Grand Kursus
Det evige verdensbillede, det levende væsen 2, den evige Guddom og de evige gudesønner
Symbol nr. 11
522. På symbolet ser vi banen for denne rejse rundt igennem spiralkredsløbets seks riger. Vi ser, at jordkloden nu befinder sig i den sidste del af dyreriget, og om 3.000 år vil den nå frem til at passere den femtakkede stjerne ved indgangen til det rigtige menneskerige.
      Nu vil man måske spørge, hvordan skal den nå frem dertil på denne korte tid? Der skal man huske på, at udviklingens hastighed fordobler sig. Det kan ikke nytte, at man ser tilbage på, hvor lang tid den var om at nå frem til det nuværende stadium, det svarer slet ikke til, hvordan det nu vil gå fremover. Erfaringerne og forbedringerne kommer hurtigere og hurtigere, ingenting kan gå stærkt nok. Tænkeevnen udvikler sig, og det, man var længe om at tænke i gamle dage, tænker man nu i lyntempo, og således vokser det med kolossal stærk fart. For menneskeheden er der kun lys og atter lys i vente. Menneskene går fremad, og de vil begynde at opleve det i samme grad, som de begynder at forstå principperne og begynder at blive ét med naturen, ét med Guds plan med verden.
      I alle sine strukturer går verdensbilledet hele tiden op. Det er ikke et lokalt billede eller et tidsbillede, der hører op eller bliver forældet. Det vil evigt forklare det samme, fordi principperne er evige. (Se stk. 112, 133, 147, 170, 241, 419, 538)
 
7. kursus, 1. foredrag, blev afholdt på Martinus Institut den 26. januar 1956.
Symbol af Martinus
Symbol 11
Det evige verdensbillede
Det levende væsen 2
Den evige Guddom og de evige gudesønner