Kontrasterne er en forudsætning for en evig livsoplevelse
526. Vi har igennem de kosmiske analyser set, hvad mørket betyder, og hvad lyset betyder. Vi har set, at der ikke er noget djævelskab, at der ikke er nogen ondskab. Det er rigtigt, at her på det materielle plan ser det ud, som om at livet på jorden er ganske rædselsfuldt, at det er et helvede af den anden verden med drab, mord, lemlæstelse, krigstilstande, fattigdom, nød, elendighed, sult osv. For det lokale syn, der ikke har spor ide om, hvad det ser, bliver det selvfølgelig til et helvede, til noget rædselsfuldt, men for det kosmiske syn ser begivenhederne helt anderledes ud.
      Væsenets krop er som en overall, den er noget ydre. Alle disse lidelser og besværligheder, som de levende væsener kommer ud for, når ikke ind til det virkeligt levende. Disse begivenheder er beregnet på at ramme dem i noget ydre, i en organisme, som hele tiden kan fornys, som hele tiden kan forbedres ved oplevelsen af begivenhederne. Det virkelige, fundamentale liv, det primære liv, ligger hinsides alle disse lidelser. Man skal komme til at forstå, at disse lidelser er til for at kunne skabe en tilsvarende velsignelse.
      Hvordan i alverden skulle man kunne opleve noget lys, hvis der ikke var mørke? Hvordan skulle man kunne opleve noget som helst, hvis alting var ens, ikke kun i volumen, men ens i farve, ens i konsistens, uden en eneste nuance? Hvis alt var ens, ville vi ikke kunne opleve noget som helst. Vi ville være i en evig eksistens uden nogen bevidsthed. Men nu er det modsatte tilfældet. Vi lever i en evig tilværelse og har en evig eksistens. De, der endnu ikke oplever den evige eksistens, vil komme til at opleve den, for de er ved at få bevidstheden fornyet.
      Fra vugge til grav oplever de ikke andet end det lokale felt, ikke andet end det, der sker i den fysiske krop. En masse mennesker oplever ikke andet og tror, at dér er hele livets oplevelse. De tror, at denne vældige verden, vi er omgivet af, er døde verdener, døde kræfter. Disse vældige stjernesystemer, mælkeveje, sole, kloder og planeter, der findes ude i verdensrummet, er for dem noget, de ikke skænker en tanke, og hvis de skænker det en tanke, siger de, at det kan man da ikke vide noget om, det er døde kræfter. Det giver jo ikke megen oplevelse.
      I stedet kan man ved de kosmiske analyser komme til at se, at det hele er en levende, arbejdende organisme, akkurat ligesom det enkelte væsen selv er. Disse himmellegemer, som vi kan se ude i verdensrummet, danner et mellemkosmos, hvor de selv bliver til organismer, hvor de bliver til skabelse, hvor de bliver til terræner. Disse organismer bliver til skabte foreteelser, som er udtryk for tanke, og som har til hensigt at give disse vældige væsener en oplevelse af livet, en oplevelse af deres evige tilværelse.