Den sidste epoke før en suveræn tilstand
525. Der kan være mange mennesker i dag, som ikke kan forstå analyserne, som ikke har den tænke- og koncentrationsevne, der skal til. Det er jo ikke let at tænke i baner, hvor vi har at gøre med ting, der ikke er skabt. Det er let nok at have med noget at gøre, når vi ved, at det har en begyndelse og en afslutning, at det er ungt eller gammelt, nyt, godt, grimt, smukt osv. Alt det er meget let. Men når det ikke har nogen analyse ud over denne, at det er til, at det evigt er til, er det sværere at forstå. Det er disse evige realiteter, der nu vil komme til at bære den fremtidige verdenskultur, den sidste epoke for menneskene i deres endnu ikke suveræne tilstand.
      I denne sidste epoke, som menneskene nu er begyndt at leve i, vil hvert eneste menneske blive suverænt. Det vil altså sige, at det kommer til at opleve sig selv og Gud. Det behøver ikke at spørge ham eller hende, det taler direkte med Gud. Det taler direkte med naturen, med livet. Dette menneske forstår, at stormen ikke blot er storm, at planter, dyr og mennesker ikke blot er planter, dyr og mennesker. Alt det, de ser, er bogstaver, der er tilkendegivelser af noget andet. Dette andet er liv, bevidsthed, tankegang, hensigter og viljeføring fra en livsform, som ligger uden for det menneskelige.
      Det er denne livsform uden for det jordmenneskelige, der skal vækkes til live igennem det værk, som jeg har fået til opgave at skabe. Det skal vækkes til live, således at man omkring sig ikke mere har en død natur. Man regner måske med, at man i næste øjeblik kan blive slået ihjel, at man kan blive dræbt af lynet eller på anden måde komme af dage. Det gælder om at komme til at forstå, at man er omgivet af en levende, tænkende, arbejdende, viljeførende, kærlighedsudfoldende og logisk skabelse, som udelukkende kun har en eneste opgave, en eneste hensigt, nemlig at give de levende væsener en evig tilværelse. Altså en evig opretholdelse og fortsat fornyelse af denne evne til at kunne opleve livet.