Nationale og internationale sprog. Esperanto
492. I Bibelen kan vi læse, at engang var det ligefrem en nødvendighed, at sprogene blev forskellige. [Babelstårnet]. De få mennesker, der var på jorden dengang, havde en tendens til at samle sig og hobe sig sammen, og så ville den øvrige verden være affolket. Sproget blev ikke pludselig lavet om, men udviklingen selv har fået menneskene til at sprede sig. Efterhånden, som de kom til at leve i særlige grupper borte fra andre grupper, fik de deres egne erfaringer og ideer, deres egen udtryksmåde og deres eget sprog. Således opstod der en masse forskellige sprog, og det førte jo frem til at styrke nationalismen.
      Men nu er det for en masse mennesker en gene ikke at kunne fremmede sprog, og de må i stor grad hjælpe sig med de store og mest udbredte nationale sprog. Men det er ikke nok. Vi ser, at der er tendenser til at udvikle andre sprog, der ikke er nationale, men internationale.
      Vi har set en idealist skabe et verdenssprog, Esperanto, som vil komme til at spille en overordentlig stor rolle, fordi det er skabt efter de guddommelige principper, fordi det er logisk, og fordi det er let at lære. Dette er også noget, der viser hen til, at der vil komme en anden tilværelse.