bliver til en fast organisme, da tiden der også er anderledes. Vi kan ikke se, at figurerne bevæger sig, fordi de bevæger sig under en helt anden tidsoplevelsestilstand, end vi. Det, der er sekunder for dem, er måske hundreder eller tusinder af år for os, så derfor kan vi ikke se, at de bevæger disse lemmer. Vore jordliv er ikke lange nok til, at vi kan se disse bevægelser. Hvis vi var inde i det samme mellemkosmos, kunne vi se det, men det er vi ikke.
      Foreløbigt må vi konstatere kendsgerningerne, at der er nogle makrokosmiske systemer, der er tildannet i sådanne figurer, og disse systemer består af kraftcentre med små bitte kloder og planeter udenom, akkurat som man nu er begyndt at lære, hvad der foregår i atomet og atomverdenen. Mikroverdenen og makroverdenen er i familie med hinanden, fordi der også er atomer opad i det store. Hvorfor skulle atomverdenen også være noget, der bare var dernede? Alting går jo i en vældig bane fra mikrokosmos til makrokosmos. Inde i det tids- og rumdimensionelle er der ikke noget som helst, der ikke er underkastet denne tilstand. Det forsvinder i det uendelige små, og det går op i det uendelige store. Altså må atomerne også gøre det, og det gør de.