Den lille pige med svovlstikkerne
481. Her er et lille billede, jeg har taget med, og som De sikkert alle sammen kender fra H.C. Andersens eventyr: "Den lille pige med svovlstikkerne". Billedet viser en naturlig død. Ja, det er ikke en naturlig død sådan set, idet hun frøs ihjel. Pigen gik barfodet og skulle sælge tændstikker, men da hun ikke havde fået solgt nogen, turde hun ikke komme hjem.
      Men så sætter hun sig med sine tændstikker i en lille krog ved et hushjørne. Hun er ved at fryse ihjel, og så river hun en tændstik. Og der ser hun så det, som et lille barn ønskede. I sin lille tanke forestiller hun sig ikke en himmel og alt det der, det er mere det, hun forstår her i sin lille barnlige tilværelse, og netop fordi det var jul, ser hun det skønneste juletræ. Hun ser det åndeligt. Hun mærker ikke, at hun fryser, men så går tændstikken ud, og så bliver hun bevidst igen. I dette syn får hun også dejlig julemad, og det ender med, at hun ser det menneske, der holdt mest af hende, hendes afdøde bedstemor, og pigen siger: "Tag mig med op til Gud, tag mig med", fordi synet forsvinder, hver gang tændstikken går ud, og så kommer hun ligesom til bevidsthed igen. Men så tager bedstemoderen virkelig "det lille barn på armen", som der står så smukt, og "fører barnet op til Gud".
      Det er en glimrende kosmisk analyse af et sådant lille barns død. Der er ikke noget med skærsild eller onde tilstande. Det lille barn oplevede, at dets ønsker blev opfyldt, lige så snart det slap den fysiske verden. Og sådan vil det gå, ikke blot for den lille pige med svovlstikkerne, men også et voksent menneske, der dør uden bitterhed og ondskab i sindet. Det er ganske normalt at få en så skøn oplevelse, at blive modtaget af kære slægtninge eller hvem, der ellers er blevet dets skytsengle. Bedstemoderen var blevet skytsengel for den lille pige, eftersom hun var den, der holdt mest af hende, da hun levede her på jorden.
      Det er et glimrende billede af H.C. Andersen; han har så at sige næsten haft et kosmisk syn, da disse høje digteriske oplevelser er i slægt med kosmisk oplevelse. Skulle det være en fantasi, ja, så er det en fantasi, der fortæller den levende virkelighed.
      De fandt altså den lille pige næste dag. Hun var frosset ihjel. Men sådan som H.C. Andersen beskriver det, har hendes død sikkert forekommet, ligesom for tusinder af andre små børn, der dør. Selvfølgelig kan der også være børn, der får skærsild, hvis de lever i en ulykkelig tilstand og er rædselsslagne og bange, når de dør. Men de bliver hjulpet lige med det samme, fordi de græder og er ulykkelige. For lige så snart dette omslag kommer, hvor man ønsker hjælp, hvor man føler, man trænger til hjælp, så er den der. Så kan skytsenglene komme til, men ikke før. Det er et glimrende billede på døden; så smuk en død får alle mennesker, der ikke er onde, der ikke dør under et hidsighedsanfald, der ikke dør under et vredesudbrud, der ikke dør med had i sindet. De kommer alle til at opleve det, de ønsker. De får det sådan, som de gerne ville have det. Ja, det får de skam lov til at opleve, og så bliver de senere ført frem til den zone, hvor de kan være skytsengle og være til hjælp på samme måde.