Grand Kursus
Den store tåge i Andromeda
534. Med dette astronomiske billede kan vi gå videre med at se på det, der er stillet os til rådighed. Vi ser, at der er en vældig hensigt med, at i hvert eneste døgn er der et område, hvor solens lys bliver blændet af. Når der bliver lukket eller slukket for solens lys, har vi lejlighed til at se, at der er andet til end jorden, solen og den blå himmel. Når det er mørkt, har vi lejlighed til at se, at der er et gigantisk verdensrum, og menneskene udviklede sig efterhånden til at kunne lave optiske instrumenter, ved hvilke de kan se hundredtusinder af lysår ud i verdensrummet. Og de opdagede, at det ikke blot var en samling stjerner, men der var vældige systemer af stjerner, og at disse systemer havde særlige figurer, havde særlige baner og udløste sig i særlige, mærkværdige tilstande. Det er tilgængeligt for os, og vi må jo se der, hvor det er tilgængeligt, vi har ingen andre steder at se hen. Det er glimrende, at det er blevet lagt til rette således, at vi hvert døgn har lejlighed til at se ud i verdensrummet og se, at der er andre kloder og andre sole til. Det er ikke blot det, at der er andre, men vi har lejlighed til at se, at der er et gigantisk stort antal af dem, og at de er udstyret i særlige figurer.