Moses med lovens tavler
483. Se, da kommer vi frem til dette billede, hvor vi rigtigt kan se, hvordan materien lystrer tanken. Her ser vi Moses med de ti bud. Det er naturligvis fremstillet af en kunstner, der har set det i sin fantasi. Han har jo ikke kunnet fremstille det på det materielle plan uden ved materiel materie, og det er et lille, fladt billede. Men vi ser altså, at ved hans kunst fremtræder det med klipper, flammer, lyn osv., ligesom han mente, det foregik på Sinai bjerg.
      Det, jeg vil fortælle med det, er det, at originalen, som han så i sin tanke, og som han førte frem på billedet, fremtrådte i naturlig tilstand. På dette åndelige plan skal man ikke male på papir eller på lærred. Der er ingen kunst, der foregår på den måde. Det står i materien i naturel størrelse, lynene gnistrer, og det tordner osv. Alt det forekommer fuldstændigt som en kopi af naturen, alt efter som kunstneren har evne til at tænke det. Ligesom naturen laver det, sådan vil det stå. Hvis vi havde været på det åndelige plan, mens kunstneren lavede dette billede på det materielle plan, ville vi have set det i naturel størrelse. Vi ville se flammerne slå ud og blive lysende.
      Når denne kunstner dør fra det materielle plan og kommer ind på det åndelige plan, vil han blive meget overrasket over sin evne til at skabe og over at se, hvordan han kan skabe vældige naturscenerier der på det åndelige plan. Der er ingenting, der er optaget som her på jorden, hvor alting er optaget af den faste materie. For at skabe her skal man overvinde den. Det skal man ikke på det åndelige plan. Der skal man få lov til at nyde frugterne af den begavelse, som man møjsommeligt har tilkæmpet sig hernede på det materielle plan. Tænk Dem nu en kunstens verden, dette at leve der, hvor enhver – alt efter sin tænkeevne, sin skabeevnes fuldkommenhed – kan lave de skønneste ting, ikke på et stykke lærred, eller et lille billede, men det står i selve naturen. Ikke blot det kunstneriske, men også det, man vil meddele sin næste, sine omgivelser, det står i åndelig materie.
      I nat, når vi nu sover, skal vi passere dette plan. Hvis vi har en sund søvn og har den i et stræk og bliver udsovede, vil vi også passere dette plan i nat. Hvis vi derinde på dette plan ville fortælle nogle væsener om dette foredrag i aften, ja, så er det ikke noget med at fortælle det, for lige så snart det er i vore tanker, står salen der, og de ville se mig, og de ville høre mig. Det ville alt sammen være i naturel tilstand, akkurat som De ser det her, alt efter den evne, De har til at gengive det i Deres tanker.
      I den åndelige verden er sproget direkte, her er sproget indirekte. Når jeg her skal overbringe mine tanker, skal jeg frembringe det i lyd. Man forstår lyden, som igen går over til at blive til tanker i modtagerens bevidsthed. Dette mellemstadium behøver man ikke i denne sfære, for alt, hvad jeg ville fortælle, ville stå i naturen, det ville skifte form og farve, akkurat ligesom jeg nu fortæller det. Men sådan er det jo ikke her i den fysiske verden. Her må vi så bruge denne indirekte metode. Jeg fortæller det bare, for at man kan få et begreb om den åndelige verdens struktur i forhold til den materielle verdens struktur.