Jacobs drøm 2
486. Her i fortsættelsen ser vi denne mægtige stige eller vej ud igennem himmelrummet op til Gud, og englene vandrer op og ned ad den med disse skønne omgivelser. Det er noget, man kan se som en levende realitet. Englene vandrer op og ned, alt efter som kunstneren giver dem liv, alt efter som kunstneren tænker, hvordan de skal se ud, alt efter som han tænker sig, at den skal gå op, eller den skal gå ned. Det er belivet fuldstændigt med kunstnerens energi, med kunstnerens jeg, med kunstnerens begavelse. Et menneske, der ikke er så dygtigt til at tænke, kan jo ikke lave sådan noget, så man forstår den forskel, der må være. Denne forskel kommer altså til syne i sin ydre manifestation.
      På billedet ser vi kunstnerens forestilling om Jacobs drøm. Menneskene kan godt lave sådan et billede af Gud, men mennesket skal virkelig blive ét med Gud, så det ligefrem kan fremstille de realiteter i naturel størrelse. Nu er det selvfølgelig ikke levende engle. Det er fantomer, men de er belivede, de kan vandre, kan tænke, kan gå, så længe kunstneren fylder det med sit eget jegs liv, med sin egen bevidstheds liv.
      Det giver altså et begreb om den åndelige verden. Med den tænkning og den skabeevne, man har her i den fysiske verden, kan man bygge op i den åndelige verden. Jo mere logisk det er, desto fuldkomnere bliver det.
      Nu er der jo ikke blot tale om materielle figurer og billeder, der er også det med væremåden. Der er jo de skønneste ting og en mangfoldighed af manifestationer, man kan vise med hensyn til kærligheden. Tænk Dem nu at leve i en verden, hvor de skønneste ting bliver skiftet ud. De oplever nye ting, Deres egen organisme kan De give Dem selv alt efter behag. De kan se ud, sådan som De selv vil. Det er jo noget helt andet end på det næste billede.